Karel

Ordbog til ... rímur ... β

Grófur ljóslestur rímnaorðabókar Finns Jónssonar.

Ordbog til de af Samfund til udg. af gml. nord. litteratur udgivne rímur samt til de af Dr. O. Jiriczek udgivne Bósarimur. Finnur Jónsson ed. København: Carlsbergfondet, 1926-1928. [tengill]

safali

sobel, sobelskind, ⟨Gr V, 39⟩.

safi

saft, væske, beiskr s. ⟨He II, 5⟩.

safna

(ad), samle, s. lid(!) ⟨Må VIII, 10⟩; s—ar

safnaðr

samling ahær, ⟨ÓlH 11⟩.

sag

save eggja s., kamp, ⟨Skí 140⟩, keppa s., slagsmål med stave, ⟨Skí 137⟩.

saga

fortælling, ord, ⟨Skí 72⟩. Jfr. dæmi-, for-, skrok-.

sagnagrein

fortælling, væsenlig s. s. sog fornar s—ir ⟨Bó 1, 3⟩, frédar s—ir ⟨Gri I, 8⟩.

sagnameistari

historiker, s—ar frédir ⟨Sk I, 27⟩.

saka

(ad), beskylde, s. e—⟨Gr V, 26⟩, ⟨Fr III, 19⟩; es—ar minherra nokkuð uppá, hvis miherre Ser nogeskade derved, ⟨Sk II, 20⟩.

sal

ifr. hand-.

salr

sal, í kenninger, for bryst, hjarta s. ⟨Sǫ IV, 49⟩, ⟨Sá X, 6⟩, sinnu s. ⟨Vǫ IH, 43⟩, dygðar s. ⟨BI VII, 24⟩, ljóða s. ⟨Gr I, 47⟩, ⟨U II, 10⟩, óðar s. ⟨Gr ll, 1⟩, gomlis. s. (mekenningeer uklar og vist forvansket) ⟨Fr IV, 6⟩; — for hus, busta s. ⟨Hj X, 16⟩; for hav, Rånar s. ⟨Fr III, 26⟩; — for mund, géma s. ⟨Fr IV, 1⟩, :V, 1. Jfr. feiknar-, fræða-.

salt

salt, hav ⟨ÓLA I, 10⟩, ÓlB.I, 27, V, 34, ⟨Sǫ III, 34⟩, ⟨Bj VI, 38⟩; mærðar s., digtningens salt (blot omskrivende), ⟨Sá X, 2⟩.

salteríum

tistrenget instrument, ⟨Bó IX, 61⟩.

saltr
saltur

adj

aðj, salt, s. kostr. ⟨La I, 95⟩.

sam

forlig, fred, ⟨GrH IV, 25⟩; synes ikke at kunne bet. andet.

samlag

samleje, eiga s. við e—a ⟨Má 1, 79⟩.

samna

(að), samle, ⟨Fr H, 14⟩.

samr
samur

adj

(1.) aðj, desamme, í s—ri stund ⟨ÓLA 1, 22⟩; í s—t, samlet, ud i ét, ⟨Fr IV, 33, V, 60⟩; s—t = ásamt, koma s—t, komme overens o ⟨Ko IV, 57⟩. Jfr. aflát-, rausnar-, risnu-, æru-.

samr
samur

(2.) hav, ⟨ÓlB 11, 8⟩, hauðr og s. ⟨Gri IV, 27⟩; Sónar s., digterdrikke digtet, ⟨ÓlB IV, 1⟩; — vópna s.

samtempra

(að), blandes sammemed, ⟨Ger V, 68⟩.

samþykki

enighed, fred, ⟨Gr IN, 55⟩.

samþykkr
samþykkur

adj

enig, ⟨G 1, 52⟩, s—Kkk ást og blíða ⟨Skh I, 20⟩.

samþykt

enighed, aftale, s. ljós ⟨Þr IV, 56⟩.

sandr

sand, sandkyst Sǫ !l, 4, ⟨Ger III, 25⟩, sútar s. (jfr. hele smhængen) ⟨Gri VI, 2⟩; mærðar s., digtningens strandbred (jfr. smhængen), ⟨Þr IV, 1⟩; G VIÐ, 1 er mærðar s. blot omskrivende, = mærð. Hárs óðar s. (ifr. smhængen) ⟨Ger I, 43⟩. — I kenninger, for guld, 21, Fófnis s—ar ⟨La I, 29⟩, s. móins ⟨Gr VII, 60⟩, oglis s. ⟨St VII, 40⟩, sófnis s. ⟨Hj I, 22⟩; Draupnis s—ar ⟨G I, 9⟩; Rínar s. ⟨U IV, 43⟩; handar s. (guld el. solv) ⟨St VI, 34⟩, ⟨Ger VI, 10⟩; hauka s. ⟨Jó IN, 29⟩ er snarest fejl F handa s.; — skilmings s. ⟨Bj VII, 15⟩.

sanna

(að), bekræfie, vise, s. grimmleik, vise vildhed, ⟨Ger VII, 28⟩.

sannar

(1.) sandhed, fjarri s—i ⟨Gr V, 25⟩; með ljótus—i ⟨Dí IH, 43⟩.

sannleikr
sannleikur

(s), sandhed, ⟨Dá IV, 5⟩.

sannligr
sannlegur

adj

sand, s—g brigsli ⟨Hj X, 39⟩, s—g mæðr, sande, virkelige, moder, ⟨ÓLA IM, 14⟩.

sannspár

adj

sandt spående, ⟨G II, 14⟩.

saudamadr

fårehyrde, ⟨Kr I, 54⟩.

