Karel
— Rannsóknarvettvangur rímna
Lemmata   |   Textatengsl   |   Ordbog β  

Ordbog til ... rímur ... β

Grófur ljóslestur rímnaorðabókar Finns Jónssonar.

Ordbog til de af Samfund til udg. af gml. nord. litteratur udgivne rímur samt til de af Dr. O. Jiriczek udgivne Bósarimur. Finnur Jónsson ed. København: Carlsbergfondet, 1926-1928. [tengill]

f
faðma
(að), favne, omgive, fax f—að gulli, belagt med guld; — spec. okönslig omgang, ⟨Må I, 74⟩ osv.
faðmbrǫgd
  faðmbrögd
1, pl, favntag, omfavne okånslig omgang, fá ae—rri ⟨Skh V, 31⟩.
faðmlag
1, favntag, omfavne ⟨Fr II, 27⟩.
fagna
(að), er sig, bjúgir heilsu , bliver helbredede, ⟨ÓlH 57⟩; mig (ace.), glæd mig (ved könslig omgang), ⟨U I, 34⟩.
fagnaðarlaus
adj
blottet. for godhed, gode egenskaber, slet, f—ir niðr í bel ⟨Skh III, 41⟩.
fagnaðarveisla
7; gilde for at modtage e halda f—u ⟨Bl VHI, 42⟩.
fagnaðr
m
glæde, fryd, halda £—3, leve frydefuldt (i ægteskab), ⟨He IV, 46⟩.
fagnafundr
m
glædeligt møde, ⟨Gr VI, 28⟩, ⟨Så V, 51⟩.
fagr
  fagur
adj
skö herlig, f—a málið, digtninge ⟨Gri IV, 1⟩, (et ejendommeligt udtryk for beundring adigtersproget). Jfr. geysi-, óska-.
fagrahvél
n
’det lysende hju sole ⟨G VI, 54⟩, Sá FIL, 7.
fagrligr
  fagrlegur
adj
— fagr, skö herlig, f—t ví ⟨Sǫ I, 3⟩, F—g falda Bil ⟨G 1, 26⟩, f—t vi ⟨Sǫ I, 13⟩, f—t (gull) ⟨Hj Il, 23⟩, f—g orð ⟨Ko IV, 68⟩, ft spil, orime ⟨Bj V, 1⟩, ft ráð Má PI, 7.
fagrrǫggva
  fagrröggva
(að), = leggja (sverði), ⟨Kr VII, 43⟩. (jfr. sagaens forklaring).
fala
(að), onske tilkobs, enske at fá, sverð ⟨Vǫ HI, 39⟩.
falda
(felt el. að), tage (kvindelig) hovedpynt pá, hvitt, obølge ⟨Gr VII, 44⟩.
faldafeykir
m
dans sobringer (kvindernes) hovedpvut (faldr) til at ryge a slá f—i ⟨Bó X, 18⟩.
fall
n
fald, veðra foll, vindenes retninger, bevægelser, vita veðra ⟨BL H, 38⟩; strö bolge, bjórs ⟨Sá VI, 41⟩. Jfr. á-, hrak-, sjóvar(pl), straum-, stuðla-.
falla
(fell), falde (i forskellige betydninger og forbindelser), f—az i rekkju, lægge sig til sængs (sosyg), ⟨Skh V, 5⟩; år minni, glemmes, ⟨Skí 91⟩; í kjor, komme vel til pas, ⟨Skí 105⟩; niðr til sáttar, blive genstand for forlig, ⟨Gri VI, 22⟩; áðr efellr á, för end det går les, ⟨BL VI, 14⟩; fell það næri lífi, havde nær bevirket dede ⟨Skh VI, 32⟩; F. í strá, ende, orime ⟨Di II, 40⟩, og ellers ofte orímens afslutning, láta rímu Gr, 47, bragr skal ⟨Gr VIN, 69⟩; faltit fleina hregg, endt kamp, ⟨G X, 48⟩; falliná fræðu udgdet h. t. digte, ⟨Gri IV, 1⟩; part., adeel. deart, beskaffenhed, munu þeir ekki fallnir vel, de er ikke brave, ⟨Skh I; 44⟩.
falr
adj
(1.) aðj, til fals, afhændelig, fljóðilæt eg fol, jeg giver tilladelse til at vælge hvilkekvinde sohelst, ⟨Skí 112⟩, oss er yðvart líekki f—t, vi vil ikke miste eder, ⟨Vǫ IV, 6⟩.
falr
m
(2.) spydrar, spydeis hule rør (hvori skaftet stikkes), brugt sospyd i almlh., herda fal i blédi ⟨Fr IV, 30⟩, hremsu (unaturl. opilen), ⟨Sǫ V, 11⟩; — overfert betyd, sorgar , sorgens pil, La: VI, 28, kvala ⟨La VIII, 6⟩. Jfr. ǫr-.
fals
n
falsk, falskhed, svig, få , blive genstand for falsk beskyldning, ⟨La IV, 5⟩; piggja , hitte på, udpønse, falskhed, svig (falsk beskyldning), ⟨La V, 10⟩; hyggja , gennemskue svig, ⟨La II, 84⟩; gera i, erklære noget falsk, ⟨Pr VIII, 15⟩.
falsa
(að), svige, bedrage, brúði ae— ved svig at berove, ⟨Skh 1, 51⟩, e—ae—u ⟨Skh VI, 44⟩; herra sin bedrage, ⟨Sk IH, 19⟩; vise falskhed imod e ⟨SII, 31⟩; F fljóðiupp, røbe kvindernes utroskab, ⟨Sk III, 62⟩; bjarta lund, bilde sig urigtig ind, ⟨Hj VII, 31⟩; folk f—az, føres bag lyset, ⟨Kl III, 32⟩.
falsari
m
snyder, bedrager, ⟨Ko VIII, 21⟩; pl. ⟨G I, 39⟩.
falskligr
  falsklegur
adj
svigagtig, f—t par, svig, svigagtig færð, ⟨La IH, 13⟩.
falskr
  falskur
adj
falsk, svigefuld, (maðr) ⟨La IV, 36⟩, ⟨Fi VII, 6⟩, f-ir grannar ⟨Skh V, 47⟩, ef—a kind ⟨G XI, 20⟩, folsk lund ⟨St IV, 38⟩; máttr, falsk kraft, falskhed, ⟨La VI, 12⟩.
fang
n
fav í fress (gen) f-g ⟨Gr VII, 26⟩; ufangið, ned over bryst og liv, ⟨Sk IM, 11⟩; takaz í , tage sig noget i fav 2: pátage sig noget, ⟨Sá VII, 11⟩; af—i móðr, adet anstrengende tag, ⟨G XII, 3⟩; — brydekamp (glíma), að herða ⟨Gr II, 47⟩, fås til f—s ⟨Lo IV, 2⟩, taka ⟨St IH, 44⟩, bjóða ⟨G IV, 44⟩, F—ið tekr að grána ⟨Gri Ill, 40⟩, hvika úr f—i ⟨Gri HI, 44⟩; — fremgang, ekki berr til f—a ⟨Lo IH, 5⟩. Jfr. háls-, kvón-.
fanga
(að), fá, fange, bemægtige sig, (for fá, lánt fra dansk); dauða ⟨ÓlH 39⟩, ⟨Hj VIII, 35⟩, bruna. (rettere bana?) ⟨U IV, 15⟩; lukkahefr pig fangad ⟨Skí 50⟩, vild, få sit ønske, ⟨Så I, 48⟩; strandhogg ⟨Gri II, 23⟩; auðar lind ⟨Hj I, 6⟩; pig hafi æsir f—ad ⟨Skí 61⟩; holl, nærme sig, komme ind i, ⟨Hj V, 6⟩, men hallir, erobre, ⟨Kl V, 6⟩, honå i hav ⟨Sk I, 6⟩; pågribe, ⟨Gr 1, 36⟩, fanginer nú kappinSk 1, 7.
fangi
m
fyrri bið eg að f--inÞórs | fari að mínu ráði ⟨Má IV, 5⟩; meningeer uklar, me Þórs synes (jfr. næste vers) at bet. ælde, altså ’deder brydes med’; desidste linje kunde bet. ’sáledes sojeg kunde ønske det (2). V. I. fongusynes ikke at give mening.
fannhvitr
  fannhvitur
adj
snehvid, f--t hond ⟨Bó X, 5⟩.
fantr
  fantur
m
slyngel, bandit, (denne betyd passer bedst ulle steder, og destemmer med nutids isl.; „importunus tenebrio“ G. Andrj.) ⟨Gri V, 14⟩; ⟨Kr H, 26⟩, Bj V, ir eða fól ⟨Så II, 26⟩.
far
n
(1.) plads i skib, få ⟨Gr VI, 40⟩; — skib, fardj. Grænlands £. ⟨Skh VI, 36⟩, lítið ⟨St V, 6⟩; — i kenninger, for digtning (rime), Fjalars, Frosta, Durnis, A Fundins(-ings), Suðra, Norðra, ⟨Fr I, 56⟩, StIV, 42, ⟨G VIL, 1⟩, ⟨Bl VI, 57⟩, ⟨Ko III, 81⟩, ⟨Lo 1, 2⟩, ÓlB W 44, ⟨Kr II, 9⟩; Herjans hrosta ⟨Sk 1, 60⟩; — for skjöld, Ullar £. ⟨Dá III, 27⟩; — Leiknar (liknar) Ko VI, í er dunkelt; smhængesynes at kræve ekenning fur dipt, mesá má leiknar være galt, eller digterehar brgt cgal kenning. — Færd, skida. , skifærd, løbeput skt, Hjól, 56. Jfr. afreks-, Íslands-.
far
(2.) jfr. skíða-.
far
(3.) jfr. klæða-, listar-, sára-.
fara
(Tór), gå, begive sig, rejse, í skírnarbrun & lade sig debe, ⟨ÓlH 26⟩, að sofna, begive sig heat sove, lægge sig, ⟨Skí 45⟩, að deyja, do, ⟨Skh IN, 49⟩, ⟨St V, 10⟩, að sitja heima ⟨Hj IX, 8⟩, farðu og gey gá heog ge ⟨Skí 108⟩, með glófa, færdes med hansker, have hansker pá, ⟨Skí 87⟩; F. í (fot), klæde sig på, ⟨Sk II, 43⟩; e—u fram udeve noget, göre noget, ⟨Gr IV, 25⟩; farandi lýðr, omstreifende, ⟨Gr I, 24⟩, f—az slétt (med dat.), have eheldig færd, rejse, ⟨Þr VI, 22⟩; með kaupskap (dat.), beskæftige sig med, ⟨Gri I, 12⟩; f—az at, rykke fremod hinande ⟨St VII, 48⟩; illa , gá ilde, ⟨Gri IV, 61⟩, líkt muokkr uflest ⟨Gri VI, 33⟩, mér ferr líkt ⟨Bj I, 1⟩; — F. eptir, følge, komme efter sofølge, br VIII, 36; orð a eudtaler sig, ⟨Vǫ IV, 3⟩; fremd ferr uheimin udbreder sig, ⟨Skí 49⟩; með orðu indrette sine ord, ⟨Lo I, 23⟩; — ferr samahold og klæði, kod og töj blev syt samme ⟨Vǫ V, 18⟩; undrið ferr (v. I. verr), underfulde ting sker(?), ⟨Fi VIN, 22⟩; farin gået til grunde, nú er f—ifylgd, er det forbi med, ⟨Þr IV, 41⟩, listir eru farnar ⟨Gri VI, 50⟩; — nær, gá etil hjærte, bibringe estor sorg, ⟨Fr I, 55⟩ (jfr. an), ferr ei nær, der er ikke tale o (el. ’værre er det íkke...), ⟨Fr Il, 44⟩. — Trans., hest, indhænte (min) hest, ⟨Gr IH, 13⟩.
farga
(1.) (að), tilinteigöre, göre ende pá, margra stríði La VIÐ, 19.
farga
(2.) (að), farve, (láneord, jfr. no. farge, sv. fårg, emlda, farge; jfr. stykket Líkneskjusmíð í Alfr. ísl. I 1908 s. 90—91, gullfargi), forguð stræti móins, her: skinnende guld, ⟨Ko VI, 17⟩.
farkostr
  farkostur
m
fartöj, skib, Fjalars, dværgeskib, digining (rime) ⟨Fr I, 2⟩; alene (jfr. smhængen) odet samme, ⟨Kr VII, 1⟩; ⟨Kr HI, 38⟩ synes ordet snarest at bet. midler til at rejse’, da der står f—t allafá skaltú.
farlengd
f
egl. rejsens længde, inna , fortælle osirejse, ⟨Skí 93⟩.
farmr
  farmur
m
fragt, ladning, blot omskrivende i såra , de mange sår, ⟨Gri V, 19⟩, þrautar ⟨La VH, 2⟩, harma ⟨La VIII, 17⟩; handar, eguldkugle (der skal kastes), ⟨Gei III, 30⟩; Grana, guld, ⟨La H, 70⟩; Glapsviðs, digterdrikke digt, ⟨Gr VIN, 1⟩.
farri
m
skæl skalk, ljótr ⟨G IX, 37⟩.
farvegr
  farvegur
m
(elve)leje, ⟨Gei III, 22, IV, 44⟩.
farþegi
m
plads-modtager, sofár plads í et skib (passager), ⟨Skh IV, 18⟩.
fasta
(að), faste, holde faste, mikið, tit og ofte, Skh Ví, 32, 14 nætr, være udemad, ⟨Þry IH, 13⟩; abs., opsætte måltidet, ⟨Sk I, 52⟩.
fasti
m
ild, fjardar , guld(ring), ⟨Ger 1, 12⟩; hlifar , sværd, ⟨Så XI, 16⟩.
fastligr
  fastlegur
adj
fast (== fastr), f--t hald, et fast tag (meordet er her tvetydigt; “tag’ og ’smærtefuldt hold”), ⟨Jó 1, 24⟩.
fastna
(að), fæste (ebrud), ⟨Skí 124⟩.
fastr
  fastur
adj
fast, stærk, eftertrykkelig, flein stærk, kraftig (virkende), ⟨Skí 163⟩, fast, (adv.), stærkt, tungt, ⟨Skí 174⟩, siga f—t i hlé ⟨St V, 15⟩; — fastholdende (på sit gods), karrig, aauði ⟨Þr VI, 31⟩, ⟨Gri II, 42⟩; peier f—t ufé ⟨Sk 11, 24⟩.
fat
n
fad, tuttugu tunna , fad der rummer 20 tønder, ⟨Sk II, 6⟩.
fatlaz
(ad), blive svækket, hindret, tekr nú mart vid’ han habliver nu i høj grad forhindret (i at kæmpe osv.), ⟨Skh VI, 9⟩.
fax
n
manke, odragens manke. på Ormelange, ⟨ÓLA 1, 10⟩, jfr. ⟨Sǫ IH, 19⟩.
faxi
m
hest (egl. hest med manke adeel. deart el. ejendommelighed), i kenninger for ulv, Gríðar ⟨Gr II, 1⟩, fålu ⟨OIA II, 19⟩, gýgjar ⟨G VII, 41⟩, ⟨Jó I, 39⟩. — I uforstålig smhæng ⟨Di II, 22⟩.