sauðungr
sauðungur

jættenav ⟨Þry II, 25⟩; i kenninger for guld, s—s mál ⟨ÓlA II, 1⟩, ⟨St I, 10⟩, s—s ord ⟨La ll, 11⟩, s—s sagnir ⟨Då II, 27⟩, s—s spjoll ⟨Gr IV, 5⟩; — navpá Odi(vistnok ved esmblanding) ⟨Lo II, 38, IN, 26⟩; s—s bróðir, Tor, ⟨Lo IH, 38⟩ (vistnok veð eforglemmelse), s—Ssfóstri, Loke, ⟨Lo IH, 17⟩; s—s sifjar blóð, Tor, ⟨Lo I, 24⟩.

sauma

(að), sy, s. kvið, sy samme ⟨Gri V, 26⟩; s. að e— sy ærmerne til (ohöndleddet), Bj. IV, 35.

saumr
saumur

sö endar s—s, uvist hvad der menes, kappesködet(?), ⟨Gri VI, 44⟩; — skibssö s. brast ⟨G XII, 89⟩. Jfr. handa-.

saup

hvad masøber, myse (valle) ⟨Kr VII, 51⟩.

saupsáttr
saupsáttur

adj

ilde forligt, uenig, (= missåttr, mis= misí misa, valle), ⟨Kr VH, 39⟩.

sax

sværd, kniv, grundar s., hakke el. spade, Gr *rv, 27.

saxa

(að), hugge, sáre, senderflænge, s. síður, osporernes hug (og sár), ⟨Vi I, 48⟩.

sá

(1.) (sáða), sá, udstro, s. hringuBI 1, 20.

sá

(2.) pro de, de oenkelte former og disses brug er at mærke: þeira, henvisende til herr, ⟨ÓlH 33⟩; þeima, — þessu ⟨Þry II, 4⟩; því = hví ⟨Þry HH, 17⟩, ⟨St 11, 50⟩, þen(: kenn-) ⟨Ger VI, 14⟩; þess = svó ⟨Lo III, 10⟩; s. = sá er ⟨Gr VIH, 10⟩, ⟨Þr V, 3⟩; þá = þá er ⟨Skh IH, 38⟩.

sáð

sæd, fra, s. úr belg, omelet, ⟨Vǫ V, 5⟩, dregg avóndus—u ⟨Bó VII, 2⟩, mærðar s—ir, s., omskrivende, ⟨GrH I, 4⟩, Sál, 1, ⟨Kr II; 54⟩; feigðar s., omskrivende = feigð ⟨Kr IV, 43⟩. — I kenninger for guld, Fýris valla s—ir ⟨Fr IV, 8⟩, ⟨Hj V, 40⟩, Hrólfs 8. Dá í, 30, Fróða s. ⟨ÓlB I, 10⟩, ⟨St VI, 4⟩; linna s. (s. = land) ⟨La II, 88⟩, ⟨BI IV, 36⟩ (pl); — s—a ráð aorða malti synes at være eufuldstændig sætning ⟨Bj VII, 38⟩; teksteer rimeligvis forvansket.

sáðahleifr

lev, brod, aavner, ⟨La IV, 50⟩.

sála

sjæl, s—u sáttar dóms, forlig, fred, for (sin) sjæl, ⟨Skh III, 30⟩.

sálaz

(að) (ad), afsjæles, dø, ⟨He I, 2⟩, ⟨Ko VIII, 57⟩.

sáld

vist mål, kar (adeel. destårrelse), s. amjod ⟨Þry IM, 17⟩, hróðrar s. ⟨Skh IV, 5⟩.

sálmr
sálmur

salme, ofte í kenninger for kamp, hildar s.

sár

adj

(1.) bitter, smærtefuld, s. dauði ⟨ÓlH 39⟩; — vred, með s—uvilja ⟨ÓlH 34⟩. Jfr. fjadra-.

sár

(2.) sár, s—a lausnir, løsepenge for sår (i eholmgang), ⟨BjIll, 25; með s.? ⟨Gri V, 33⟩.

sárafar

sárs beskaffenhed, tilföjede sár ⟨Þr VIII, 42⟩.

sárliga
sárlega

adv, bitlert, slet (oanvendelse apenge), s. ferr pengr ⟨Gr VII, 38⟩.

sárligr
sárlegur

adj

smærtefuld, bitter, s—g stygð ⟨Hj I, 10⟩, s—t mei fár ⟨La IV, 52⟩, ⟨Ko IV, 1⟩.

sárna

(að), blive smærtefild, sårnar hryggr, føler smærte, ⟨Gri III, 45⟩.

sátt

forlig, fred, ⟨Gr VIII, 65⟩, mesætt VIII, 64, Jfr. tígnar-.

sátt

forlig, fred, ⟨Gr VIII, 65⟩, mesætt VIII, 64, Jfr. tígnar-.

sáttardómr
sáttardómur

forligsdo sálu s., fred for sjæle(osyndsaflad), ⟨Skh II, 30⟩.

sáttargl

2, forligsol, -drik, ⟨La II, 81⟩.

sáttarlaus

adj

udeforlig, s—t adv, br III, 25.

sáttmál

overenskomst, pagt, setja s. ⟨Fr II, 32⟩, sáttr, jfr. saup-.

seðja

(sadda), mætte, fode, ÓLIH 31; s. gráð, stille hunger, ⟨ÓlB II, 14⟩.

sefa

(að),. formilde, dæmpe, s. heipt ⟨G VIN, 13⟩, s—az herr ⟨Gri I, 67⟩.

sefi

sind, hu, ⟨Gr VI, 26⟩, vikja s—a sama båje sindene mod hinande ⟨Gr VII, 2⟩; sorgivard år s— anutreg ⟨Skh III, 35⟩, sefja, (safda?), dysse ned ( ældre svefja?), s. orðið ljéta ⟨Skh II, 44⟩.

sefringr
sefringur

slangenav(måske forvansket astefningr) syno Grettir ⟨Gr V, 59⟩; s—s lond, guld, ⟨Gr VI, 57⟩.

seggr
seggur

jfr. flærðar-.

segja

(sagða), sige, s. e—ð ní, nægte, ⟨St IV, 2⟩; s—i eg amig, omig(2) ⟨G VI, 21⟩; s. upp veislu, opsige ydelse (gilde) ⟨SV, 36⟩.

segl

jfr. silki-.

seiða

(dd), synes at bet. “dræbe ⟨Kr IV, 30⟩.

seiðkona

seidkvinde, ⟨Fr III, 35⟩.

seiðr

(1.) sejd, trolddomssang, gjöra s—ð ⟨Fr 11, 57⟩, ljótr s. ⟨Hj I, 71⟩; s. við (imod) goldru ⟨Hj VI, 11⟩; — í kenninger, for kamp, benja s. ⟨Dá IH, 27⟩, randa s. ⟨Gri I, 54⟩, hræva s. Hj VH, orva s. ⟨GrH IH, 22⟩, ⟨BI IV, 5⟩, vigra s. ⟨Sá VI, 19⟩.

seiðr

(2.) fisk (sej), í kenninger, for sværd, benja s. ⟨Gr IL, 49⟩, unda s. ⟨St IH, 17⟩, randa s. ⟨G XHH, 74⟩, hræva s. ⟨Kr IV, 62⟩; — for slange, urðar s. ⟨G VI, 10⟩, ⟨Ko VI, 30⟩; — for björ urðar s. ⟨Bj H, 35⟩.

seigr
seigur

adj

aðj, sej, hárd, eð s—a bast ⟨Vǫ IV, 28⟩; s. í sinu sej, stærk, í senerne, ⟨Gei IM, 28⟩; leika e—s—t, behandle ehårdt, br III, 3, gjora s—a kosti ⟨Þry II, 2⟩. Jfr. horku-.

seimgrund

’guld-jord’, kvinde, ⟨Lå VI, 16⟩, ⟨Må III, 27⟩.

seimgunn

’guld-Gunn’, kvinde, ⟨U IV, 30⟩.

seimr
seimur

(1.) sang, tale, syngja s-Má 1, 9; — í kenninger, for kamp, sverða s. ⟨Vǫ Il, 39⟩, ⟨St IV, 15⟩, ⟨Kr IH, 34⟩, branda s. ⟨BL IM, 36⟩, hjorva s. Bj VIÐ, 21, vópna s. ⟨Gri V, 21⟩, grva s. ⟨Skí 148⟩, ⟨Hj VI, 12⟩; brodda s. ⟨Ger IM, 19⟩; — for guld, Skrímnis s. ⟨Gr I, 1⟩ (ved rett.).

seimr
seimur

(2.) . honning, honningblandet drik, Sónar s., digterdrikke ⟨Må I, 10⟩.

seimr
seimur

(3.) guld, rigdo ⟨Skí 48⟩, OIH 3, OIA I, 7; raudr s. ⟨St VI, 42⟩, mætr s. ⟨Hj VII, 17⟩; Rinar s. ⟨Ko I, 75⟩ (mindre rigtig kenning, skal der læses eim?); s—a vidr, mand, ⟨Skí 146⟩.

seimþoll

’guld-fyrr, kvinde, ⟨Sk IM, 48⟩.

sein

sendrægtighed, langsomhed, ei var s. ⟨Fi IV, 42⟩, láta ekki s. að hondu være hurtig í vendinge ⟨Gri IV, 62⟩; verða s. á hondu blive langso ⟨G XII, 61⟩.

seina

langsomhed, lítii s., skynding, fart, ⟨Vi I, 36⟩.

seinliga
seinlega

adv, langsomt, sent, ⟨Lo II, 34⟩, ⟨Gri IH, 53⟩.

seinn

adj

se langso s. til ferða ⟨Gr I, 17⟩, s. tíl víga ⟨Gr IN, 9⟩; raueS—a, erfaringe selv odekommer sent, br V, 53; — langsomt forstående, s—hyggju stétt ⟨Må V, 11⟩; — superl. seinstr, desidste, eseinsta nått ⟨Gri VI, 41⟩.

sekkr
sekkur

jfr. klas-.

sekt

fredløshed, domfældelse, lopts i langri s., uvist hvortil der sigtes (langt sygdomsleje 2), ⟨Gr V, 3⟩; s—uborin dåmt til fredløshed, ⟨G X, 52⟩; forseelse, ⟨G V, 18⟩; forvansket asok i aptans bidr éfres. ⟨Gri III, 13⟩.

selir

jfr. gran-.

selja

(1.) (ld), sælge, give, aflevere, s. ensétta óð ⟨Skh VI, 4⟩; s. þér eð dýra, vist etalemdde ’at sælge dyrt („det skal koste dit liv“), ⟨Vǫ VI, 9⟩.

selja

(2.) pil(etræ), í kenninger for kvinde, gulls s. ⟨Vǫ V, 31⟩, auðar s. ⟨Skh VI, 42⟩, s. hringa ⟨La V, 16⟩, s. ófnis dúna SH, 1, s. sauðungs máls ⟨ÓlA II, 1⟩, s.

selv

handar s. ⟨Má VI, 55⟩, arma s. ⟨Ko 1, 8⟩; Draupnis s. ⟨BI VI, 27⟩; grettis s. (snedrive = land) ⟨Ko 11, 18⟩.