(fekk), få, opnå; ægte, med acc. ⟨Skí 88⟩; lægra, komme til kort, ⟨Gri VI, 48⟩; (nótt) fekk myrkr, blev mörk, ⟨Lo I, 28⟩; påvirke (odrik), å ⟨Gr V, 31⟩; upers., findes, gives, hvergi fær hilmi frægra ⟨ÓlH 3⟩, ei tær verkið æðra ⟨Fr I, 2⟩; med. fáz í e—u, være beskæftiget med, være ivrig for, ⟨Skí 122⟩, fáz í fræðuSki VH, 58, ⟨Gei I, 1⟩; fáz í forsi ⟨Þry III, 14⟩; fáz við, d. s., ⟨Gri 1, 1⟩, fáz með, d. s., ⟨Skh IN, 5⟩; — part., aevis beskaffenhed, fenginlítt að ǫådru, lidet bevendt, tr VIN, 22; svikull og fenginilla, svigfuld og dårlig, ⟨Hj IX, 71⟩.
fádæmi
n
noget uhort (eksempellest), pl. ⟨Bó V, 11⟩.
fága
(10), udove, kristni. ⟨Sá IX, 37⟩; part. fágaðr, mdslyrcl med, horf—að (gulli) ⟨St VI, 44⟩; sæng fuð (Hull) ⟨Rå IX, 36⟩; udmærket, f—ad ví ⟨Ger I, 32⟩.
fáheyrðr
adj
lidet hørt, ualmindelig, mærkelig, f—d frétt ⟨Bj V, 14⟩.
fákátr
  fákátur
adj
lidet glad, ⟨Fi V, 52⟩.
fákr
  fákur
m
hest, ⟨Gri II, 25⟩; i kenninger, for ulv, irpu ⟨Lo H, 12⟩; — for skib, lægis F S1, 34, ⟨Fi V, 25⟩, stjórnar ⟨Hj IH, 5⟩; — for galge, sefæstir vilja ríða ⟨BI IH, 8⟩,
fála
  fála f
f
jættekvinde, f—u brådir, jætte, ⟨Hj II, 18⟩; økse, ⟨ÓlB IV, 18⟩, í kenning for mand, fu lestir ⟨Þá IV, 11⟩; — brugt uegenlig oBusla ⟨Bó V, 28⟩. — Í kenninger, for ulv, f—u hestr ⟨ÓlH 41⟩, f—u faxi ⟨ÓLA H, 19⟩, — for ekse, sótu ⟨Gr IV, 45⟩.
fáliga
  fálega
adv, koligt, uvenligt, kveðja e— ⟨Gr IH, 34⟩, fagna ⟨Þr V, 4⟩.
fálki
m
falk, fjaðralaus ⟨Gri VI, 23⟩, f—a krás, falke-kræs, falke-fode, 9: noget sokuer væra at kastes bort til falke, ⟨Gr I, 2⟩ (mesmhængeer usikker); álku , skib, ⟨ÓlB I, 27⟩, ⟨St VI, 31⟩; f—ar er Fjölnir á, Odins ravne, ⟨He II, 2⟩.
fálma
(ad), famle, bevæge hænderne usikkert, honduvida ⟨Hj II, 9⟩, í mót ⟨Bj IV, 11⟩.
fár
(1.) vrede, stilla ⟨Skh II, 26⟩, verða að f--i, blive vred, ⟨La III, 22⟩, — elskovssmærte el. hidsig elskov, lækna ⟨Gri V, 3⟩, sårligt ⟨Ko IV, 1⟩; hertil hører vel ogsá, skönt smhængeer dunkel, sára ⟨La VIN, 2⟩;— i kenninger, for sværd, sára ⟨ÓlB V, 30⟩ (eller kamp?), unda ⟨Dá IV, 36⟩; — for kamp, skjóma ⟨Fi H, 12⟩, eggja ⟨St IV, 11, VII, 57⟩, ⟨Dá II, 25⟩, fleina ⟨GrH 1, 30⟩, ⟨Bj VI, 23⟩, orva ⟨Bj VI, 24⟩, randa ⟨GrH II, 12⟩, snegðu ⟨G VII, 13⟩; — for bryst, f—s stræti ⟨Fr V, 64⟩. Jfr. geysi-.
fár
adj
(2.) lidet talrig, ringe, fátt var ufeðga tal, de talte ikke meget samme ⟨Gr 1, 41⟩, verðr fátt til orða ⟨Gr III, 1⟩, þó var fátt uþessa sátt, mavar ikke henrykt over, ⟨Gr VIN, 65⟩, hafa ufått, udtale kulidt, ⟨St I, 41⟩; — indesluttet, lidet talende, kølig, i lyndi ⟨Gr 1, 13⟩, longu ⟨Gr 11, 34⟩, naansa ⟨Så VIL, 17⟩, ifr. ⟨Fr V, 22⟩; kølig, vred, ⟨Fr V, 51⟩; til e—s ⟨Sk III, 3⟩; fáir einir, kufå, ⟨G HI, 28⟩, Jfr. fé-, geysi-, manna(ntr.), orða-, vista-, vópna-.
fárligr
  fárlegur
adj
farlig, sle f—t mei ⟨St VI, 25⟩, f-t (adv.) staddr ⟨Fi II, 1⟩.
fátækligr
  fátæklegur
adj
seende ud sofattig, f—g ferd, rejse uderejsemidler (udstyr), ⟨Gr HI, 35⟩.
fávís
adj
ukyndig, du ⟨Fi V, 50⟩.
feðgin
n
pl, fader og datter, ⟨G IX, 51⟩.
fegra
(að), besmykke, göre smukkere, bedre, skal eg ⟨Bj II, 10⟩; udstyre prægtig, skeið ⟨Dá II, 46⟩.
feigð
f
dods-nærhed, det at esnart skal do, dettr á e—Skh H, 17, kvíða E. ⟨Vǫ VI, 3⟩, f mubenda, der er tegpá, ⟨Hj V, 34⟩, komií augu ⟨Fi VIN, 27⟩; ge ofte foraandre subst. (kunde ogsá skrives sammemed disse), f—ar stund, dødstime, ⟨Bl III, 42⟩, f—arslag, dødens slag, ⟨Bj II, 28⟩, f—ar grima, maske aedød mands hovedhud, ⟨Bó IX, 53⟩, f—ar spil, blot omskrivende, dod, ⟨Bó II, 43⟩, f—ar dyrr, også omskrivende, død, ⟨La IN, 34⟩.
feigðarglaðr
adj
døds-glad, hvis ordet er rigtigt (og ikke eks. fejl feiknagladr), må det bet. ’glad med dødesvævende over sit hoveð, ⟨Bj V, 17⟩.
feigr
  feigur
adj
dodsens, til dadehjemfalde á fótu ⟨Gri V, 13⟩, fleipra f-umunni ⟨G IV, 52⟩.
feiknablóð
vældig blodströ fell úr kjoptuF. ⟨Hj VI, 24⟩.
feiknabragð
voldsobevægelse, ⟨Bl IV, 10⟩.
feiknaél
voldsobyge, stor (sål. hds. B) branda, voldsokamp, ⟨U III, 18⟩.
feiknagjarn
adj
rædselsfuld, veðr f—t ⟨Skh IV, 26⟩.
feiknaharðr
adj
overmåde kraftig, enf—i ⟨Bj VII, 21⟩.
feiknakyngi
f
overmåde stor kyndighed el, trolddo ordet synes’ ikke at passe godt til smhænge mavænlede ebetegnelse for dedræbte tyr (ohvilkefeikna kunde passe godt), meet subst. kyngr (el. kyngir) er ukendt, ⟨Bó VH, 15⟩.
feiknamaðr
  feiknamaður
m
stort og vældigt menneske (hvis ordet er rigtigt), pl. ⟨U VI, 35⟩.
feiknamáttr
  feiknamáttur
m
overvældende kraft, ⟨Bó X, 7⟩.
feiknanaut
vældig tyr (med overnaturlige kræfter), ⟨Hj VI, 19⟩.
feiknarsalr
m
rædselsfuld sal (hus), oegravhøj ⟨HH VI, 24⟩.
feiknarþrá
f
umådelig længsel, ⟨La IX, 103⟩.
feiknaræði
1, voldsomt raseri, kraft, ⟨Gr VII, 26⟩.
feiknasótt
f
stærk sygdo falla í ⟨Skh IV, 48⟩.
feiknasút
f
stærk kummer, ⟨Vi I, 41⟩.
feiknaveðr
n
rædselsveir, voldsostor ⟨Bó Ill, 51⟩.
feiti
f
fedt, smörelse med flæsk (fedt), traust , stærkt (meget) fedt, ⟨Vǫ IV, 44⟩.
feitr
  feitur
adj
fed, snæða feitt, spise fedt kød, ⟨Lo I, 15⟩.
fel
f
(jar), fold el. lap (i et stykke toj, klæde, kappe, især eder ligger ovepá eandeog ikke helt tildækker denne), fellir sníðr hold og klæði í f—jar ⟨Fi II, 15⟩.
fela
(fal), skjule, brand i berg, stikke sværd -ind i klippe ⟨Vǫ III, 35⟩; åbyrgd e—å hendi, pålægge eansvaret, ⟨Skh 1, 54⟩; f—ask undir, bero på, ⟨Skí 89⟩; faliní unda sveita, tildækket ablod, ⟨Bl I, 56⟩; skjult, get eg þá eigi fólgna, de er ikke skjulte, de er * åbenbare, ⟨Fr IH, 7⟩.
feldr
m
(ar), skind, hud, skindkappe, breiðr , hvorpá holmgang foretages, ⟨St Ill, 16⟩, stíga á f—d ⟨St IV, 16⟩, ganga á f—d ⟨BI VH, 7⟩; — í kenninger, for brynje, Hogna Gr II 36, Grímnis ⟨GrH I, 13⟩; — for sejl, byrjar ⟨Fr IH, 53⟩.
fell
n
fjæld, hvarma túns, hoved, ⟨BL IH, 30⟩, brúna , d. s., Hj VIÐ, 11 (her skal máske .ordene svell og fell byttes om).
fella
(ld), fælde, lade falde, stokk, indrette efodblok, ⟨Vǫ IV, 34⟩; niðr sáld, lade defalde ned, 9: begynde (her foreligger esammenligning med melet, der gár gennesold og uddrysses), ⟨Skh IV, 5⟩, derimod afslutte, ende, nidr óð ⟨Hj VI, 51⟩; 12 noðru galla (vetr), afslutte 12 ár; være 12 ár gammel, ⟨Vǫ IN, 5⟩; (ved rett.) yndis karma ⟨Ú IV, 12⟩; — part. feldr, bekvemt indrettet, heldr er f—ra, det er bedre, FrV, 19.
felling
f
sammenföjning (abrædder), F enga kenna, ser ingesammenföjning (alt sá ud soét hele), ⟨Kr V, 46⟩. i
fellir
m
’fælder’, sværd, ⟨Gr VII, 32⟩, ⟨St II, 54, IV, 10, VII, 53⟩, ⟨Fi II, 15, VII, 19⟩.
felmtr
  felmtur
m
skræk (især pludselig), få f—t ⟨Bj IV, 59⟩.
felmtra
(að), frygte, være angst, fri engi ⟨G X, 29⟩, Bjarki hefr ei f—rað fyrr ⟨Bj VI, 6⟩, upers. halnumundi fra lítt ⟨Bj IV, 43⟩; f--ra sér í dauða (ace.) ⟨BL Il, 42⟩; felmtu(uder) eigi ⟨Sá IX, 3⟩.
fen
n
sump, vand, brimi f—s, guld, ⟨Gr I, 33⟩; f—ja bjor skib, ⟨Gri II, 11⟩. Jfr. Fenja.
fengi
n
fangst, bytte, i kenninger for: digterdrikke digtet, Kjalars ⟨Þr VII, 44⟩, Hårs ⟨St VII, 69⟩, Yggjar ⟨G II, 1⟩, Oska ⟨Sǫ I, 1⟩; — £. Dvalins (dværgens) ⟨U VI, 2⟩.
fengr
  fengur
m
(s og jar), fangst, bytte, kaupa f—g fjorvi, give sit liv for bytte, ⟨Gri II, 53⟩; ⟨Gri H, 34⟩ (ovirke-. ligt udbytte), engi er , bytte el. udbytte, ⟨GrH IV, 1⟩,“ síst er að dvelja, ingemulighed for, ⟨Vi I, 49⟩; — ladning, ⟨Skh II, 21⟩; — i kenninger for digterdrikke digtet, Óðins ⟨Sǫ 11, 39⟩, Fjolnis ⟨ÓlB III, 24⟩, Yggjar ⟨G III, 52⟩, Rognis ⟨La IX, 108⟩, ⟨Så IV, 8⟩, Fráríðs ⟨St VI, 47⟩, åsa tiggja ⟨Gr II, 59⟩; Gomlis ⟨Fr I, 1⟩; hrauna aurrida Fr I 49.
ferð
f
rejse, færd, rejsende,. bíða far, vænte pá at masejler afsted, ⟨Skh IM, 52⟩, láta kylfu koma í , tage med sig, ⟨Gri I, 51⟩; fleina ,, spyd-flugte kamp, ⟨Hj 1, 52⟩; — folk, mænd, f-u(= ge) skal der læses ⟨GrH IV, 22⟩; ýta ⟨Sǫ IH, 13⟩, lofðungs ⟨ÓLA II, 9⟩, Fjölnis Lo 1,-3, svænsk . ⟨ÓlB HI, 26⟩; skibsmandskab, ⟨Skh IV, 33⟩, ⟨Fr IV, 37⟩. — linna synes at bet. “orme-skare’, 9: orme, slanger, og være ensbetydende med slangegift, ⟨Hj III, 32⟩; derimod synes del at. bet. guld BLI, 31; pá forste sted er denne betyd ikke ndelukket. Jfr. aptr-, at-, burt-, heiman-, hrak-, húsgangs-, mót-, skíða-, út-, veiði-, yndis-, æði-.
ferðaz
(ad), rejse, begive sig, ⟨St V, 34⟩.
ferja
f
færge, bád, skib, ⟨Gr IV, 57⟩ (síldar ), ⟨Skh V, 42⟩, ⟨Gri 1, 25⟩; — í kenninger for digterdrikke digtet, efter Odi(hvilket beror pá :esammenblanding med ’dværge-skib’-kenninger) .Hárs Kl IK 37, ⟨Kr 11, 10⟩, Viðris ⟨Sá V, 51⟩, Óska ⟨G III, 1⟩, ⟨Ger II, 64⟩, á ⟨Sá XI, 3⟩, Herjans ⟨St VI, 47⟩, ⟨GrH IV, 1⟩, vistnok ogsá F Fjalars Hj 4, 1, udvidet er Kjalars hauka , der ikke synes at kunne bet. noget andet (jfr. smhængen), ⟨Gri VI, 4⟩; — efter dværg, Dvalins ⟨Sá VII, 2⟩.
ferliga
  ferlega
adv, uhyrligt, overmåde,låta , råbe, hyle, forfærdelig, ⟨Gr V, 31⟩, verða að skilja , til stor sorg, ⟨U IV, 9⟩; staddr, stedt í megefare, ulykke, ⟨Bó VII, 66⟩, mæddr akulda, meget udmattet, ⟨Gr I, 6⟩, herða fang ⟨Gr Hl, 47⟩.
ferligr
  ferlegur
adj
uhyrlig, voldso’ stærk (med bibetyd anoget uhyggeligt), f—g þótti húhjá snótuHj IH, 19; dreki ⟨Ko IV, 17⟩; F—g undr, uhyrlige .undere (mærkelige ting) ⟨Skí 45⟩. 153, f—g und ⟨GrH IV, 18⟩, f—t mål ⟨La IV, 6⟩, f—g forlog ⟨U I, 15⟩; f—t hljóð (í et kvindenav „binding“; uvist hvad der menes) ⟨Bó I, 46⟩.
ferma
(md), lade (et skib), sáld hróðrar f—t aorða malti, orime ⟨Skh IV, 5⟩.
feskr
  feskur
adj
frisk, ny, fi smuk (láneord fra lavty. versch, næppe fra ags.; í rimerne har ordet ebetyd, so ikke findes i nutidsisl,, hvor det kuhar betyd frisk, ny, jfr. GAndrj. og BHald: ’recens, novus’), réttr, frisk (ny) ret (mad), ⟨Dí I, 25⟩, ÍV, 10; — fi smuk, omænd, ⟨La IX, 9⟩, ⟨Ger Il, 36⟩, f-ar þjóðir ⟨La V, 3⟩; okvinder, f—ust frú ⟨Ger Il, 60⟩, £. svanni ⟨Fi 11, 34⟩; oarme, t—ir armar ⟨Jó I, 11⟩; ogenstande hið f—a ran ⟨Gei II, 19⟩, f—ar dyrr ⟨Jó 1, 54⟩, vagFi HI, 1; hið f—a for ⟨Gei II, 44⟩; — behagelig, frú bannar mér f—aleik ⟨Hj X, 2⟩.
festa
f
(1.) fasthed, sikkerhed, pant, krefja f—u ⟨Þr VI, 15⟩.