semja

(samda), istandbringe, lave, s. brauð ⟨Vǫ V, 23⟩, s. haug ⟨Hj X, 35⟩, s. punga ⟨Bó I, 18⟩, s. lag á e—u ⟨La VI, 1⟩, s. fólkið, opstille, ⟨G IV, 30⟩; s. visku, handle viselig, ⟨Bó IV, 7⟩; s. e—við herskap, oplære e ⟨Vǫ VI, 28⟩; s. sonu í uxa líkju forvandle, ⟨Vǫ 1, 32⟩; s.

send

(ad), savne, s, hringa gefni É acc.) ⟨Kl 1, 49⟩.

senda

(nd), kaste, ⟨Skí 186⟩; volde, s. (málma foss) ⟨Kr 1, 34⟩ (her er máske blot málma at underforstá).

sendibátr
sendibátur

bád der bruges til sendelser, ⟨U IV, 35⟩.

sending

sendelse, kodstykker der sendes, rækkes, tilstedeværende, s—ar með sætarétt ⟨Sá VII, 23⟩.

sendir

sender, sosætter í bevægelse, í kenninger for mand, s. seima ⟨Kl IV, 13⟩, s. bauga Sá IX, s. orma vangs ⟨Dá IV, 44⟩, s. bylgju eims ⟨Skh IH, 44⟩, s. Rognis orða ⟨Jó 1, 23⟩; s. sára lax ⟨ÓLA Il, 25⟩; s. spjóta ⟨Þr IV, 54⟩, s. fleina ⟨Gri IH, 58, V, 13⟩, ⟨La I, 10⟩; s. orva ⟨St I, 61⟩, s. brodda ⟨Bó VI, 24⟩; — s. kuklaradóms, troldmand, ⟨KL IV, 30⟩; s. hlakkar báru hljóða ⟨Gr VH, 59⟩ má være noget forvansket (Sperbers tolkning ⟨Arkiv XXVI, 274⟩ kaikke være rigtig).

sendisveinn

sendemand, ⟨Vǫ IV, 38⟩.

senktr
senktur

adj

(el. part.), belagt (med) (láneo. fra fransk ceint), kápa s--t með silki og líSK I, 15, silkibond s—t með líSk IH, 53, bond silki s-t ⟨Sk HH, 25⟩.

senn

adv, pá engang, ⟨Skí 28⟩, ⟨Gr III, 53⟩, ÓlBV, 17.

senna

(nt)

(1.) (nt), strides, tale í almih., s. mart ⟨Gr V, 36⟩.

senna

(2.) strið, tale, geira s., kamp, ⟨Gr VIN, 14⟩, ⟨Vǫ HI, 9⟩; — Wja s., guld, ⟨Gri 1, 12⟩, flagða s., d. s., ⟨St VI, 7⟩.41.

serkr
serkur

(s og jar), særk, i kenninger for brynje, Skoglar s. ⟨Hj VIII, 5⟩, hildar s. ⟨GrH IV, 4⟩, ⟨Bl IV, 32⟩, Fróða s. ⟨Hj VII, 44⟩, ⟨G IV, 11⟩, Handis s. ⟨Hj III, 43, VIN, 19⟩, ⟨U IH, 17⟩, Sorla s. ⟨G III, 24⟩; stíms s—ir ⟨ÓlB IH, 18⟩; hringa s. ⟨Sǫ V, 30⟩. Jfr. bragða-, brynju-, einka-, sílki-.

sess

og sæde, bænk, ⟨Skí 92⟩, ⟨Vǫ V, 31⟩, ntr, ⟨Sk I, 20⟩.

seta

jfr. heima-, úti-.

setill

siddeplads, stol (synes ellers ukendt), ⟨Dá II, 27⟩.

setja

(setta), sætte, anbringe, stille, s. legmål ⟨ÓlH 6⟩, s. leik ⟨Hj IX, 53⟩, s. gestunáðir ⟨Hj IX, 57⟩, s. hogg, give, ⟨Gr VII, 24⟩, s. rás ⟨Dí HI, 45⟩, s. bitil uenni, svinge, slå (dermed), ⟨Vi I, 51⟩; s. spóí hæ opstille espåsoskydemål, ⟨GIA III, 4⟩; s. (skip) upp ⟨Bl VI, 57⟩; s—az aptr, blive tilbage, ⟨Pr VI, 12⟩; s—jaz in have siplads derinde, ⟨Skí 77⟩; — sá kostnaðrinsez að mér, rammer mig, ⟨Skí 106⟩; s. kvarða, sætte grænse for, ⟨Skí 41⟩; s. mál, bilægge, ⟨Gr VIII, 19⟩; sez þrá, holder op, ⟨Hj XI, 8⟩; — upers. setr kinsvó rauða ⟨OIB II, 15⟩; upers. også ⟨La ll, 99⟩, hvor ordet synes at bet. “det gör hakraftesles’ el. lig; — Ss. unda flygte, ⟨Gr I, 37, VII, 9⟩, ⟨U V, 37⟩; s. uland, rejse genne ⟨Gr IV, 23⟩; — part. settr, bestemt, aftalt, sett ætluSkh 1, 40; í settatíma ⟨Vǫ V, 15⟩.

setning el. setningr
setning el. setningur

el. ordning, hafa s—g á e=-u ⟨Bó IX, 57⟩.

setr
setur

(rs), bænk, sæde, opholdsruí et skib ⟨Skh VI, 36⟩; orma s., guld, ⟨Skí 86⟩, ⟨Gr II, 35⟩, ⟨Vǫ 1, 20⟩; skýja s., himmel, ⟨Hj I, 32, X, 41⟩.

sex tigi(r)

pl, talo., s—i vetra ⟨Skí 94⟩, s—i manns ⟨Gr II, 57⟩, s—i sjóvar dýr ⟨ÓlB II, 17⟩; s—u kalla (2e) ⟨Vǫ V, 41⟩; sir manna ⟨St II, 23⟩.

sey

talo., syv, ⟨Gr II, 54⟩.

seytján

talo., sytte ⟨Gri IH, 54⟩.

séligr
sélegur

adj

anselig, smuk, s—ar snekkjur ⟨ÓlB II, 8⟩.

sérliga
sérlega

adv, særlig, for sig, ⟨Kr IV, 44⟩; s. útí Róma, hele veje ⟨Kr VII, 38⟩.

sérligr
sérlegur

adj

særlig, s—t meg udmærket, ⟨ÓLA 11, 22⟩.

sétti

talo., sjette, ⟨Gri VI, 6⟩; ⟨Bó VI, 6⟩ (: metta).

sglr

adj

bleg, guste s—t og folt ⟨Ko VI, 21⟩.

sidr

adj

(ar), sæd, skik, særlig tro, fors., hedensk tid, ⟨Fr I, 11⟩; s—invór ⟨Skí 180⟩; ⟨ÓLA 1, 29⟩, ⟨Þr IH, 14⟩; — heljar s., omskriv. dad, ⟨Sá VI, 24⟩. Jfr. ó-, sæmdar-.

sidr

(ar), sæd, skik, særlig tro, fors., hedensk tid, ⟨Fr I, 11⟩; s—invór ⟨Skí 180⟩; ⟨ÓLA 1, 29⟩, ⟨Þr IH, 14⟩; — heljar s., omskriv. dad, ⟨Sá VI, 24⟩. Jfr. ó-, sæmdar-.

siðugr
siðugur

adj

hevisk, med gode sæder, ⟨Fr V, 6⟩.

sig

pro reflex., sig, telja e—1sér, sotilhørende sig, ⟨Skí 86⟩; drekka hvórir sér ⟨ÓlA I, 29⟩; vera s. myrkr (danisme) ⟨La IV, 6⟩; verða s., blive, ⟨Sǫ IV, 13⟩.

sig

pro reflex., sig, telja e—1sér, sotilhørende sig, ⟨Skí 86⟩; drekka hvórir sér ⟨ÓlA I, 29⟩; vera s. myrkr (danisme) ⟨La IV, 6⟩; verða s., blive, ⟨Sǫ IV, 13⟩.

sigla

(1.) (Id), sejle, s. undabergi (talemdde), hytte sig, ⟨Kr V, 10⟩.

sigla

(2.) mast, s—u rá ⟨Fr I, 34⟩; s—u hestr, marr, skib, ⟨Gr II, 19⟩, ⟨La I, 33⟩.

sigling

sejlas, Gri [II, 63, ⟨Fr III, 34⟩.

siglugammr
siglugammur

’sejl-grib”, skib, Suðra s., digt, ⟨Bl VI, 2⟩.

siglukarf kunde se ud til at være en stærk form til karfi fartö?

mesmsætningetaler ikke derfor, skulde der ikke herforeligge kor udeomlyd (ligesoskam hafog lig), ’mastens kurv — skib, ⟨Kr IV, 51⟩.

siglumarr

“mast-hest, skib, Sindra s., digt, Ko VÍ, 1.

siglustafr

mast-stav, masteselv, ⟨Kr IV, 45⟩.

signa

(gnd), signe, velsigne, ⟨Skí 33⟩. 119; gåre korsets teg ⟨Skí 44⟩, signing, signe korsets teg ⟨Skh V, 15⟩.

sign m

seir; ⟨ÓLA II, 11⟩ er s. vistnok fejl sigör == pil, el. sigð (v. LJ).

sigra

(ad), sejre, besejre, s. landa lås, overvinde havet, fuldføre sejlase ⟨Ko VIN, 34⟩.

sigrligr
sigrlegur

adj

aðj, seiragtig, s—g sæmd, sejrens hæder, ⟨ÓlB V, 33⟩.

sigróp

seirsráb, ⟨Sǫ V, 9⟩.

sik

egl. vandfyldt fordybning, brugt sosynonytil “land’, linna s,, guld, ⟨La VI, 11⟩, ⟨Ko I, 17⟩, grettis s, d. s,, ⟨Ko III, 4⟩, frænings s., d. s., ⟨La VII, 53⟩.

siklingr
siklingur

fyrste, konge, hyppigt eks. ⟨ÓlH 13⟩ osv.

sild

£, sild, benja, s—r, sværd, ⟨Bj HI, 36⟩, benja s—i (acc.) ⟨Bl IV, 27⟩, silla, adv, silde, ⟨Gr IV, 14⟩, sima, og og simi, tov, bånd, tråd, segl hert við s—a ⟨ÓlB I, 4⟩, s. klokk ⟨Fi IV, 24⟩; rauðaarma s—a, guldring, ⟨Sá I, 11⟩; — gldu s.? ⟨Má V, 37⟩.

silfebúinn

adj

salvbesat, selvomviklet, s. strengr ⟨ÓlB H, 7⟩.

silfr

salv, elda grátt s., fejde, have uvenskab (med en), egl. ’sætte grát selv over ilde ⟨Þr VI, 9⟩. Jfr. kvika-.

silkibrú

’silke-bro’, kvinde, ⟨Hj XI, 34⟩, ⟨Kr lll, 38⟩.

silkidúikr
silkidúikur

silkedug, ⟨SIV, 47⟩, ⟨Fi Il, 36⟩.

silkidýna

silkepude, ⟨Má VI, 21⟩.

silkieik

’silke-eg”, kvinde, ⟨Gri V, 1⟩.