festa
(2.) (st), fæste, göre fast, f—az, tage fast ophold, ⟨Fr V, 46⟩, yndi við e— fatte varig elskov til, ⟨Hj XI, 11⟩; f—iz styrr, kampebliver fast, kampekommer for alvor i gang, ⟨St V, 28⟩; — fæste (sobrud) ⟨Gri VI, 54⟩, ⟨Fr I, 53⟩. — ⟨Gri VI, 43⟩ findes: þegar til vópna festi (hdss. fexti : vexti, soikke eksisterer; rimet er lidt unöjagtigt), synes at bet. hatog straks sine våben’.
festarkvón
f
fæstemø, eiga £. ⟨Fi V, 1⟩.
festarmaðr
  festarmaður
m
fæstemand, trolovet (mandlig) perso ⟨Sá VII, 53⟩.
festarmær
m
(meyjar), fæsteme, ⟨G VI, 13⟩, ⟨Ger VII, 17⟩; Rognis , jorde S11, 2.
festir
m
esogår (noget) fast, Mævils skida (skibenes), emand, ⟨Fr IV, 40⟩.
festr
  festur
f
tov, stræng, halda å f—i, holde i et tov, br HI, 36, ad renna i f—i, lade sig hejse ned i et tov, ⟨Gri Il, 57⟩; — skibstor, leysa fley úr f-uGri 1, 20; —trolovelse, ⟨St HH, 30⟩.
feta
(fat), finde vej, úr, finde vej ud a(igen), ⟨Skí 2⟩. — F. hvergi ⟨Kl I, 10⟩, ⟨Fi I, 43⟩; — gá, smátt, tage smá skridt, ⟨Fr IV, 41⟩.
fetill
m
bånd, særlig det, hvori sværdet hang, derakenninger for sværd, f—la linni ⟨Gr IV, 10⟩, f—la snåkr ⟨Fr I, 13⟩, fatla ófnir ⟨Fr I, 45⟩.
feykja
(kt), lade fyge, með ace, gluggið f—ti glóðar ⟨Sá HI, 6⟩.
n
fæ, gods, penge, ge pl. fjá findes ⟨Má VII, 21⟩. Jfr. kvik-, lausa-, tafl-.
féfár
adj
kuí (vera el. verða) f—tt, komme til at mangle penge, ⟨Má IX, 40⟩.
félagi
m
fælle, kammerat, voc. br V, 26 (i ekølig tiltale), f—indjarfi ⟨St V, 12⟩ (her i evelvillig tone).
féránsdómr
  féránsdómur
m
konfiskationsdo fordaz f—Skh MIL, 19.
fiðr
n
(rs), fjær, fjærbeklædning, hárið líkast f—ri ⟨Skí 195⟩; Á róknutók að ýfa , begyndte at blive vred (ffr. rejse börster), ⟨Kr H, 21⟩; — hljóp þar vatór hverju f—ri ⟨Kr VI, 37⟩. her má É. bet. “hver enkeltheð’ í almlh.
filla
jfr. vanga-,
fimligr
  fimlegur
jfr. ból-.
fimm
talo., fe rímed grimS9 1, 21.
fimr
  fimur
adj
behændig, smidig, við finskabrodd, behændig til at bruge, skyde med, ⟨ÓlA 1, 21⟩, mælsku , veltalende, ⟨Vǫ IV, 2⟩, i bjargi, smidig til at bestige klipper, ⟨Sǫ I, 15⟩.
fimtigi
nu, halvtres, ⟨Gr I, 21⟩.
finna
. (fann), finde, f£. alægis hesti, finde brudstykker (brot må være underforstået) askibet, br IX, 3, f—az i orma lådu findes blandt guld, ⟨Hj V, 13⟩; fanei meira á Arða lund, de lod sig ikke mærke med, at ’sagegjorde indtryk på de de tog demed (tilsyneladende) ro, ⟨Bó IX, 9⟩; f—az u onoget der går indtryk på e ⟨Gr III, 29⟩, satt til e—s, fremdrage sandhedemed hensytil noget, ⟨ÓlH 22⟩,
finngálkn
n
et kentauragtigt væse (v. I. fingalfn), hoved og hals soet menneskes, deøvrige del soet dyrs og emeget lang hale; ordet er smsat med finn-, der hentyder til trolddomskunster, og gålk hvis oprindelse er usikker (Bugges tolkning, Aarbøger 1895 s. 123 er udetvivl urigtig), ⟨Kl V, 38⟩. Jfr. beskrivelsei ⟨Hj IH, 17⟩
finnsleif
f
brynjenav brynje, ⟨Ger VII, 30⟩.
finskr
  finskur
adj
finsk (lappisk), forhekset, ved trolddopåvirket, f—k or ⟨OLA III, 6⟩, broddr ⟨ÓlA II, 21⟩.
fipla
(ad), berøre, især på euanstændig måde, føle sig for (i blinde og i mørke), sål. ⟨Gr IV, 33⟩.
firn
n
pl, noget fjærnt, noget meget mærkeligt, uhyrlighed(er), slik , sådanne forbrydelser, br X, 34; færa ad e— bringe éuhørt ting, udføre noget uhørt overfor e ⟨Skí 128⟩, þótti ⟨Ko III, 75⟩; f—a, ge, bruges hyppig forstærkende i smsætninger,jfr. følgende ord.
firna
(að), dadle (egl. betragte souhørt, utilladeligt), bå pjédir f—i ⟨Gri II, 11⟩; — derimod synes at bet. “omtale sonoget overordenligt ⟨Sá IV, 23⟩.
firnabjarg
vældig håj klippe, ⟨Bé II, 27⟩.
firnadraugr
  firnadraugur
m
vældig, mægtig håjbo (genfærd), U IV 6. 17.
firnaflagð
1, vældig trold, ⟨Bl IV, 10⟩.
firnafǫlr
  firnafölr
adj
overmáde bleg, ⟨Skh H, 17⟩.
firnaleiðr
adj
overmáde led, ildeset, þó fræðisé mér f—0. Ko VII.
firnaljótr
  firnaljótur
adj
overmåde hæslig, ⟨Lo II, 9⟩, flagd f—tt ⟨Hj IV, 3⟩.
firnalæti
7. pi frygtelige lader, opførsel, ⟨Di III, 17⟩.
firnamaðr
  firnamaður
m
vældig mand, uhyre aemand, ⟨Fi II, 5⟩.
firnaraumr
  firnaraumur
m
modbydelig bengel, ⟨Gri V, 51⟩.
firnaund
f
vældigt sår, ⟨Hj VIII, 39⟩.
firr
se fjarri.
firra
(rd), fjærne, befrie, e—harmi, befrie efor sorg, SII; 32, -upers. (2) begar f—di augusveit, når mændene var’ udenfor synsvidde, ⟨Þr VIII, 40⟩; part. firðr, berovet, -ondu ⟨Gri IV, 52⟩, . náðu ⟨Gr VIII, 43⟩, gæfu ⟨Þr V, 38⟩; frá e—u ⟨G I, 16⟩.
firri
adj
fjærnere, því var first, var længst fra det, ⟨Gei IN, 60⟩.
fiska
(að), fiske, fange fisk, ⟨Kr IV, 30⟩.
fiskr
  fiskur
m
fisk, dals , slange, ⟨Jó I, 32⟩. Jfr. heiðar-.
fit
n
(jar), sid eng, land (i almlh.), í kenninger, for guld, nodru f—jar ⟨Gr VII, 4, VII, 68⟩, ⟨Vǫ IV, 2⟩, ⟨St 1, 3⟩, ⟨Sk I, 40⟩, snáka f-jar ⟨Vǫ IV, 37⟩, fófnis f—jar ⟨Då II, 29⟩, ófnis f—jar La IL, ⟨Bó 1, 27⟩, oglis f--jar ⟨St I, 67⟩, ⟨La VII, 49⟩, frænings f--jar. Då. III, 43, hraunpvengs f—jår ⟨Gr VII, 31⟩; — for kvinde, falda ⟨Ger 11, 8⟩, snåka foldar ⟨St VI, 4⟩. — I geymar f—ja Bó IX,:54 synes at bet. grímur, d. v. s. de aftrukne skind. Jfr. silki-.
fífa
f
pil, ⟨ÓLA HI, 6⟩, ⟨ÓlB V, 6⟩, ⟨Sǫ V, 14⟩, ⟨La VII, 64⟩, ⟨Bj VII, 50⟩; f-u stígr, sár, ÓIA 1, 19; — skib (ifr. egennavnet pá Rögnvald jarls skib) ⟨Fi II, 56⟩.
fífl
n
tosse, tábe, fjante, ordspr. það skal hafa af—i að fær ⟨Má VI, 3⟩.
fífla
(ld el. að), forføre, lokke, ⟨Gri IV, 18⟩, ⟨Må IX, 29⟩; til fljóðs, berore ekvinde pá euanstændig máde, ⟨Þry Il, 20⟩; f—az að e— oekvinde, lokkes til elskov mod e ⟨G IX, 54⟩.
fíflska
f
tábelighed, dumheð, gor af—u Hj.IX, 8.
fíkinn
adj
begærlig, grádig; ⟨Lo III, 19⟩ (sulte grádig), vargr ⟨Hj 1, 52⟩, erG IP, 38.
fílabein
n
elfenbe dregið dýruf-u ⟨St VI, 43⟩, ⟨BL Il, 4⟩, lagðir ljósuf—uS1, 15; Hj VII 39.
fíll
m
elefant, í kenninger for skib, unnar ⟨Fr IH, 11⟩, drafnar GrH JL, 5, ⟨BL 1, 13⟩, hafnar UV, 6.
fínn
adj
fi god, dannet, udmærket, (,venustus, eximius G. Andrj.; fra tysk fi ’skå fin), drengr, oSkide (1), ⟨Skí 22⟩, f—ir men ⟨Má IX, 47⟩, kappi ⟨Bó V, 8⟩, Fast herlið ⟨Bj V, 33⟩, fímey ⟨Skí 115⟩, klár og lí ⟨La IX, 98⟩; fíkvæði ⟨Skí 3⟩; fískikkja SK IL, 37; I. peir ⟨Bj VI, 20⟩. Jffr. geysi-.
fítonsandi
m
spádomsánd, trolddomskunst, trolddo spekt sú er af—a (spákunst) ⟨Vǫ 1, 24⟩, fara í f—a, anvende Irolddomskunster, -BI IV, 15, f—a list, spádomskunst, Bó VÍ, 55; bruges oevældig gris.selv ⟨Bó VII, 26⟩.
fjaðralaus
adj
berøvet sine fjer (vinger), f£. fålki ⟨Gri VI, 23⟩.
fjaðrasár
adj
soer ved at fælde (fjerene), ofugle ⟨G VI, 61⟩.
fjaðrhamr
  fjaðrhamur
m
fjerha ⟨Þry I, 16⟩.
fjall
1, fjæld, bjærg, klippe, í kenninger, for hoved, brúna fjöll ⟨Vǫ V, 38⟩; — for bryst el. hjærte, greinar (forstandens) „Sá 1, 43; — for guld, orma ⟨St I, 63⟩, ⟨Ko II, 50⟩, fófnis , fjöll Ko MH. 87, VI, 21, grafnings fjöll ⟨St V, 54⟩; — þar er missir f—s, hvor fjældet herer op, her ofjældets yderste ende, der ofte kaldes ǫxl, det hele bet. ’ved skulderen”, ⟨Jó 1, 33⟩.
fjallskerðing
f
’fjældskæring“, egl. til et fjallskerða sosagaehar, hvilket er synonymt med gilja, lokke (ekvinde) til erotik, f--u færði (hds. færðiz) han færa = gilja (soodette koagil = fjældkløft), ⟨Kr VII, 40⟩.
fjandaligr
  fjandalegur
adj
audseende soedjævel, St (II, 43.
fjandi
m
fjende, modstander, sål. ⟨St III, 20⟩ (synes ikke at kunne opfattes anderledes); — djævel, svartr ⟨Di III, 34⟩, bidja f—aneiga, hafa ⟨Sk III, 30⟩.73; f— infaðir þin orehöjbo, ⟨Gr IV, 50⟩; — brugt ovidunderkappe “dedjævelske tingest ⟨Sk Ill, 62⟩.
fjandliga
  fjandlega
adv, bandsat, ilde, líka ⟨Skí 173⟩.
fjandligr
  fjandlegur
adj
fjendilig, sle bitter, bíða f--t a lide eslemedfart, ⟨Þr IH, 39⟩.
fjandmaðr
  fjandmaður
m
fjende, modstander, ⟨Þr VII, 23⟩.
fjarri
adv, (firr, first), fjærnt, langt borte, hvergi miðju, lige midt pá, ⟨Gr IV, 18⟩; hvergi firr né nær, ingensteds, hverkenær eller fjær ⟨Hj X, 14⟩, firr hendi ganga, forlade (min) hánd, ⟨Gr IV, 52⟩; því firr e— sá meget længere fra e ⟨Skh 1, 31⟩.
fjáðr
adj
bemidlet, rig, að kynstru ⟨Fi VI, 24⟩.
fjárhlutr
  fjárhlutur
m
(forhándenværende) pengemidler, skat, ogaver ⟨Ger VIII, 58⟩; ⟨Má VIN, 27⟩.
fjǫdr
  fjödr
f
spydblad, sú fifogr ⟨Ko V, 24⟩.
fjǫl
  fjöl
f£, fjæl, bræt, fjalir akistu ligkistestykker, ⟨KL V, 22⟩.
fjǫld
  fjöld
f; mængde, ⟨Bl I, 13⟩.
fjǫlhogg
  fjölhogg
n
huggeblok (sædvl. fjal-), hafa fót að f—i ⟨Bj V, 29⟩.
fjǫlmenni
  fjölmenni
1, mængde mennesker, halda (acc.), have mange hos sig (på sigård), ⟨Gr 1, 7⟩.
fjǫlræddr
  fjölræddr
part., meget omtalt, f—tt vard u der blev talt meget o ⟨Bj I, 26⟩.
fjǫr
  fjör
n
liv, nema f—vi, berove elivet, ⟨ÓlB V, 15⟩; sst. findes flors, der er uforstáeligt; kaupa feng f—vi ⟨Gri II, 53⟩. — f—va ríki, livenes rige (land), brystet, ⟨Dá Il, 27⟩.
fjǫrbrot
  fjörbrot
1. pl, Tiv-brud’, dødskamp, B6 VII, 35… fjord, kui forb. ífjorð, forrige gang, ⟨Sá VII, 3⟩ (vist enestående).
fjǫrðr
  fjörðr
m
(ar), fjord, í talemáde gefa morgugeystaf—d, volde vanskeligheder for mange, ⟨St IV, 3⟩; strangr fylgir okru efni, stor vanskelighed, ⟨Bó IV, 4⟩ (ifr. oldsprogets koma í harðaf—8). Jfr. eyði-, leyni-.
fjǫrgyn
  fjörgyn
f
(jar), jord, ⟨Sá IM, 1⟩; í = Í landi (mavæntede á) ⟨Hj 1, 2⟩.
fjǫrlausn
  fjörlausn
f
’livslosning’, befrielse fra ded, F þeira bræðra (Fjalars), digterdrikke digtet, ⟨Fr I, 2⟩.
fjǫrnir
  fjörnir
m
hjæl ⟨Ger VI, 41, VIN, 14⟩, ⟨Sá VI, 5⟩, lemja f—i ⟨Gr VIN, 47⟩, kljúfa f—i ⟨G VII, 9⟩; f—is flogð, økser, ⟨Gr VII, 17⟩, f—is klei hoved, ⟨OIB IV, 18⟩; f—is gramr synes at være kenning sværd, ⟨Ger VII, 35⟩. Jfr. Fjolnir. ffr. ægis-.
fjǫrutíu
  fjörutíu
nu fyrre, ⟨Þr IV, 3⟩ (skr. tigu).
fjǫtra
  fjötra
(að), lænke, ⟨Þr V, 28⟩.
fjórðungr
  fjórðungur
m
fjærdedel, sunds, efjærdedel adestrækning maskal svömme over, ⟨Þr IV, 39⟩; vægt a10 pund (5 kilo), hálfr ⟨Skí 103⟩.