silkieir

’silke-Eir, kvinde, ⟨La IX, 79⟩.

silkiey

/ silke-0’, kvinde, ⟨Skh VII, 32⟩.

silkifit

’silke-land’, kvinde, ⟨G V, 37⟩.

silkifold

’silke-jord’, kvinde, ⟨Jó III, 32⟩.

silkifreyja

’silke-Freyja”, kvinde, ⟨Vǫ II, 26⟩.

silkigátt

’silke-stolpe”, kvinde, ⟨G IV, 15⟩, ⟨Lå VI, 26⟩, ⟨Dí I, 45⟩.

silkigefn

silke-Gevrr, kvinde, ⟨U VI, 50⟩.

silkigná

’silke-Gnd’, kvinde, ⟨Gei IV, 17⟩, ⟨Má I, 41⟩.

silkigrund

’silkejord, kvinde, Gr V,4, ⟨Skh IV, 46⟩, ⟨G I, 50⟩, KI V, í.

silkihildr

F, ’silke-Hilde’, kvinde, ⟨Skh V, 40⟩.

silkihlíð

’silke-l”, kvinde, ⟨Skh VI, 26⟩, ⟨La III, 5⟩, BLI,I.

silkihlín

“silke-Hlir’, kvinde, ⟨Vǫ V, 13⟩,. ⟨Gei IV, 22⟩.

silkihorn

’silke-Hörm’, kvinde, ⟨Vǫ IM, 16⟩.

silkihrund

“silke-Hrund’, kvinde, ⟨Skí 3⟩, ⟨Gri III, 1⟩, ⟨Bj 1, 6⟩, ⟨U VI, 32⟩ (ved rett.).

silkiklæði

sílkeklæder, lind s—a, kvinde, ⟨Vǫ 11, 37⟩.

silkilaut

. ”silke-jord”, kvinde, ⟨Vǫ V, 21⟩, ⟨Hj VIII, 27⟩.

silkiláð

silkeland’, kvinde, ⟨Sk I, 58⟩.

silkilind

’silke-lind’, kvinde, Gri VI, I, Hj X, I ⟨Gei IV, 1⟩, ⟨La II, 19⟩.

silkilín

’silke-(H)lin’, kvinde, ⟨G V, 20⟩, ⟨SIV, 60⟩.

silkinanna

’silke-Nannd’, kvinde, ⟨Skh II, 63⟩, ⟨SI, 47⟩, ⟨La IV, 15⟩.

silkiná

’silke(G)nå”, kvinde, ⟨Må IV, 37⟩.

silkirein

’silke-land’, kvinde, ⟨ÓLA III, 16⟩, ⟨G VI, 52, VII, 38⟩, ⟨Gei 1, 54⟩.

silkirist

’silke-(Hjrist, kvinde, ⟨La II, 29, VI, 6⟩, ⟨Ger II, 10⟩.

silkisegl

silkesejl, ⟨OIB II, 7⟩.

silkiserkr
silkiserkur

silkesærk, KI {, 45.

silkisjofn

silke-Sjövr, kvinde, ⟨Jó 1, 1⟩.

silkiskaut

1, silkehovedbedækning (for kvinder), ⟨La HI, 29⟩.

silkiskorð

’silke-stotte (bærerske kvinde, ⟨G VI, 39⟩, ⟨Sá IV, 20⟩.

silkitjald

m silke-tæppe, (til at pryde vægge med) græs—tjold ⟨Vǫ I, 28⟩; eð græna s. ⟨Skh I, 53⟩ er uklart, máske forvansket, der skulde foreligge ekvindekenning.

silkitreyja

silketröje, nistill s—u, mand, ⟨Skí 185⟩.

silkitvinni

silketrád, motra s—a, kvinde, J6 II, 13.

silkiþráðr

(ar), silketrád, ⟨Gei IV, 27⟩, ⟨Ger V, 71⟩.

silkiþrúðr

’silke-Trud’, kvinde, ⟨La I, 67⟩, ⟨Dí 1, 12⟩, pl. S1; 13: Simbi, kælenavfor Sigmundr, ⟨Þr III, 56⟩.

simfón

sinfó eislags lyre (ldneo. fra lavty. simphonie), s—s strengr ⟨He III, 8⟩, s—s hljóð ⟨Bó IX, 61⟩.

sindra

(að), gnistre, udsende gnister, s—ar asverði, der udgår stråler, ⟨Ger VII, 20⟩, s—ar skúr asuðri, bygeraser, ⟨Kr I, 9⟩.

sinkr
sinkur

adj

karrig, gærrig, s. og fastr aauði ⟨Þr VI, 31, X, 2⟩; s. agriðu ⟨Sǫ IV, 16⟩.

sinn

(1.) pro poss., si sjálfs s—s men ens egne mænd (undersåtter), ⟨ÓlH 7⟩; frænda s—a, 9: hendes, ⟨Skh I, 37⟩; — hyggja hvórir sitt ⟨Þr VH, 23⟩; hilmi sinna barna (jfr. smhængen; ret enestående) ⟨Må I, 57⟩.

sinn

(2.) (el. sinni?), að s—i, den(ne) gang, foreløbig, ⟨Skí 165⟩, ⟨ÓLA IN, 2⟩; pá égang, ⟨G VII, 9⟩; í s—i, í folge, ⟨Gr VII, 47⟩, ⟨St V, 42⟩; snúaz í s., slutte sig til, ⟨Þr IX, 28⟩ (ved rett.).