fjúk
n
fog (snefog), (sne)-stor í kenninger for kamp, Þundar ⟨U 1, 35⟩, Sorla ⟨Hj VIN, 20⟩, Kylfings ⟨Skh VI, 14⟩, stála ⟨BI IH, 34⟩, vigra ⟨Sá IH, 24⟩, fleina £. ⟨St IV, 23⟩, brodda ⟨SIV, 38⟩, er stóð aFjölnis roðli ⟨Fr V, 56⟩; — gera sig í f—i; má vistnok bet. göre sig bister (vred; jfr. fokvondur, fjúkandi reiður) ⟨Hj II, 13⟩ (meher er bisterhedekutilsyneladende, pá skrömt): — flærðar , omskriver det blotte flærð, ⟨La III, 43⟩.
fjúka
(fauk), fyge, skemd fykr i, nedværdigelse finder sted, indtræder, ⟨Skh V, 30⟩.
flagð
n
trold, jætte (mandlig eller. kvindelig), f—s er litr á draugi ⟨Skí 75⟩, oehöjbo ⟨Gr IV, 44⟩, f—a vinr, jætte (Trym), ⟨Þry ll, 20⟩, f--a kindiG XH, 77; — í kenninger, for ekse, brynju F ⟨Gr IV, 22⟩, ⟨SV, 22⟩, fjornis Gr. VII, 17, hlífar ⟨ÓlB IV, 13⟩, ⟨Sǫ IV, 20⟩; — for guld, f—a mál ⟨Fr V, 41⟩, f—a spjall ⟨Fr V, 36⟩. Jfr. firna-.
flagðkona
f
jættekvinde, ⟨St V, 7⟩.
flaka
(kt), gabe, især brugt oe der har mange og gabende sár, (í) sundr asáruGri H, 15, ⟨Hj VI, 39⟩, ⟨G IV, 66⟩; — t-ti hár u háret flagrede til alle sider, Hj. III, 28.
flangi
m
fræk perso(„vir insolens“ Bj. Hald; no. flange „stor utækkelig figur“), oGaut d. rede og Trond, Þr VIÐ, 19, IX, 9.
flasa
(að), fare ubesindigt fre styrte afsted, fuðruttaf—aði uppá stilli, trængte ind pá, ⟨Má VI, 49⟩, heiað stað, styrte hjetil, ⟨Kr II, 19⟩.
flaska
f
flaske, ⟨Má IX; 9⟩.
flassi
m
vældig, kluntet perso(jfr. jy. flasse, persosofarer lige pá og derved volder fortræd), oSkrymir ⟨Lo H, 9⟩.
flatr
  flatur
adj
flad, lav, liggja , ligge flad (med bugenedad), ⟨Gr HI, 41⟩; reka f—-tt fyrir straumi, oskibet, drive med sidemod strönme ⟨Má IX, 4⟩; fara f—tt ae—u, kommeilde, galt, asted, br IX, 17; — lav, ussel, hugr, frygtsomt sind; og aumrfretkall, ussel, fej, ⟨Gri I, 56, V, 51⟩, flot pyr ⟨Gri III, 43⟩.
flaug
f
(1.) flyve flugt, brodda , flyvende. (udskudte). Pile, ⟨Gri I, 51⟩, randa f—u i kampe, (dårlig kenning, her vel “rask bevægelse”) ⟨Gri I, 19⟩.
flaug
f
(2.) (et skibs) vimpel, (Falk, Seew. 59), i kenninger for skib, E—ar dýr U Y, 22, far björ ⟨Hj I, 69⟩, f--ar hundr ⟨Hj VIII, 25, XI, 42⟩, f--ar or ⟨Fr IV, 40⟩, far gjóðr ⟨Fr IH, 1⟩.
flaust
flaustr, 1, bægge former findes í rí desidste oftere í hdss., mesikkert her ikke allevegne deoprindelige; flaust er degamle form; defindes eks. ⟨ÓlB V, 1⟩, ⟨Þr III, 42, VI, 23, X, 21⟩, ⟨G I, 33, III, 31⟩; flaustr findes eks. ⟨OIA II, 8⟩, Hj.I, 65, ⟨Må II, 28⟩, Bó lí, 33, ⟨Gr I, 43⟩; góðligt ⟨Gr HI, 43⟩; ⟨Skh IV, 24⟩, ⟨ÓlB 1, 1⟩ osv,; siglu , skib (overlæsset), ⟨Fr IH, 39⟩, báru (ligel.) ⟨Hj 1, 65⟩; f—ra dyr, skib (ligel.), ⟨U IV, 25⟩, — 1 kenninger for skjaldedrikke digtet, Vidris ⟨Gei I, 4⟩, Hårs ⟨Må IX, 8⟩, Fjolnis ⟨Så IX, 1⟩; Austra ⟨La VIII, 34⟩, ⟨Di HI, 45⟩; Sennings O!B V, 1; milsku. ⟨Di I, 24⟩. — ⟨Ger VI, 5⟩ hører flaustrid vistnok sammemed greina (i næste L) og bet. da ogsd ’digtet.
flá
(fló), flå, húð abaki (ɔ: hoppens) ⟨Gr H, 11⟩, e—kvika ⟨Sá VI, 37⟩; ⟨Bó IX, 52⟩.
flár
adj
falsk, svigfuld, dréngr ⟨Gri VI, 32⟩; ⟨La IX, 82⟩; — oet klædningsstykke, soposer ud (og altsá ikke sidder godt), ⟨Sk III, 69⟩.
fleinn
m
pil, spids, ⟨Fr III, 50⟩, ljós £. ⟨ÓlA I, 19⟩, folr £. ⟨ÓlA 1, 4⟩, hvórki eld né f—a (her = sværd 3) ⟨Vǫ IV, 8⟩, rjéda f—a ⟨Gr VII, 39⟩; osværd, ⟨St V, 34⟩, ⟨Hj VII, 49⟩; opig i estav ⟨Skí 163⟩, oe(jærn)pind, der sættes for edør ⟨Må IX, 43⟩; — oankerspidse ⟨Gr VII, 49⟩, ⟨OIA I, 27⟩, br. VI, 43, ⟨Fr III, 9⟩, ⟨St IV, 52⟩, ⟨GrH III, 11⟩; — i kenninger, for mand, f—a Týr Gr 1, fa lundr ⟨Skí 128⟩, ⟨Fr I, 49⟩; — for tunge, stefja ⟨ÓlB 11, 33⟩, fræða £. Kr I,-49; — for negle, góma f—ar ⟨Gri III, 39⟩, visku (synes at mátte here sammen) ⟨Fr V, 21⟩; — for sværd, brynju ⟨Bj 1, 18⟩.
fleip
fleipr, 1, los snak, pral, ⟨Gei III, 28⟩; feigðar , pral somedfører døde ⟨Bl V, 31⟩. : flelpra, (að), snakke (især ubetænksomt), ⟨Gei II, 50⟩, ⟨Má VH, 31⟩, ⟨Ko I, 46⟩; feigumunni ⟨G IV, 52⟩.
flekka
(nð), sætte. plet på, beklikke, forføre, sprund ⟨La HH, 42⟩.83, flekkóttr, //r. blá-. : flekkr, plet, ekki loðin ⟨Ko V, 42⟩; minkar 7 engi ⟨Sá VI, 34⟩, svika , omskriver svik, ⟨La VI, 27⟩, grimdar , grumheds plet, er vel kudegrumme mand ⟨Kr II, 30⟩; — Jæite, ⟨Lo II, 17⟩, er vistnok det gamle Fleggr.
flengja
(ngd)
(ngd), slá, piske (med mange hug ad gangen), ⟨G III, 48⟩; intr., begive sig i efart, í (til) rómu ⟨St VII, 48⟩, ⟨Bj VIII, 23⟩.
fles
f
(jar), skær el. flad klippe i søe(nærved stranden), sjór ygliz á £. ⟨Sǫ II, 2⟩, flóð (har) og ⟨ÓlB 1, 3⟩; kunde synes at være brugt í pl. sonir., menodvendigt er dette vel næppe, ⟨Gr III, 43⟩.
flesk
n
flesk, fedt kød, strjåka f—i u ⟨Vǫ IV, 42⟩ f—ið feitt ⟨Vǫ VI, 2⟩. . ’ , fletja, svig, underfundighed (jfr. oldda. flædie, oldsv.
fletja
⟨G X, 13⟩; F—ju drengr ⟨G X, 18⟩, f—ju poll ⟨Skh VI, 20⟩. Eller er ordet s. s. fletja „pannus vilissimus“ ? (BHald).
fletta
(tt), berove, e—lífi ⟨He IV, 10⟩, klæðu ⟨Þr IV, 62⟩, ⟨La 11, 87⟩, ⟨St VI, 20⟩, flettr hamnu berevet, affort, ⟨Gri VI, 23⟩; flettr frygðuheims ⟨Skh VI, 3⟩; — udspile, læru tage defra hinande ⟨Vi II, 22⟩.
flettiskepta
f
kastespyd (egl. spyd med steindsat i skaftet, jfr. Falk, Waffenk. 76-7), f-ur flugu ⟨GrH IV, 20⟩.
fley
n og f
og ( eks. ⟨Þr III, 28⟩, ⟨Hj I, 69⟩), skib, ⟨Gr III, 54, VI, 40⟩, asvartri br III, 28; — í kenninger, for digterdrikke digtet, Dáins ⟨Gr IV, 8⟩, Austra ⟨Dí II, 1⟩, Gillings ⟨Ko IH, 1⟩; — for skib, sú refla ⟨Hj I, 69⟩ (her er refla overflødigt).
fleyðr
f
(rar), sparre (i et hustag), f—rar hjortr, hus, ⟨Lo I, 23⟩.
fleyginipt
f
dis der kaster, uddeler, foldar vagna valla £., e(gavmild) kvinde, ⟨Jo HI, 38⟩.
fleygir
m
kaster, spreder, uddeler, i kenninger, for mænd, efter guld, gulls ⟨Má IV, 25⟩; Fenju meldrs ⟨Gr II, 25⟩, f Fenju elda, ⟨St I, 47⟩, her má læses fenja/, Fróða mjols ⟨Fr V, 30⟩, Fenju grips ⟨Kr 1, 54⟩; Fófnis skíða, ⟨Dí I, 2⟩, Fófnis stála (astál — hestak ⟩) ⟨Má IX, 42⟩, fófnis tjarnar ⟨Gr VII, 58⟩; orma sveita (asveit = land) ⟨Gr VII, 55⟩, orma láða ⟨Hj VIII, 34⟩, orma stíga SH, 35, orma skers ⟨Fi VII, 2⟩, noðru bekkja ⟨Vǫ I, 2⟩, ngðru beðja ⟨Fr 1, 12⟩, noðru fitja St, 3, noðru stræta ⟨Hj XI, 31⟩, ⟨GrH I, 19⟩, ⟨SI, 26⟩, nodru palla ⟨GrH I, 36⟩, nodru slétta, leida ⟨SII, 4, III, 29⟩, nodru branda (?, her synes brandar at bet. brændestabel, 9: underlag2 hvis det ikke er fel landa) ⟨Hj IX, 16⟩; ófnis valla ⟨St I, 17⟩, ólnis láða ⟨Kr V, 18⟩, F ófnis stétta ⟨La I, 23⟩, ófnis stranda ⟨Ko V, 26⟩, ófnis hlíðar ⟨Ko VIN, 52⟩; F linna dynu St 4, 19, ⟨Kr V, 21⟩; grafnings-(rett.) hlíða ⟨Gr IV, 30⟩, grafnings mýra ⟨La H, 94⟩, þynnils skerja ⟨Gr VII, 20⟩; elda Rínar ⟨Fi I, 22⟩, brunna eisu ⟨Gr IV, 25⟩; Draupnis sveita ⟨Lo IH, 2⟩, Draupnis sanda ⟨G 1, 9⟩; F handar snjóva ⟨Má VI, 55⟩; spanga ⟨Bó VII, 30⟩; — efter vábe hjors ⟨St II, 45⟩, £. branda ⟨Má V, 43⟩, ⟨Bó V, 22⟩, stáls ⟨St VI, 24⟩, ⟨Bó IX, 51⟩; Í. geira ⟨Má IX, 38⟩, . spjóta ⟨U H, 19⟩, ⟨BL I, 5⟩; fleina ⟨Fr IV, 8⟩; skjalda BI 1, 55, randar ⟨Gri H, 25⟩, ríta ⟨Gr I, 14⟩, ⟨La III, 83⟩, £. Óðins tjalda ⟨Fr 111, 44⟩, ⟨Hj III, 52, IX, 15⟩; hjálms og borða ⟨Skh I, 14⟩; — efter skib, byrjar viggja ⟨BI VH, 22⟩; — sveita ⟨Lo III, 24⟩ er galt, jfr. atil stedet, — F. fálka skers ⟨Dí IV, 36⟩ kaikke være rigtig kenning, fálka sker er ar mesá synes der at mangle et leð for at eguldkenning kafremkomme.
fleygiþundr
m
kastende Odi flæðar elds, mand, ⟨Hj VH, 1⟩, Friggjar tára, d. s., ⟨Jó I, 15⟩.
fleygja
(gð), kaste, auguá e—⟨GrH IV, 25⟩, £. geislu udsende stráler, ⟨ÓlB 1, 3⟩, f—ðiz flein(askipi), ankret kastedes ud, ⟨ÓLA I, 27⟩; — e—u, udbrede et rygte, ⟨La IH, 47⟩.
flimtr
  flimtur
n
spot, spottende omtale, færa ue—(vr. 1. verb. flimtra) ⟨Skh III, 8⟩, (næppe tale ospotteVETS),
flimt(r)a
(ad), spotte, uheiðna men her bet. ordet nærmest at digte (ikke just spottende vers), ⟨Fr I, 4⟩, Í. uforna menS9 III, 2; flimta þangað til, udlule spottende ord i deretning, 9: mod de(bersærherne), ⟨Bø H, 43⟩. .
flipa
f
sár, (fr. no. flipa lang sprække, „labrueulneds pendulum“ GAndrj.), gefa f—u ⟨Fi VII, 12⟩.
flík
f
(-r), klædningsstykke (især et soer.slidt), forI. Hl) VH, 38, fúnar f—r, oligenes klædning, ⟨KI V, 2⟩%, fytruvar fest við f—r ⟨Þr V; 46⟩.
fljóð
1, kvinde, ⟨Skí 112⟩, annes , kvinder fra udnæs tufsldes Hyggende næs), ⟨Hj I, 66⟩, dvergs , natte Di r I, 43; — i kenninger, for kvinde (ukendt i ældre tid), grettis palla ⟨Må I, 29⟩, fófnis spanga ⟨Må I, 49⟩, — for jorde Fjolnis ⟨Di I, 8⟩. I navneskjul tiggja ⟨Bó 1, 46⟩. Jfr. heiðrs-, kyngi-, mektar-, stoltar-, sæmdar-, véla-.
fljóta
(flaut), flyde, strömme, ustrengju oskib, ⟨Gr I, 31⟩, uppi, flyde, kunne flyde (pá vandet), ⟨Gr VI, 1⟩; í táru være badet í tárer, ⟨Vǫ IV, 13⟩.
fljótr
  fljótur
jfr. geysi-, kynja-, orða-.
fljúga
(flaug og fló eks. ⟨Gr 1, 42⟩, ⟨Sǫ H, 33⟩), flyve, £. og fara, orygtet, ⟨Gr VI, 33⟩, fregnihefr flogið að oss ⟨Skí 126⟩, hefr flogið í mína lund Hj TE, ST.
fljúgr
  fljúgur
m
flugt, flyve orva £, (: bjågr ofl.), pilenes fart, ⟨Så IV, 79⟩ (ordet synes ellers ukendt).
flokkr
  flokkur
m
flok, skare, ⟨ÓlH 20⟩, fimtiu i f—i GrI, 21, til £—a, i flokkevis, i hobetal, ⟨Ko VI, 22⟩; falla f—u d. s., ⟨St VII, 64⟩.
flǫkta
  flökta
(kt), flagre, út: á skóga, ofugle, UV, 36.
flosi
m
dette ord findes kuí navneskjulet: á hesti ⟨Bó VI, 78⟩; BjHald har „plumatus, it. volans“, GAndrj. „præceps, præcipitans“ (== BJH.s „volans“), no. flose, “lasmundet person; „vægelsindet person“ Blöndal; hvorledes ordet er her at forstá, er uklart.
floti
m
sammenföjede brædder, bord eller bræt (et slags trug, bakke; jfr. GAndrj.. „linter ligneus, catinus, ǫvo vasa ad mensaportantur varia et plura“, BjHald. „fertorium“), var settr furðu langr | framá gólfið ⟨Sá I, 38⟩ (elang bordplade, med lose beunder?).
flotnar
m
pl, mænd, ⟨Gr V, 32⟩.
flóa
(6ð), strömme, oversvemme, f-ir blóð úr sáru ⟨Hj VII, 46⟩.
flóð
n
flod, bølge, f—id kalt, det kolde hav, ⟨Skh IV, 18⟩, Rånar , søvandet, ⟨Hj VIII, 47⟩, — båru ⟨Bj VII, 30⟩, drafnar , bølgeflod, bølge havet, ⟨Hj IX, 58⟩; — i kenninger, for drik (øl), horna ⟨Gr IV, 61⟩, ⟨SF IV, 15⟩, ⟨Sá IV, 89⟩, horns (Yggjar) ÓlB V, I, Sénar ⟨OLA II, 1⟩; — for digterdrikke digtet, Óðins Fr V,’60, SfV, 1, ⟨La VIN, 34⟩, ⟨Dá IV, 2⟩, Þundar varra ⟨Fr I, 1⟩, Ragnis rósar ⟨Ko I, 1⟩; — for kamp, darra ⟨Hj 1, 60⟩, eggja £. HjX, 47, GrHII, 18, IV, 13, málma ⟨Ger VI, 24⟩, tjorgu ⟨G VII, 10⟩; — for blod, geira Dá. III, 23, unda ⟨SV, 30⟩, ⟨Sá IM, 25⟩ (her blodtab).
flóki
m
noget sammenfiltret, f—ar hárs, sammenfiltmede hártotter, ⟨Ko V, 37⟩, fin(sál. bör der læses, jfr. „, I.) tók og búkrinbreiðr, odragens hárvækst (mankeJylde), ⟨Ko VI, 30⟩.
flókinn
adj
sammenfiltret, synes brugt oru og lidet fremkommelig isflade, ⟨Fr V, 27⟩.
flóttamaðr
  flóttamaður
m
flygtning, persoder bliver forfulgt, ⟨Gri I, 39⟩.
flóttastígr
  flóttastígur
m
flygtningssti; vera á f-u befinde sig soflygtning, være pá flugte ⟨Sá X, 65⟩.
flótti
m
flugt, renna á f—a ⟨Skh V, 35⟩.
flug
n
flugt, fart, hjartað kemr å , hjærtet kommer i bevægelse (aangst), ⟨Þry II, 23⟩, fleina , kamp (kunde også komme aflugr), ⟨St I, 71⟩; — sygdomsanfald (nu: flog); ⟨Þr VII, 9⟩.
fluga
(el. flygja?), flyve, fare rask afsted, (skip) flugðu usalt ⟨ÓlB I, 27⟩.
flugr
  flugur
m
flugt, flyve linna f-nu ⟨Ko IV, 21⟩, f— inbrast sst. 22. — flugt, flygte f—s trauðr (eller aflug ⟩) ⟨ÓlB IV, 21⟩; járna ⟨Bj IV; 66⟩.
flúð
n
skær, ófnis , guld, ⟨St IV, 26⟩; sml. flúr.
flúr
m
(1.) blomst, udskårne figurer, ornamenter (aoldfr. flor, flour, alat. flos, floris, jfr. mht. flöre), þeir grófu hana með fagra ⟨Skí 199⟩, f—uhnýtt (fax) ⟨Sǫ HI, 19⟩; — (og fles) er vist fejl flúð KrIV, 65.
flúr
n
(2.) hvede, sæd (egl.-s. s. foreg.), í kenninger £. guld, Fýrisvallar ⟨ÓIA I, 10⟩, (eik) Fróða f—a ⟨Ger VIN, 51⟩. — Usikkert er forka (v. 1. fáka) ⟨Fi VII, 3⟩. rimeligvis bör. der læses Fróða.
flúraðr
adj
udskáre prægtig udstyret, sæng f--uð lílabeini ⟨Bó IX, 36⟩.
flyðra
f
flynder, í kenninger for hav, f—u vollr ⟨Hj IV, 9⟩, f—u slóð ⟨Bó 1X, 13⟩. .
flygg
f
jættekvinde, (jfr. jættenavnet fleggr?), St-V, 11; f—jar glyggs ⟨ÓlB V, 1⟩ kunde sál. være kenning for stud, sjæl, meordforbindelsesynes ikke at passe godt i smhængen: Sennings renni hid fimta flaust f—jar glyggs uljóða naust, medet er muligt at her foreligger eorerkesset kenning f--jar glyggs ljóða naust.
flysjungarmaðr
  flysjungarmaður
m
upálidelig (karakterles) perso („homo gestu et vestitu dissoluto“ BjHald), brugt soulmt. skældsord ⟨Pr V, 46⟩.
flytja
(Hutta), flytte, bevæge fra det ene sted til det andet, f—jaz, begive sig, ⟨Hj IV, 10⟩, ’ rás, oskibenes sejlas, ⟨Ko VII, 34⟩; berette, sehingað fluttiz mér S9 1, 16; støtte (esag) ⟨G VIII, 58⟩.
flýja
flygte, in fly ⟨La VI, 30⟩.
flýta
(tt), skynde, fremskynde, intr. skal eg ⟨Gr III, 13⟩.
flýtir
m
fremskynder, sosætter i bevægelse, uddeler, í kenninger far mand, flæða báls ⟨OIB V, 9⟩, lægis ljóss ⟨Fr IV, 32⟩.
flæ
n
et ellers ukendt ord, der hverkeoplyses ved no. flæ flydholt pá gar bark, el. fle ’dupp pá snöre’, „findes kuí kveikja lasta ⟨Kr IV, 15⟩, hvor lasta vel er blot omskrivende lestir; makunde máske tænke, at flæ var skrivfejl fræ.
flæðiurð
f
estensamling soseeoverskyller ved flodtid, færa í £. ⟨Gr VI, 17⟩ (sagaehar flæðar-).
flæðr
f
flod, hav, ofaad f—i, ned til søe ⟨OLA 1, 23⟩; í kenninger, for skib, f—ar hrafGr V, f—ar elgr ⟨Skh IV, 34⟩; — for guld, f—ar eldr ⟨Vǫ II, 22⟩; — for blod, unda ⟨G X, 23⟩ (blodtab); — for digterdrikke digtet, Sónar ⟨G IX, 59⟩, Þráins (dværgens) varra ⟨Vǫ H, 1⟩, Bolverks varra ⟨Fr I, 10⟩. — Flæða hafs grindr Sá IX, Í er ingekenning, der bör. vistnok læses fræða. — f—idýr í navneskjul ⟨Bó IX, 65⟩.
flækja
(kt), indvikle, alla í falsi, indvikle alle í svig, fere alle bag lyset, ⟨La IV, 46⟩; hárif—jaz ujorð, hárene spredes og slæbes henad jorde ⟨Dá IV, 20⟩.
flæma
(md), drive bort, fordrive, úr landi ⟨G X, 2⟩, og sé langt í londiflæmdr, langt ud til (fjærne) lande, ⟨Vǫ H, 5⟩, kempafrá þér flæmd ⟨Gri IV, 16⟩; fjorvi flæmd, berøvet, ⟨Sǫ IV, 34⟩.
flæmskr
  flæmskur
adj
flamsk, herr ⟨Sǫ IV, 44⟩, F hjallr (= land) ⟨Ger V, 16⟩.
flærð
f
falskhed, svig, ⟨Þr VII, 15⟩, ljót ⟨Gr I, 3⟩, f—ar fjúk, omskrivende det blotte flærð, ⟨La IH, 43⟩; fremja ⟨Hj X, 35⟩, draga að (konu), forfore, ⟨Jó III, 24⟩.
flærðardrengr
  flærðardrengur
m
svigfuld mand (rævepels), ⟨Skh III, 46⟩.
flærðarháttr
  flærðarháttur
m
falskhed, svigfuld opforsel, ⟨La VI, 12⟩.
flærðarmaðr
  flærðarmaður
m
falsk, svigfuld, mand, ⟨Skh V, 17⟩, ⟨Þr IX, 23⟩.
flærðarǫr
  flærðarör
f
falskheds pil, festa í hjarta, blot omskrivende flærð, ⟨La V, 31⟩.
flærðarreitr
  flærðarreitur
m
blot omskrivende færð, ætla e—F--t, agte at göre etil genstand for svig, ⟨La IX, 35⟩.
flærðarseggr
  flærðarseggur
m
falsk, underfundig, perso ⟨Þr VII, 11⟩.
flærðarstrengr
  flærðarstrengur
m
blot omskrivende flærð, svig, flýgr víða , vide rygtes lögne ⟨Kr IV, 40⟩.
flærðartal
n
svigfuld, underfundig, tale, ⟨La IX, 30⟩.
fǫdurbætr
  födurbætur
f
pl, faderbod, erstatning for e(dræbt) fader, heimta ⟨Sǫ V, 6⟩.
fǫgnuðr
  fögnuðr
n
gæstfri modtagelse, bjóða f—D ⟨Skh IV, 35⟩.
fokka
f
kuí ⟨Bó IV, 7⟩: með f—u eina, smhængesynes at pege í deretning, at der menes et skib, me er ellers ukendt í debetyd; betyd “fok(ke)’ er her ikke umulig, meikke ret rimelig.
fold
f
jord, upp úr fu ⟨St IV, 37⟩; hyppigt í kennnger, for kvinde, veiga ⟨Gri VI, 53⟩, refla ⟨Hj IX, 20, XI, 34⟩. skrauta ⟨Bó VI, 46⟩, F fenja báls ⟨ÓlA IH, 1⟩, auðar GV, 30, ⟨Fi V, 69⟩, menja ⟨G VI, 43⟩, lauka ⟨G VI, 34⟩, ⟨Dá 1, 12⟩, ⟨Jó I, 3⟩; — for guld, Fófnis ⟨Hj X, 2⟩, Ko I,-41, snáka ⟨St VI, 4⟩, frænings ⟨Jó I, 8⟩; — for ar hauka ⟨Þry I, 11⟩; — for hav, Geitis ⟨Lo IV, 1⟩, lax ⟨Fr IV, 6⟩, síldar ⟨Hj IV, 17⟩, f--ar drómi Grl,7; — for slange, f--ar vagna, slange = Grettir, Gr VII. 39; — fór skjold, Hrungnis ilja ⟨He IV, 33⟩; — er rimeligvis fejl fljóð ⟨St II, 1⟩. — ÓlBIV,1 bör der mulig læses f—ar grams,. 9: dværgens, og dette forbindes med snekkja 2: digterdrikke digtet. Jfr. silki-.
fǫlla
  fölla
(ældre forl-; að) blive affældig, blive forringet, Inegnið tók að ⟨Sǫ V, 35⟩; ievrigt mest eller udelukkende í med., f—az frægðir, det gár tilbage med, Gri MW, 35, f--az fræði d. s., ⟨Hj X, 53⟩.
fǫlna
  fölna
(að), visne, blive ringe, gá tilbage, f—aði hans húkr, svandt he ⟨Skí 200⟩, f—az spekt og gengi Gr PB,
fǫlr
  fölr
adj
bleg, hvidlig, ohjælme ⟨ÓlB V, 15⟩, ospyd ⟨St III, 2⟩; arnar leir, ⟨Hj XI, 57⟩. Jfr. firna-.
fǫlski
  fölski
m
aske (ovenpå og omkring de sluknede gleder), að f—a brunnir eldar ⟨Skh VI, 19⟩, F frygðar báls ⟨Så II, 2⟩; bruges oild (de under askeliggende gløder), fellr niðr ⟨Hj II, 4⟩, bylgju , guld, ⟨Fr V, 26⟩.
fǫnn
  fönn
f
snedrive, bræ, ebreida ⟨Vǫ H, 4⟩; -í kenninger for (sølv)ringe, sølv, arma ⟨Vǫ V, 2⟩, leggja ⟨Vǫ II, 36⟩; nodru f—ir er vel guld ⟨La VII, 65⟩.
for
f
sump, morads, grafa í , rode i, ⟨Þr IV, 16⟩.
fǫr
  för
f
fart, rejse, bevægelse, ǫritók , for afsted. ⟨ÓlB V, 6⟩. Jfr. kaf-, sæmdar-.
fordild
f
vidunderlig egenskab, fortri(fremfor andre; dette synes at være ordets egl. betyd, og er måske eudtalefor fordeild sov. 7. har; jfr.’ty. vorteil), má slíkt kalla ⟨Sk 1, 21⟩.
fordrífa
(dreif), fordrive, ødelægge (fra mht. vertriben?), fordrifier þífrægð ⟨Ko I, 51⟩.
fordæmdr
adj
fordømt, uheldig, slet, f—t ráð Skh Vi, 44, fd smá ⟨Kl I, 31⟩, f—t verði hennar .ol ⟨Fi V, 59⟩.
forða
(að), frelse, lífi ⟨Skh III, 20⟩; synes at bet. fjærne, tage til sig, eHróar skal ⟨Bj VII, 17⟩.
forgrunnr
adj
meget grund, ei , dybtgáende, ⟨Kr IV, 21⟩.
forka
(að), stage, fjærne ved hjælp astager, skeið (dat) ⟨SVI, 15⟩.
forkr
  forkur
m
stage, stok (kelle), ⟨ÓlB IV, 18⟩, ⟨Þr IM, 1⟩. 52.
forkviðr
f(?), er enteeskrivefejl eller eomdannelse aforkuðr, lyst, mér var á fundi ⟨G VI, 31⟩.
forláta
(lét), forlade, tilgive, fólsku ⟨La 11, 81⟩.
forlǫg
  forlög
1. pl, skæbne ⟨Gr 1, 2⟩, ⟨Skh VI, 14⟩; égang findes sg. forlags stund ⟨Gri IV, 33⟩.
form
n
for udseende, skikkelse, dreki með dýrligt , herlig formet, bygget, ⟨Gri VI, 20⟩, ráða f—i á smíði ⟨Sk I, 24⟩, spuraf—i slíku ⟨Dí I, 20⟩; hið feska , bygningeog dens indretning, ⟨Gei Il, 44⟩; — dauðans omskriver dauði ⟨ÓlB IV, 23⟩.
forma
(að), forme, ráð, udføre planer, ⟨Má IV, 41⟩.
formaðr
  formaður
m
formand, forer, leder, ⟨Bó II, 38⟩, ⟨Bj VI, 22⟩; oskibstyrer ⟨Skh VI, 36⟩.
forn
adj
gammel, gammel dragt, hørende fjærfortid til, odværgeskibet (digtæmnet) ⟨Skí 6⟩, arnar leir ⟨Hj XI, 57⟩; f—t mál, oet ordsprog, ⟨Vǫ IV, 33⟩, það f—t er mælt, d. s., ⟨G XH, 79⟩; siðr, hedenskabets tid, ⟨Fr I, 11⟩; £. kóngr ⟨Gri VI, 49⟩; í ráðu oetroldkyndig perso ⟨St IH, 36⟩; . feldr, gammel, slidt, kappe, ⟨Skh VI, 28⟩. Jfr. bragða-, þrí-.
fornligr
  fornlegur
adj
aðj, = for gammel, f—g heipt ⟨Þr V, 4⟩, ⟨G VII, 7⟩.
fornmaðr
  fornmaður
m
mand fra tidligere tid (oldtiden), pl ⟨Skh I, 44⟩.
fornyrði
n
gammelt orð (ordsprog) ⟨Þr VIII, 19⟩.
fors
n
(láfra fransk force), ordet synes at have beholdt rs uassimileret (modsat fors — foss) og sál. skriver GAndrj ordet (medens haskriver fos(s) = vandfald), hæftighed, vrede, fåz i f—i, være hidsig, ⟨Þry Il, 14⟩, med f—i brådr ⟨G III, 11⟩; svå var mikið useggja ⟨Sk I, 19⟩, var ei med fylki dælt, kongevar opfyldt astærk hidsighed, ⟨Gri IV, 20⟩, grimdar br X, 21, treysta å og magt, å og kapp Ger VIII, ⟨Fi I, 33⟩. — Det má vist være dette , der foreligger í vigra = kamp ⟨Vǫ I, 2⟩ (næppe foss).