sinna

(1.) (nt el. að), ænse, nære omhu (for), bryde sig o s. e—u ⟨Gr 1, 6⟩, s. þjófu ⟨Gr V, 24⟩, s. kóngi, hjælpe, ⟨U I, 13⟩; s. kvíðu, være sorgfuld, ⟨Skh IV, 3⟩; Ss. ue— e—ð, bryde sig o ⟨Sá V, 13⟩, ⟨Fi VII, 44⟩; s. e—u til e—s, d. s,, ⟨Gri V, 1⟩; vísdómr s-ar, hjælper, ⟨ÓlB I, 16⟩.

sinna

(2.) sind, tanke, forstand, gekk mís., forgik mig, ⟨Hj 1, 25⟩, svíkja s—u drengja ⟨ÓlB IV, 8⟩; s—u gæddr, sanse ⟨Þr IV, 44⟩, víkja e—í rétta s—u ⟨Má VI, 28⟩; — í kenninger for bryst, s—u land ⟨Vǫ IV, 22⟩, ⟨U VI, 6⟩, s—u salr ⟨Vǫ IH, 43⟩, s—u reitr ⟨Gr VI, 27⟩, Sigmundar s—u drykkt ⟨Vǫ H, 1⟩; — færdighed, kunna s—u ⟨Skh VII, 46⟩.

sinnulaus

adj

sanseslas, ude asig selv, ⟨Bó V, 40⟩.

sitja

(sat), sidde, s. aarfi, miste siarv, ⟨St V, 12⟩, Ss. langa dóma (tale), göre meget ud anoget, ikke have hastværk, ⟨GrH HH, 13⟩.

síð

adv, sent, sildig, ⟨Gr IV, 15⟩, komp. síðr, mindre, s. ok 8., ringere og ringere, ⟨Bj I, 3⟩.

síga

(seig el. sé), synke, seglið s—r ⟨Þr III, 47⟩, kné sígr, knæet synker, mafalder pá knæ, ⟨Lo IV, 8⟩; dáðir S. E— bliver til infet, ⟨Lo IH, 26⟩; láta s. á deiga vise fejhed, ⟨Gr VII, 52⟩.

síki

= foreg., linna s., guld, Hj IV, V, 9, S1, 3, ⟨Ger II, 20⟩, fófnis s. ⟨Hj XI, 14⟩, ⟨Má I, 53⟩, ngöru s. ⟨Kr VI, 35⟩, frænings s. ⟨SV, 7⟩; — benja s., blod, ⟨Ko I, 18⟩; — orva sikja uforståeligt ⟨Má V, 18⟩.

sínni

ledsager, s. Ása, oTor, ⟨Lo II, 20⟩.

sítell

siddeplads, stol, ⟨Fi IV, 39⟩ sov. I.

sjafni

sind, sjæl, s—a kor hjærte, ⟨Gr VIII, 2⟩, ⟨St IV, 40⟩.

sjatna

(að), tage a forminskes, s—i dylgja ⟨Þr IX, 27⟩, s—i pína ⟨Þr IX, 37⟩; los—ar ⟨Sá VH, 1⟩.

sjau

talo., syv, ⟨ÓlB V, 23⟩, ⟨Gei 1, 37⟩, ⟨La IV, 51⟩.

sjá

(1.) (sá), se, s. við, tage sig iagt for, ⟨Gr 1, 3⟩, ⟨Þr IX, 13⟩; s. fyrir kvómu indrette sit komme somaselv vil (udeandres indblanding), ⟨Skh I, 26⟩.

sjá

(2.) pro de, de denne, denne forfindes ikke sjælde mask. ⟨Gr VI, 30⟩, Skh IV, VII, 26, ⟨Vǫ VI, 29⟩, St H, ⟨Hj V, 24⟩, ⟨GrH H, 35⟩, S11, 10, — fe, ⟨Gr III, 42⟩, ⟨Þr V, 44, IX, 32⟩, ⟨Gri I, 15⟩, ⟨Fr II, 39⟩, ⟨St IN, 45⟩, ⟨Sǫ IV, 42⟩, ⟨G XII, 29⟩, ⟨SVI, 20⟩, ⟨Gei I, 60⟩, ⟨Bó IV, 10⟩, ⟨Bj VI, 34⟩ osv.

sjáborg

borg ved søe ⟨Sǫ II, 18⟩, ⟨Fi V, 25⟩.

sjádrif

1, skumspråjt, pl. Sǫ [, 11.

sjálfbodinn

adj

selvbude låta e—s., erklære efor selvbude ⟨Skí 30⟩. 92.

sjálfr

adj

selv; alene ⟨Fi V, 7⟩.

sjálfráðr

adj

selvrádende, s—3 skal hú eg, ⟨Ger II, 25⟩, ⟨Kr VII, 28⟩, var mér s—tt ⟨Kl IV, 11⟩.

sjáligr
sjálegur

adj

anselig, smuk, s—t vít ⟨Þr X, 11⟩, ⟨G I, 52⟩, s-t sprund ⟨U VI, 54⟩, st lið ⟨St HI, 23, I, 41⟩, ⟨Ko II, 68⟩; s—g váp ⟨Gr V, 37⟩.

sjár

(var). sé, hav, s—ar fall, søens bevægelse, strömme (ét ord?) ⟨Kr VI, 55⟩, — Sónar s., digterdrikke ⟨Ko VI, 62⟩, horna s. ⟨G V, 2⟩; mjúkr s. í navneskjul ⟨Bó HI, 53⟩. Jfr. fræða-, horna-.

sjávar ess

udstyre, ⟨Sǫ III, 23⟩; s. Suðra hnor, digte, ⟨Lo HI, 1⟩.

sjávarhamar

klippe ved søe ⟨Gri I, 29⟩, sjávarrok, søspråjt, omskriv. = sjår i Sudra s., digterdrikke digtet, ⟨Skí 202⟩.