forsaga
f
ældre historie, vita f—u alda ⟨Vǫ I, 18⟩.
forsjá
f
forsigtighed, ⟨Gr I, 40⟩.
forsjár
adj
forudseende’, vís, klog, f—á falda Ná ⟨Ko H, 73⟩.
forskemma
(md), forháne, nedværdige, ⟨Sá IH, 51⟩.
forsmá
(áð), forsmá (láneord, lavty.vorsmán), ⟨Skí 122⟩, G. VIII, 55, ⟨Ger 1, 15⟩.
forstá
(st6d?), forstå (låneord, lavty. vorstån), ⟨Skh III, 2, IV, 39⟩.
forsæti
n
for-sæde, estol foralangbænke ⟨Ko H, 44⟩.
fort
adv, hurtig (fra mht. vort), Så VI, ⟨Kl IV, 47⟩, ⟨Fi V, 27⟩.
fortala
(að), pávirke ved sitale (oBusla), fylki gat húf—að svó ⟨Bó V, 29⟩.
fortapa
(að), odelægge, slá ihjæl, fólki ⟨Bj IH, 33⟩.
fortjald
f
2, fortæppe, ⟨Má IH, 65⟩.
foss
m
f0s, vandfald, strö renna f-u oblodet, ⟨ÓlB ll, 27⟩, ⟨Hj X, 46⟩, dynja f-uÓlB Il, 29, dreyra ⟨Hj VII, 29⟩, finrauði, blodet, ⟨GrH III, 27⟩; — ohavet, ⟨Fr IV, 27⟩, — oeoversvømmelse, ⟨Gei IH, 22⟩.23; — í kenninger, for digterdrikke digtet, Sónar ⟨Vǫ 1, 1⟩, ⟨Fr V, 60⟩, Boðnar ⟨Fr I, 59⟩, ⟨Hj VIN, 1⟩; — for drik, al, krúsa ⟨Gei IH, 65⟩; — for havet, skeljungs ⟨Hj IX, 6⟩; — for tárer, ⟨La V, 15⟩; — for blod, randa ⟨Bl IV, 28⟩, benja f—ar ⟨ÓLA III, 12⟩; — for kamp (blod passer ikke godt), stála ⟨Gr VI, 26⟩ (da det 3. ord er lestir kunde ’bloð her være det rette), vópna ⟨U IV, 8⟩, málma ⟨Kr 1, 34⟩, odda t. ⟨Kr ll, 45⟩.
fox
n
svig, bedrag, oetroldkyndig perso ⟨La IX, 44⟩; oetroldkyndig tempelvogterske ⟨Bó VII, 33⟩.
fóðr
(rs), foder, græs, ho, slá ⟨Skh VII, 46⟩.
fól
n
tábe, tosse, Gerflet f; ⟨Sk IH, 19⟩; ⟨Fr Hl, 57⟩. Jfr. mann-.
fóli
m
tåbe, dåre, (brugt nedsættende) ⟨Gri V, 14⟩, ⟨La 1, 62⟩, oebersærk ⟨Gr V, 31⟩, ⟨St Il, 8⟩; oehöjbo ⟨Gr IV, 33⟩; otrælle ⟨U VI, 29⟩.
fólk
n
folk, skare, Fjölnis ⟨Lo H, 37⟩; smátt , smáfolk, bör BUV, 43; oskakbrikker ⟨Má VI, 47⟩; orma , slange-skare, ⟨Ko VI, 4⟩. Jfr. hof-, ilsku-, mann-, ríkis-, stoltar-, sæmdar-.
fólkþing
f
1, folke-ting, synes at bet. kamp ⟨Bj VIII; 21⟩.
fólska
f
dumhed, tábelighed, ⟨La I, 79⟩, f—u kunferð, egl. kendt for sidumhed, synes ikke at give nogegod mening i smhænge Fr V,.27.
fólskudrengr
  fólskudrengur
m
tåbe, mand fuld adårskab, ⟨La VII, 33⟩.
fólskumaðr
  fólskumaður
m
tåbe, persofuld adårskab, La V, IX, 95.
fóstbróðir
m
fostbroder, pl. ⟨U III, 6⟩.
fóstr
  fóstur
n
(rs), opfostring, vera að f—i, opfostres (hos en), ⟨Fr 1, 20⟩.
fóstra
(að), opfostre, ⟨St I, 34⟩.
fóstri
m
fosterfader, sál. synes ordet brugt ⟨Þr VI, 12⟩ (oTrond -i Gata); ⟨Hj IX, 68⟩; fostersö Hlóðu , Tor, ⟨Lo 1, 29⟩, Vignis , d. s., ⟨Lo H, 17⟩; — í venlig tiltale = kompá kammerat, „miven“, minGei IH, 44, góðr ⟨Kr IV, 57⟩.
fóstrlag
n
opfostring, þiggja ⟨Þr IX, 45⟩.
fóstrnæmi
n
egl. tagetil opfostring, br IX, 43.
fótaborð
n
fodskammel, fjæl til at stå på, (jfr. got. fotu-baurd), Hrumnings (0: Hrungnis) , skjold, ⟨Fr HI, 50⟩.
fótlaus
adj
udefodder (ben), því er mér líkt se fari ⟨Hj I, 31⟩.
fótr
  fótur
m
fod, be falla á fætr e—m;, falde på (for) ens fodder, ⟨Skí 172⟩, vekja e—á fætr, vække efor at stá op, ⟨St V, 22⟩, stíga á sjálfs síns fót, ramme sig selv, ⟨Bó H, 15⟩. Jfr. uxa-.
fótspor
n
fodspor, stíga í fyrri manna ⟨Skh 1, 14⟩, fylla e—s, fylde ens fodspor, måle sig med, br VIII, 22.
framan
adv, fra, på, forside pad ko i frædasal, det ramte forapå brystet, ⟨Skí 187⟩; beita ad landi, styre udefra til land, ⟨Gr V, 7⟩.
framburðr
m
(ar), frembære fremsigelse (aet ærinde), greidr i f—d ⟨Må IV, 48⟩.
framligr
  framlegur
adj
fremragende, udmærket, f—t frægdar verk ⟨Jó I, 42⟩.
framm
adv, fre (både metruog ri eks. på glam ⟨ÓlH 33⟩, viser at ordet har m ligesoi oldtiden), æsaz ⟨Gri IV, 40⟩; ganga , ud (ahuset), ⟨Gr V, 35⟩ (ligesoi nutidsisl.); r6a i, i skibets forreste del, ⟨Fr III, 45⟩; ganga £., blive til virkelighed, ⟨OlH 33⟩, í stofunni, í stueved indgange ⟨Skí 36⟩; í hei tilbage i tide ⟨G I, 8⟩, á nátt, ud på natte ⟨Skí 45⟩; fara e—u , udføre, ⟨Gr V, 35⟩; koma, til et vist sted, ⟨Skh V, 2⟩; efna uSuðra prá istandsætte, ⟨Sá VII, 2⟩, — vid, i sammenligning med, ⟨U II, 2⟩. Jfr. jafn-.
frammi
adv, fremme, fora eru fræðioll, er fremme, bliver foredragne, ⟨Ger I, 40⟩.
framr
  framur
adj
aðj, soer fremme, i spidse dygtig, fremra. gende, ad vópna hjaldri ⟨ÓlB 1, 23⟩, í leikuS9 1, 17; tala ft, tale dristigt (overmodigt); Sf-IH, 26; f-t adv, hurtigt, udeomsvøb, ⟨Ko IV, 57⟩. Jfr. ó-.
frábær
adj
so(ved fremragende egenskaber) adskiller sig fra noget andet (andre), udmærkel, f--t far ⟨Þry H, 13⟩, f—t mag ⟨St IV, 27⟩, ft tal, mærkelig tale, ⟨Gei I; 50⟩.
fráleikr
  fráleikur
m
hurtighed, raphed, f—K reyndi flæðar hestr ⟨BL V, 7⟩; andra og skíða, ævne til at lebe hurtig pá skier, ⟨BL I, 46⟩, ⟨Bó I, 34⟩.
fráliga
  frálega
adv, rask, rapt, tók til ferðar, omuse ⟨He IH, 5⟩.
fránn
adj
lysende, blinkende, brandr ⟨Gri III, 10⟩, ⟨Hj VII, 41⟩, ⟨G VI, 71⟩, f-t sverð ⟨Hj X, 42⟩, (frú) hauka sandi, skinnende a ⟨Jó I, 29⟩.
frásǫgn
  frásögn
f
fortælling, ⟨Þr VII, 3⟩, ⟨Fr 1, 19⟩.
freðinn
frerin part. (til frjósa} meblevet frosse isbelagt, overiset, og sýldr ⟨Kl V, 52⟩; Viðris frerinnokkvi, d. s., ⟨Sá X, 3⟩.
fregn
f
efterretning, underretning, hafa a kende noget til, ⟨ÓlH 24⟩.
fregna
(frá og að), spörge, erfare, fá at vide, hore, seþjóðifreg ⟨Gri V, 45⟩, svó f—az þat St.1, 12; f—ar nýra spjalla, spörger o ⟨ÓlB I, 8⟩, eg eptir freg jeg spörger o BLI, 50; allir frá (! = frágu) ⟨ÓlB V, 24⟩.
freistni
f
tilböjelighed til at prove, forsoge sig, bera á ⟨Má V, 30⟩.
frekliga
  freklega
adv, kraftig, helt, banna ⟨Bó VII, 66⟩.
frekr
  frekur
adj
kraftig, fordringsfuld, dómr, hárd do ⟨Skh Hl, 15⟩; er hverr til fulls, enhver virker kraftig til det yderste (er fulls eændring afjors?), ⟨Má V, 30⟩.
frelsa
(að og st), befri, F—ti þjóð, befriede folket fra overlast (2), ⟨G 1, 39⟩, jfr. f--ti þegna sst VI, 16, tígið sprundið f—að lét sst VI, 19; hið fyrra orð, boede pá det tidligere (onde) rygte, skaffe det ud averde ⟨Skh 1, 42⟩.
frelsi
n
frihed, ger þér , tag dig frihed, går dig ledig (for bekymring og umage), ⟨Hj HH, 16⟩.
fremd
f
hæder, ry, forfremmelse, ⟨Skí 49⟩, tjá ae—u, meddele, fortælle, oeberömmelse, ⟨Sǫ I, 11⟩, veita f—ir, yde æresbevisninger, ⟨GrH I, 12⟩.
fremdarblíðr
adj
beråmmelig, ⟨Gr VII, 18⟩ (nogesærlig vægt på blidr her bår vist ikke lægges).
fremdarblóm
vistnok kuomskrivende fremd, hæder, berömmelse, með Fi: I, 12.
fremdarlíf
n
berömmeligt liv (Stilling), með F ⟨La VIL, 77⟩.
fremdarmaðr
  fremdarmaður
m
eberömmelig mand, fremragende mand, ⟨La VII, 24⟩, ⟨Ger 1, 26⟩.
fremdarvíf
n
berömmelig kvinde, udmærket kvinde, ⟨G I, 36⟩.
fremdaræði
n
berömmeligt sind, udmærket sindelag, la I, 8.
fremi
adv, fremme, vidt, svó , da først, kusåledes, ⟨Fr IV, 19⟩.
fremja
(framda), udføre, iværksætte, róðr ⟨Fr IM, 40⟩, kyngi ⟨Gri IV, 24⟩, þátt enfimta, digte de5. rime, ⟨Sǫ V, 2⟩; hljóð efogru ⟨Fr V, 7⟩; £. skipmannsdó vise sidygtighed sosefarer, ⟨Gr HI, 47⟩; £. sig til ferðar, begive sig afsted, ⟨Hj IN, 54⟩, f—jaz snild og dáðu vise, udøve, vinde sig ry for, ⟨Fr I, 38⟩, (hjålmr) framinmeð barði, forsynet med, ⟨Ger VII, 14⟩, viframid með sæmd, udstyret med (i besiddelse af), ⟨OLA I, 6⟩, fortjald er framið þar viðr, anbragt derved, ⟨Má HH, 65⟩.
fremri
adj
komp., fremstr superl., ypperligere, ypperligst, með fremstu (meistara) tólu ⟨Skí 199⟩; — það kof—st utal, det blev hovedsagei tale(ordene), Fr: III, 26.
frerinn
se freðin
fress
m
björ(soí oldsproget), ⟨Gr VII, 26⟩; í kenninger for skib, siglu ⟨Fr IH, 19⟩, elfar ⟨Fr IN, 38⟩, oldu ⟨Sá VIN, 45⟩; — hankat (soí nutidssproget) f—á móðir, hunkat, ⟨Lo IH, 38⟩; — ljóða er ábenbart kenning for “rime’ ⟨Fr V, 3⟩. — markar má vist være = skógarbjor ⟨G X, 15⟩. — hjálma (= björn), sværd, ⟨Sá IV, 59⟩.
frest
frestr, , og (í oldspr. var ordet n), frist, opsættelse, láta á ⟨Gr VI, 29⟩, hafa u ⟨St V, 20⟩; ntr. er folg. steder, fenguz engi ⟨St VI, 15⟩, nokkur (-ud v. L) GV, 53, láta engi SK IN, 74, morg eru á ⟨Bó VII, 53⟩; fe folg. steder, láta litla F. á ⟨Fr ll, 35⟩, var engi á beina (el. pl og verb. í sg.?) St:IV, 33; mask., eiga lítin ⟨St VII, 10⟩, ⟨G IV, 33⟩.
fresta
(að), opsætte, ef—iz mér, hvis jeg bliver længe borte, ⟨Fr IV, 13⟩.
fretkarl
m
’fjært-karl’, gammel udslidt stakkel, flatr og aumr ⟨Gri I, 56⟩.
fretsterta
f
s. s. fretstertumát el. fretstertr (afretr “fjært og stertr ’stjært), evis art askakmat, (nemlig ved hjælp, aebonde, der er ført helt op til 1. række amodpartens side og soderved bliver ’udødelig”, denne kaldes fretstertr, se Ól. Davíðsso Ísl. Gátur, þulur osv. 11, 288. 289. 291), færði þriðja mát ⟨Má I, 52⟩.
frétt
f
efterretning, f—ir ganga ⟨Gr I, 40⟩, gengr frá e---St 1, 3, inna ae—SHI, 30.
frétta
(tt), spörge, margs ⟨Skh V, 22⟩, að e—u ⟨Þr VI, 26⟩, e—alétta ⟨Gri II, 31⟩; — høre, erfare, ⟨Lo IV, 4⟩; f—ir opt sá fjarri sitr ⟨G VI, 12⟩.
fréttalaust
n
(adv), udeefterretninger, mangel på nye tidender, er í ferðumi ⟨Skí 94⟩.
fridill
m
elsker, oægtemænd,flestar blekkja f—insin ⟨Sk III, 19⟩.
friðarmark
n
fredsteg(tegtil at maonsker fred), ⟨Ko IV, 29⟩.
friðr
m
(1.) (ar. og s Ger V, ⟨Fr V, 39⟩), fred, hugad til f—s ⟨Ger V; 7⟩, hæstr , 2: i himmerig, OIH 51, halda f—i OI!B I, 10, bidja. e—sitja i f—d ⟨Skí 28⟩; f—s bond ⟨Fr V, 39⟩; misjafnt verðr ukvenna f—3, kvindegunst, ⟨Sk 11, 4⟩.
friðr
adj
(2.) fredelig, hvergi var f—tt, det var ikke fredeligt, ⟨Skí 162⟩.
friðsamr
  friðsamur
adj
fredelig, ⟨Dá I, 34⟩.
frilla
n
frille, elskerinde, ⟨Skh II, 52⟩, ⟨Gri IV, 24⟩, ⟨Sk I, 35⟩.
frilluborinn
adj
frillefsdt, ⟨Bó I, 13⟩.
frillumaðr
  frillumaður
m
elsker, ⟨Gri IV, 42⟩.
frí
adj
fri, fljóðið frítt apínu, fri for, ⟨Skh V, 25⟩ (næppe andet ord her, láneord fra lavty. yri; findes hos GAndrj.).
fríða
(dd), göre skö herlig, pryde, (maðr) seheimsins listir ⟨Skí 49⟩, kostir e—Gri HI, 42, sóma e—s ⟨Må I, 22⟩, sól f—ir fjall ⟨Dá H, 25⟩; f--iz vandi, vanskelighede(fjendskabet) blev bedre, marådede bod pá, ⟨Þr IX, 12⟩. á fríðligr, = fríðr, skö herlig, udmærket, f—t sprund ⟨Fr I, 40⟩; ft blóSá IH, 36; f—t ráð, godt råd, ⟨Fr I, 30⟩.
fríðr
adj
(1.) skö herlig, okong Olaorr og ⟨ÓlH 1⟩, oebonde ⟨Skí 17⟩, oegárd ⟨Hj Il, 8⟩. Jfr. geysi-, sæmdar-, tungu-.
frjó
n
fre, grøde, frugtbarhed, vergldiglez vid vakt og ⟨Gri VI, 16⟩.
frjósa
(fraus), fryse, ekki er trautt ad f—i ⟨Skí 188⟩.
frjóvga
(að), befrugte, ǫll er f—uð fræða strind aGolnis gildi ⟨ÓLA I, 1⟩, fræða grund f—uð mærðar sáði Så. I, 1.
frost
n
frost, kulde, Þriðja , Odins frost (storm3), kamp, ⟨Fr I, 34⟩. með týri í. navneskjul ⟨Bó I, 46⟩.
fróðleikr
  fróðleikur
m
kyndighed, lærdo f—s berg, brystet, Fr E 5.
fróðr
adj
kyndig, rekkar f—ir ⟨Skí 25⟩; å tungu, kyndig i sprog, ⟨Vǫ IH, 16⟩. Jfr. geysi-, giptu-.
fróma
(að), göre lykkelig, skaffe ry, forherlige, glæde, stoltarlí göre herligt, ⟨Ger IV, 12⟩, rekka, hædre, fremme, ⟨Fi VII, 35⟩, mekt e—s, d. s., Fi VIII 31, hjortu, göre hjærterne glade, ⟨Ger VII, 6⟩; f—uð bló herlige, ⟨Ko V, 10⟩; — intr. ríki mundi , vinde hæder og glæde, ⟨Må I, 22⟩. Mulig er også verb. ⟨La II, 19⟩.
frómi
m
hæder, ry, verða að f—a ⟨Gr II, 2⟩; ⟨Gei IV, 11⟩, ⟨La VII, 25⟩.
frómligr
  frómlegur
adj
— frómr, dygtig, hæderfuld, god, f—g hirð ⟨Sǫ 1, 13⟩, fF—g falda brík ⟨G X, 8⟩.
frómr
  frómur
adj
dygtig, god, nyttig, (fra lavty. vröme ’dygtig, tapper, lykkelig”; GAndrj. overs. ’probus, justus’, hvor især det forste passer í rimerne), kappar f—ir ⟨Gr VII, 45⟩, hetjaf—St VH, 19, rekka sveit f-a ⟨St I, 56⟩, oldifró ⟨Gr VI, 22⟩, furðu , meget dygtig, ⟨Gr IH, 47⟩, ferðif ⟨La I, 9⟩, Hrómund f—i ⟨Gri H, 17⟩.56, svanni ⟨Skh IH, 22⟩, f—víSǫ 1, 3; f—veisla ⟨Gei I, 45⟩, Ft hó ⟨Bó IX, 8⟩; f--t blóm; ⟨La VIII, 16⟩.
frón
n og f
og land, f—i er huldr, gemt í jorde ⟨ÓlH 59⟩, synskt , Sog ⟨Fr IV, 9⟩; — hyppigt í kenninger, for kvinder og da er ordet fe hringa ⟨Fr I, 10⟩, banga ⟨Fr V, 10⟩, Freyju társ ⟨Fr V, 11⟩, £. fófnis lnuta ⟨Fr IV, 17⟩, falda ⟨Vǫ 1, 46⟩, ⟨Jó IH, 37⟩; — for bryst, geðs ⟨ÓLA I, 37⟩, hyggju ⟨Hj I, 5⟩, ⟨He ll, 29⟩, vits ⟨G II, 2⟩, lyndis ⟨BI VII, 25⟩; — for ansigt, udseende, sjónar F hið stríða ⟨Ko VI, 39⟩; — for guld, Svólnis ⟨Gei II, 46⟩, linna ⟨Ko HI, 42⟩; — for hav, úða FÉ. ⟨Fr HI, 18⟩, lax ⟨Fr I, 48⟩, mjaldrs BL IN, IN. óska ⟨He IH, 1⟩ kavære kenning bryst, meyplir passer ikke godt dertil; der foreligger ekening for Odins ravhugin= hugr; máske er Óska ge aÓski = Odi mehvað er sá Óska frón? (Sperbers opfattelse ⟨Arkiv XXVI, 270⟩ klarer ikke sagen).
frukt
f
synes at bet. herlighed i vimed og sóma ⟨Hj I, 2⟩ (fra lavty. vrucht); vanskeligere er i fulla hefr han(digtningsskibet) å sér, ⟨Må III, 2⟩; her væntede maet ord for ladning”, ’fragt ; måske herlighed = herlig ladning? Jfr. frykt.
frukta
(ad), udstyre herlig, systir hans f—uð veraldar blóma ⟨Ko 1, 16⟩, frygðir e—⟨Ko VII, 30⟩, f—uð orð, herlige ord, ⟨Ger VIII, 2⟩. F--að vit, herlig forstand, ⟨Sá I, 22⟩; være í besiddelse af; blóma (acc.) S1, 23,
frú
f
(pl. frúr), frue, dame, kvinde, ungar frúr ⟨Skí 2⟩, ágæt ⟨ÓlB I, 22⟩, fogr ⟨Vǫ III, 12⟩. 1 kenninger, Kjalars , jorde ⟨GrH IV, 13⟩, derlings , d. s., ⟨G VI, 57⟩, Fjolnis , d. s., ⟨Ko VI, 48⟩; græðis , bølge havet, ⟨Fr III, 14⟩, ægis , d. s., ⟨Fr III, 62⟩. Jfr. dygdar-, eigin-, hús-, jung-, listar-, stoltar-.
frygð
f
ordet har forskellige betydninger til forskellige. tider (sodet synes); i desene oldtidslitteratur bet. det herlighed ved eting, Yppighed i vækst og blomstring (Fritzner, Torp) og sidestilles med fegrð, feiti, makt; no. frygd bet. “livlighed, livslyst; nutildags bet. det hovedsagelig ’elskor’ og arealistisk art, jfr. „voluptas“ hos BjHald.; GAndrj. gengiver det kori ved ’reereatio’, hvilket nærmest synes at svare til oldtidsbetyd I rimerne bet. det oftest det samme so nu, og Fritzner har også et udtryk soholdlig — Livsglæde, nydelse(r) foreligger i: f—ar ker ⟨Skh II, 47⟩, f—ir heims ⟨Skh VII, 3⟩, jfr. með ilog ⟨Dí 1, 41⟩, far volir = bryst (her dog máske ’elskov’), ⟨G XII, 16⟩, far lát ⟨Kl I, 38⟩; herlig egenskab, allar f—ir frukta han ⟨Ko VII, 30⟩. I alle andre tilfælde er det nærmest “elskoy’, der er betyd, logandi ⟨La 11, 67⟩, forstå f—ir ⟨Skh II, 2⟩, fljóða f-ir ⟨Skh V, 1⟩, fremja f—ar dygðir ⟨Fi VIH, 39⟩, far greinir ⟨Skh V, 38⟩, ⟨Hj 1, 24⟩, f-ar pallar (omskriv.) ⟨Hj I, 18⟩, með f—ar mátt ⟨G VII, 4⟩, far band (omskriv.) ⟨Ger IV, 15⟩, ⟨Fi IV, 47⟩, far strengr (ligel.) ⟨Má IV, 33⟩, ⟨Fi Il, 24⟩, f—ar bål ⟨Så II, 2⟩; afgjort realistisk folg. steder: kenna far ⟨Ger VII, 20⟩, til f—ar halds ⟨Má III, 34⟩, veita ljúfa ⟨Bó IX, 25⟩, minnaz f—a ⟨Fi VI, 44⟩, veraldar ⟨Fi VII, 30⟩; — ligefreodendgydte mandlige sæd, mjúk ⟨Bó VI, 41⟩.
frygða
(að), fryde, glæde, É. vífiGr 111, 4, falda rei ⟨Ger V, 5⟩, virða Gei í, 1; f--az all u(sál. bör der læses) elsku rei glædes, optændes, ⟨Dí I, 17⟩.
frygðarfundr
m
glædesmode, ⟨Fi V, 3⟩ (her máske elskovsmede). 71.
frygðarkvinna
f
elskende kvinde, ⟨Fi II, 38⟩.
frygðarland
n
elskovens land, ⟨Gri VI, 2⟩ (jfr. sammenhængen).
frygðugr
  frygðugur
adj
elskende, fyldt aelskov, ⟨Skh VII, 10⟩, I—g mær ⟨Ger IV, 14⟩, f—t spil, elskovsdigt, ⟨Ger VIN, 6⟩; f-t ví ⟨Fi VII, 53⟩ må bet. fyldt aglæde.
frykr
  frykur
m
stank, ⟨Gri Il, 60⟩.
frykt
f
s. s. frukt, herlighed (hvad vækstriget angår), ft. og lykt ⟨Ko V, 11⟩.
frýja
(að), bebrejde, frakende, e—hugar ⟨Gri Il, 29⟩.
frýjuorð
n
bebrejdende, æggende, ord, bera e—s, tále, ⟨Þr VI, 39⟩. i frøn glad audseende, Þór varð ei við þetta É 1o 421.
frýsa
(st), hvæse, hátt (odrager) ⟨Kl V, 31⟩.
fræða
(dd), belære, e—⟨GrH I, 18⟩, kyngi (dat.) fræddr, oplært, kyndig, i trolddo ⟨Sá VI, 35⟩.
fræðahurð
f
’digt-dör, dör, der lukker for rime F-iskellr í gátt, 2: rimeer slut, ⟨Kr IV, 70⟩.
fræðasalr
m
’kundskabssal’, bryst, það koframaí F--1, det ramte (ham) midt pá brystet, ⟨Skí 187⟩.
fræðasjár
m
’lærdoms-hav’, færa svanna Fundings få, dværgens lærdoms-hav, digtet, ⟨Dá I, 58⟩.
fræðasker
n
lærdoms-skær, kui forb. brjóta snekkju Finns (dværgens) við , bryde (forlise) dværgens skib ved lærdommens (el. ligefrerimens) skær, 0: lade rimeslutte, ⟨Ko II, 1⟩.
fræði
n
kundskab, kyndighed, hvad der indeholder esdda( eks. digt, rime), især ohistoriske æmner, { u partr, øndel i kundskaber, ⟨Gr IV, 2⟩, f—a .brunnr, hrønd akundskaber, (omskrivende, mejfr. smhængen), ⟨Skí 1⟩, 1, eskortir ekki f£. ⟨Spø I, 5⟩; kristi, kirkens lærdomme, ⟨Skh V, 15⟩, syngja ⟨Skh VI, 32⟩; rime, ⟨Skh V, 48⟩, ⟨Vǫ H, 1⟩, ⟨Gri I, 67⟩, sef—id tér ⟨Má IV, 32⟩; i flere tilfælde er det vanskeligt at sige, oder menes erime eller dennes historiske indhold, semja for S1, 2, frammieru ⟨Ger I, 40⟩, falla læt eg f—a viRK (emærkelig smstilling, f—a fejl et dværgeel. Odinsnavn?) ⟨Má III, 39⟩, láta líða f—a skrá Fjölnis BL IU, 45, jfr. hyggja að mansongs ⟨Gei I, 1⟩. — Galder, og konstr ⟨St IV, 9⟩, fremja (pl) ⟨KI V, 15⟩. Jfr. snildar-, stjórnu-.
frægð
f
ry, berömmelse, eflir f—u(eller berömmelige gærninger) ⟨Þry 1, 5⟩, skýra allar f—ir (ligeledes) ⟨ÓlH 2⟩; manvits , berömmelig forstand, ⟨Fr V, 6⟩; Far gjarÞr Il, 51, far gildr Bj VIL 24.
frægðardrengr
  frægðardrengur
m
berömi, berömmelig mand, ⟨St III, 32⟩, ⟨Fi lll, 25⟩.
frægðargarpr
m
berömt, berömmelig, helt, ⟨Sá Il, 46⟩, ⟨Bj IV, 5⟩.
frægðarmaðr
  frægðarmaður
m
berömt, berömmelig, mand, ⟨Skí 156⟩, ⟨Gr VI, 13⟩. 33, ⟨Skh VI, 9⟩, ⟨Gri VI, 35⟩, ⟨G IV, 54⟩.
frægðarmáttr
  frægðarmáttur
m
berömmelig kraft, ⟨G X, 49⟩.
frægðarmengi
n
berömmelig skare (skare sohar vundet sig hæder), ⟨Bj VI, 5⟩.
frægðarorð
n
berömmeligt ord, með f--usannu ⟨Ger II, 60⟩.
frægðarplag
1, beråmmelig adfærd, ⟨Ko VII, 54⟩ (her nærmest omskrivende frægð).
frægðarsamr
  frægðarsamur
adj
berömmelig, ⟨Ger VII, 27⟩.
frægðarstund
f
berömmelsens stund, hitta , indlægge sig berömmelse, ⟨St IV, 8⟩.
frægja
(gð), berömme, verða f--ör, blive berömmelig omtalt, ⟨Fr I, 22⟩.
frægr
  frægur
adj
beråmt, navnkundig, ae—u ⟨ÓlH 3⟩, F. á dygð og dáð, h. t., 9: for, ⟨G VI, 6⟩; að Úllar karfa, h. t. (brugeaf) skjöld (meher er vist læsemáderne í B rigtigere), He-1, 8. Jfr. víð-.
frækinn
adj
(denne forer udviklet afrækog findes meget hyppig; GAndrj har kuden), tapper, modig, ⟨Gr IV, 46⟩, ⟨OIB I, 28⟩, ⟨Skh II, 63⟩, ⟨Ve IV, 21⟩ (her er dog frækvist det rigtige), ⟨Gri IV, 20⟩, ⟨Fr III, 42, IV, 10, V, 31⟩, ⟨St III, 34⟩ osv.
frækleikr
  frækleikur
m
tapperhed, ⟨Fi VII, 2⟩.
frækligr
  fræklegur
adj
(for ældre frækn-), tapper, kraftig, f—t meg ⟨Sǫ V, 34⟩, f—t sund ⟨Bl I, 46⟩.
frækn
adj
tapper, modig, ⟨ÓlH 17⟩, ⟨Gr IV, 59⟩, ⟨Fr I, 13, I, 45⟩. Jfr. frækin
frændaráð
n
frænders rád, pla fúlt ⟨Skh I, 51⟩.
frændaríkr
  frændaríkur
adj
sohar mægtige frænder (næppe rig på frænder), ⟨Gr I, 9⟩, ⟨Skh VI, 56⟩.
frændi
m
frænde, slægtning, brugt i s betyd soHandsmand, ⟨Skí 136⟩.
frændlið
n
slægtningeskare, slægtninge (í almih.), ⟨La IV, 26, V, 21⟩.
frændsemi
f
slægiskab, njóta als, nyde godt aslægtskabet í alt, ⟨Bj IV, 18⟩.
fræningr
  fræningur
m
slange (afrån lysende, skinnende), synonyfor Grettir ⟨Gr V, 19⟩; — i kenninger for guld, I—s bingar ⟨Vǫ II, 29⟩, f—s volir ⟨Bl I, 14⟩, f—s haudr ⟨Gr IV, 45⟩, f—s lond ⟨U VI, 15⟩, f—s strond ⟨Vǫ I, 17⟩, (--s grandi ⟨St V, 52⟩, fs síki ⟨SV, n⟩, f--s, (Skr.
fuð
f
„os vulvæ muliebris“ (GAndrj.), kvindens ydre avlele (jfr. no. fud; vulva, bagdel; se art. hos Fritzner), mát, gamla nastýra, herved sigtes til skakmat sokaldes fuðrytta el. fuðryttumát (sál. sagaen), det er uvist hvad slags skakmat der menes (jfr. Isl. gåtur osv. 11, 292), ⟨Má VI, 50⟩.
fuðrutta
f
skakmat aesærlig art (jfr. fuð), også skr. rytta, strauk framå bord ⟨Má VI, 49⟩.
fugl
jfr. hræ-, tignar-.
fuldr
m
fold, noget sammenfoldet, omböjet kant (söm), skyrtu É. ⟨St VI, 26⟩; — ellers brugt í kenninger, for krinde, {a Ná ⟨Má I, 22⟩, f—a laut ⟨Vǫ IV, 3⟩; f—a Gerðr S/V, 7 synes at være edel aekenning (frænings síka G.), mehvis teksteer rigtig, er deda meget overlæsset (falda overflødigt); — for hjæl Fjolnis £ B/ VII, 3, ⟨Fr I, 42⟩, Rognis S1, 32, Viðris É ⟨Gri II, 13⟩, Styrmis £, ⟨St V, 49⟩; Gjúka ⟨Gr VII, 36⟩, ⟨Ko III, 6⟩; Olvis ⟨ÓlB V, 15⟩; ltrungs ⟨Sá X, 23⟩; Fófnis , skrækkehjælme ⟨Sá V, 30⟩.
full
1, bæger, drik, pad er åtti sverda Ulli, digterdrikke digtet, ⟨St V, 57⟩.
fullgjǫra
  fullgjöra
(rð), fuldfore, ⟨Vǫ IM, 43⟩, ⟨Gei IM, 67⟩.
fullgóðr
adj
fuldgod, god nok, f—tt veðr ⟨Þr I, 42⟩.
fullhugi
m
fuldmodig mand, helt, ⟨Gri V,6⟩, ⟨GVI, 71⟩.
fullkosta
adj
god nok, þóttiz finna mér varla , nøge(kvinde) der var mig jævnbyrdig, ⟨Ko II, 36⟩.
fullopt
adv, ofte nok, meget ofte, ⟨G IV, 48⟩.
fullr
jfr. bragða-, girndar-, harm-, heiðrs-, hreysti-, lirtwslu-, hræva-, hæversk-, ilsku-, kyngi-, láta-, listar-, líkunr-, lymsku-, maktar-, mektar-, menta-, reiði-, skemdur, sóma-, sæmda-, tofra-.
fullsæll
adj
aðj, helt ud lykkelig, i tiltale forstærket sæll, koþú ⟨Kr IV, 87⟩.
fullting
2, hjælp, bistand, beiða f—ss ⟨Þr IV, 52⟩.
fullvel
adv, helt godt, meget gódt, ⟨Gr IV, 31⟩, ⟨Vǫ II, 19⟩.
fum
n
hastværk, hurtighed (i forbindelse med ubeg* tænksomhed), verður þetta lítið ⟨Kr HI, 56⟩ (jfr. no. futåbelig adfærd”).
fuma
(að), udfore noget með hast (jfr. fum), £. ótt ⟨Kr H, 26⟩.
fundr
m
møde; fund, hvad mufinder, får (bytte), i kenninger, for kamp, (møde), hjorva ⟨St III, n⟩, hrotta ⟨Gei III, 35⟩, laufa ⟨Ger VII, 43⟩, ⟨Bl V, 18⟩, ståla É ⟨Skh VI, 15⟩, ⟨G X, 52⟩; geira ⟨Sø IV, 32⟩, darra ⟨Hj VII, 30⟩, grva f—ir ⟨Ve IV, 8⟩, brodda É. ⟨Hj V, 27⟩, ⟨Ger V, 44⟩, fleina StIV,8, HjX, 11, GrH [I], 28; randa ⟨U HI, 9⟩; meisla , mede hvor mafár sár, ⟨Sá VI, 11⟩; — for digterdrikke digtet, Herjans ⟨St V, 2⟩, ⟨U VI, 1⟩, Rognis £. ⟨Hj VI, 40⟩, Hárs ⟨ÓlB II, 1⟩, Fjolnis ⟨OLA I, 36⟩, ⟨Hj I, 87⟩, ⟨U VI, 54⟩, ⟨Sk II, 2⟩, ⟨Di II, 40⟩, meher står tillige Friggjar, noget må være galt; rimeligvis er F—is fejl (jfr. udg.s an), Lodurs ⟨Hj IX, 78⟩, Þundar ⟨St VI, 1⟩, ⟨La VII, 5⟩, ⟨Di Ill, 45⟩, Frårids ⟨Gr II, 1⟩, Þriðja f£. Ko HH, I (i udg. er P. opfattet sotalord); Gillings ⟨La II, 3⟩, Suptungs ⟨Dá III, 2⟩; — Freyju bet. trolddomskappe( == gave?) ⟨Sk MH, 29⟩. Jfr. elsku-, fagna-, frygðar-, harma-, sorgar-, þýðu-.
fundra
(að), sysle med smá arbejder især í træ, Kr, 21 (jfr. udgiv.s bemærk s. XXV).
fundugr
  fundugur
adj
(máske láneorð fra da.-ty. fyndig (fúndig), jfr. sv. fyndig), det er ikke klart hvad ordet egl. bet., máske dygtig, god, f--t sprund ⟨La VII, 27⟩. Ordet findes, såvidt vides, kupå detie sted.
funi
m
ild, bål, ⟨Gri HI, 5⟩, ⟨Vi H, 41⟩.
furða
f
varsel, mærkelighed, fænome ge f—u hyppigt forstærkende med og adv., f—u mætr Skh III, #7, Fu slægr ⟨Þr VII, 25⟩, f—u gjarLo 1, 3, fu dýr ⟨Bó I, 20⟩; F—u skjótt Gr 7, 38, f—u brátt Þry í, 17. Fu snjalt ⟨G V, 25⟩, F—u víða ⟨Gr I, 21⟩.
furðuligr
  furðulegur
adj
mærkværdig, meget stærk, fall befr, forfærdelig ralugt, ⟨Lo H, 10⟩; f—t Friggjar tår, glimrende guld, ⟨Hj X, 17⟩.
fussa
(ad), vise afsky for (sige fy til noget), vid hetju poll ⟨Skh VI, 20⟩, og sveia ⟨Kr I, 5⟩.
fúinn
adj
rádde ⟨Skt 200⟩ (v. L).
fúll
adj
rádde stinkende, ondsindet, vrante búkr, såddekrop, ⟨Skí 200⟩, £. þefr ⟨Lo II, 10⟩; fúl skemd, slekrænkelse, ⟨Ko I, 56⟩, f—t frændaráð Skh 1, Sk i skuppr, afskyelig, ⟨Skh IV, 20⟩. ’ fúna, (að), rádne (op), undir bráði, oskibet, Þ. VI, 36.
fús
jfr. slægðar-, sóknar-.
fúsliga
  fúslega
adv, gærne, ⟨G IX, 34⟩.
fúz
n
sál. bör vel dette ord skrives, der rimer pá túz ( tus regelse), med lang vokal, og hds. har z; ordet er tøvrigt ukendt, medmindre det er tlest nir. til fúss (og da er 2 urigtigt), det findes í gá nú hvórki usamané ⟨Sá 11, 9⟩; det synes at have elig be’vd sogama lystighed. Jfr.? no. fus førstemand i leg”.
fylgdarmaðr
  fylgdarmaður
m
vejleder, vejviser, ledsager, br VII, 3 fylgi, m følge, støtte, bidja e—f—s ⟨Gri IV, 29⟩: folge, ⟨Dá IV, 42⟩.
fylgja
(gd), følge, yde følge, vilja e—s ⟨Gr V, 19⟩, I. jofri ⟨ÓlH 17⟩, £, fast, yde dygtig bistand (i kampen), ⟨SI VI, 63⟩.
fylki
n
skare, ⟨Sǫ IV, 43⟩.
fylkir
m
konge, fyrste, hyppigt eks. ⟨ÓlH 11⟩; í kenning (enestående) fófnis láða ⟨Má IX, 63⟩, medmindre lofnis láða styres aríkur rig på (ellers kunde det tænhes, al var fejl eks. for fleygir). i navneskjul Bó 1, tt,
fylla
(ld), fylde, fuldfore, þótt Elliða f—i (upers.) ⟨Fr 111, 4⟩, soguna, fuldkommengöre sagae 9: spille ehuvedrolle, ⟨Þr TI, 2⟩, frægå f—iz e— vindes i fuldt al. SI VÍ, 13, Fenidíbotnar vald, fuldstændiggör, 9: er devderste grænse for, ⟨Sá I, 6⟩, f—az má nú, fuldhnnenpöres, bringes til fuldførelse, br II, 32; f—iz hu. mu når det i opfyldelse, ⟨G XII, 79⟩. — pad hefr Hunsdnu mør pinKår fvlt haugi sinuGrIV, 50 er mærkeligt; hvis ordet (tylt) er rigtigt má det bet. det har Kár taget í sá fuldt mál med sig’; mulig er det galt, jfr. udg.s an
fylla
f
(ld), fylde, fuldfore, þótt Elliða f—i (upers.) ⟨Fr 111, 4⟩, soguna, fuldkommengöre sagae 9: spille ehuvedrolle, ⟨Þr TI, 2⟩, frægå f—iz e— vindes i fuldt al. SI VÍ, 13, Fenidíbotnar vald, fuldstændiggör, 9: er devderste grænse for, ⟨Sá I, 6⟩, f—az má nú, fuldhnnenpöres, bringes til fuldførelse, br II, 32; f—iz hu. mu når det i opfyldelse, ⟨G XII, 79⟩. — pad hefr Hunsdnu mør pinKår fvlt haugi sinuGrIV, 50 er mærkeligt; hvis ordet (tylt) er rigtigt má det bet. det har Kár taget í sá fuldt mál med sig’; mulig er det galt, jfr. udg.s an
fymskuandi
m
lumsk, svigfuld, ánd, ⟨Dí IH, 34⟩.
fyr
fyrir, prœp. og adv, for, fora fyr Danmark, langsmed, ⟨Skí 65⟩; ved hjælp a Yggjar gldu mátt ⟨Sá VII, 1⟩; til trods for, mod, kóngsins, mína, þokk ⟨St M, 11⟩, I,’3; pá grund a sínuharmi Fr FV, 17; fremfor, aðra drengi ⟨La II, 66⟩. Formefyr synes at have været alml. hos rimedigiere, selv odet oftere er vanskeligt at konstatere, da metrikkeofte katåle tostavelsesforme Adv. fyrir foreligger eks. klart ⟨Gri VI, 20⟩.
fyrðar
m
pl, mænd, ofte, eks. ⟨ÓlH 28⟩, ⟨Lo 1, 11⟩.
fyrirgjǫra
  fyrirgjöra
(rð), forbryde, med acc., fé og líSkh HI, 15.
fyrna
(nd), gåre noget gammelt, forældet, mest i med., blive forældet, glemmes, hefr mér aldri f—z, har jeg aldrig glemt, ⟨G VIII, 55⟩, fyrr ef—iz kæra, glemmes, ⟨Så I, 3⟩, f--iz aldri frægð ⟨ÓlB IV, 29⟩.
fyrnska
f
oldtid, hvad der hører oldtidetil, eks. trolddo i f—u, í oldtide SI, 5; f—u orð, oldtidssag ⟨Må II, 3⟩; trolddo trolddomskunst(er) ⟨Þr V, 50⟩, ⟨SKR II, 40⟩, ⟨St HH, 57⟩, ⟨La H, 80⟩, ⟨Bó IX, 53⟩.
fyrnskr
  fyrnskur
adj
trolddomskyndig, maðr ⟨Þr IX, 45⟩.
fyrr
adv, först, fora ganga , gá fora ⟨Gr VIII, 10⟩.
fyrragær
adv, í forgárs, ⟨Gr II, 22⟩.
fyrri
adj
tidligere, menSkh I, 14; — soadv ⟨Gr Ill, 28⟩. 37, ⟨Skí 85⟩, ⟨ÓlH 64⟩ og oftere.
fýla
f
stank, ráddelugt, soskældsord opersoner, skarnsmenneske, (jfr. mannfýla), ⟨Gri I, 43, IV, 12⟩ (her oBildr og Vóli).
fýsa
(st), tilskynde, ægge, med ace. það ⟨Þr VII, 31⟩.
fýsir
m
tilskynder, vigra, mand (emindre naturlig kenning), ⟨Lo H, 7⟩. Er fýst, tilböjelighed, lyst, fá á fljóðuHj 1, 18.
fæð
f
fátallighed, ringe mængde, vópna ÞrIX, 19; —-koligt forhold, uvenskab, leggja á ⟨Gri IV, 14⟩, er á e— efoler uvilje, ⟨G Il, 15⟩, ⟨Ger VII, 52⟩; — indesluttethed, sörgmodighed (ulyst til at tale med andre), finna á e—⟨Skh IV, 37⟩.
fæða
f
(1.) føde, fødemidler, skauz honu ⟨Lo II, 33⟩.
fæða
(2.) (dd), føde, nære, harm(a) ⟨Skh II, 23⟩, ⟨Hj 1, 47⟩, sorgir ⟨Skh IV, 36⟩, praut, nære bekymringer, ⟨Hj IX, 49⟩.
fæðir
m
sogiver føde, føder, i kenninger for mænd (krigere), vargs ⟨Gr II, 52⟩, ⟨St VI, 2⟩, gyldis ⟨Jó 11, 26⟩, ylgja ⟨Gr VII, 54⟩, ⟨Lo II, 24⟩, ⟨St VI, 35⟩, ⟨La II, 28⟩, ylgis(!) kinda ⟨G VII, 33⟩, fenju sóta ⟨St IV, 4⟩, Gjálpar stóða ⟨Lo IV, 2⟩,
fægja
(gð), rense, sár ⟨Fi I, 36⟩.
fæla
(ld), skræmme, (man menn) ⟨Gri IV, 12⟩, ⟨Kr VI, 47⟩, ⟨Bj IH, 31⟩; herskap, skræmme fra krigerfærd, ⟨Gri 1, 32⟩.
fælisótt
f
pludselig(2) sygdo hleypr á e—⟨Þr VI, 12⟩ (mulig foreligger’ her det gamle fellisótt).
fær
adj
för, dygtig, ⟨ÓLA 1, 21⟩, ⟨Gri IN, 41⟩, ⟨St I, 18⟩; uflest alt ⟨Þr VI, 34⟩; vistnok ogsá ⟨Bj VII, 10⟩. Jfr. 6.
færa
(rd), føre, flytte, e—i gro begrave e ⟨Fr V, 47⟩, e—nidr, kaste etil jorde ⟨St VII, 20⟩; F--ði ofaí haus, drev haned i hovedet (på Odin), ⟨Skí 173⟩.
færi
n
leilighed, derette tid (til noget), sjá sér £. Gr VII, verða hefnda , få lejlighed til hæv ⟨Skh V, 34⟩, á hoggu leilighed til (at give) hug, ⟨Hj VII, 42⟩; — redskab, oMjölnir ⟨Þry 1, 7⟩. Jfr. orða-.
færleikr
  færleikur
m
dygtighed, raskheð (til at springe og lig), F--s kraptr ⟨Þr IV, 26⟩, halda sínuf—Kk, beholde sirörighed, ⟨St I, 6⟩.
fæsla
f
føde, mad, ⟨Lo I, 15⟩.

Grófur ljóslestur rímnaorðabókar Finns Jónssonar. Hér er margt brogað og skakkt. Ljóslesturinn var lélegur og flutningur orðalistans inn í gagnagrunninn var flókinn og erfiður. Orðalistinn er þokkalega réttur en skýringar og orðflokkagreining er upp og ofan. Meginatriðið er þó það að hér má leita í orðabókinni. Vonandi mun einhverntíma skapast tími og rúm til að laga betur til í textunum og helst að koma á bæði uppflettingu orða í rímum og vísana í orðabókinni og tilsvarandi rímnaerinda. Hægt er að skoða orðabókina hér.