sjotlaz

(að), sætte sig, forminskes, s. sút ⟨Hj XI, 19⟩.

sjóðr

pung, bera e—i s—i, (have taget) tage pengeboder for é(dræbt), ⟨Sǫ V, 5⟩; bragda s., bryst, ⟨Ger IV, 37⟩; sorgar s., hob asorger, omskriv. ⟨Kr VIII, 2⟩.

sjóli

konge, ⟨ÓlH 21⟩, ⟨Skí 50⟩, ⟨Gr VII, 17⟩, ⟨Hj IV, 52⟩; s. Nóregs grundar ⟨Gr VIII, 47⟩.

sjón

sy að firða s. ⟨Þr VI, 35⟩, ríkari er s. ⟨Gr IV, 22⟩, s—ar þáttr, skal være s. s. skuggsjó í foreg. vers, spejl, ⟨Bó VII, 42⟩; åsy ansigt, ⟨Ko V, 17⟩; öje, s—a ló tårer, ⟨Fr V, 18⟩.

sjónarberg

*syns-klippe, 9: klippe hvorfra mahar vid udsigt, ⟨Kr I, 57⟩.

sjónargler

spejl, ⟨Bó VII, 44⟩.

sjónhverfing

öjenforblændelse, pl. ⟨Gei IV, 36⟩.

sjór

(var; jfr. sjár), so, hav, unda, benja, s., blod, ⟨Gr VIII, 44⟩, ⟨G IV, 43⟩. 5 sjóvarfoll, pl, søens bevægelser, særlig (flod og) ebbe, ⟨Lo IV, 16⟩.

skaði

jfr. ofsa-.

skafa

(skóf), skrabe, s. ofaaskæðu skære (flække) deyderste kant adet skind, hvoraesko skal laves, sá at:debliver tyndere og lettere at stikke igennemed nåle(hvormed skoesys), ⟨Skí 38⟩; — hövle, glatte, s. ferju staf ⟨Skh VII, 23⟩.

skafl

langstrakt snedrive, breiðr s. ⟨Vǫ 1, 59⟩, ohavets overflade (bølger) ⟨Bl VIII, 24⟩, s—ar Hlés ⟨Ko VIII, 25⟩; handar s., guld el. sølv, ⟨Fr II, 13⟩, ⟨St I, 33⟩, ⟨Ko VIII, 12⟩, greipar s. ⟨Vǫ 1, 52⟩, ⟨Sá XI, 36⟩.

skaga

(ad el. gå), s. úr hofði (hausi) tennr ⟨Lo HH, 12⟩, ⟨Hj VI, 23⟩.

skak

ryste bevægelse, i kenninger for kamp, vápna s. ⟨Gr V, 4⟩, ⟨Gri I, 24⟩, geira s., skok ⟨G XI, 53⟩, ⟨G XI, 40⟩, fleina s. ⟨Gr VIN, 45⟩, ⟨G VI, 48⟩, odda s. ⟨G VII, 12⟩; randa s. ⟨Má VI, 24⟩. Jfr. orða-.

skaka

(skók), ryste, bevæge stærkt, s—iz ahonuskegg og hár ⟨Gei IM, 12⟩, hrekja og s. e—Þr HI, 20.

skakka

(ad), afgåre (hveder er sejrherre), s. listir, afgøre hveder var dygtigst, engi fyrda s—i (ɔ: leik), hjælpe til afgørelse, ⟨Bl VII, 7⟩.

skakkr
skakkur

adj

skæv, fara s—t, sidde skævt (okappen), ⟨Sk HI, 33⟩.

skalli

skalde, hovedskal ⟨Skí 147⟩; sotilnav ⟨Skh IV, 9⟩.

skammarhrókr
skammarhrókur

tárnet (í skakspil) der bibringer ska 9: ved at göre mat, ⟨Má VI, 43⟩.

skammr
skammur

adj

kort, verðr st til e—s, okort tid vil noget ske for e ⟨Lo H, 26⟩. á skamtr, portio uddelt lod, taka út sinsetta s—t, modtage siportio(tale), göre hvad der tilkommer e ⟨Sk III, 24⟩.

skap

sind, sindelag, falla i s., være efter ens sind, behage, ⟨Skh III, 12⟩.

skapa

(að), forme, danne, skopuð í skart, prægtig formet (næppe, klædt í pragt), ⟨G V, 30⟩, s—uð (frægð) í miðjasóma, formet hæderlig netop sodeskulde være, ⟨OLA I, 5⟩, s—uð í prýði miðja (mær) ⟨He II, 8⟩.

skapari

skaber, gud, s—in ⟨Skh V, 17⟩.

skapgóðr

adj

godmodig, medgörlig, os—ð skauð ⟨Fr II, 39⟩.

skapilir

adj

ond, gnave ondskabsfuld, ⟨Skí 62⟩.

skapraun

’sindsprøve, krænkelse, ærgrelse, gera e—s., ⟨Kr VII, 16⟩.

skapt

skaft, spydskaft, spyd, ⟨ÓlH 35⟩, ⟨Ko VII, 55⟩, skjóta s—i ⟨Sk I, 48⟩.

skar

1, vanskelighed, knibe, ufred, komaz í s. ⟨Lo I, 9⟩; veita s., bringe í knibe, kæmpe(?), StV, 6; fleina s., kamp, ⟨G VI, 69⟩, hrotta s., d. s., ⟨Ger V, 45⟩.

skara

(að), ordne, stille, s. (tafli) í pung, putte i, ⟨Má VI, 51⟩.

skarð

skár, forringelse, lukku s. ⟨Skh IV, 44⟩. Jfr. vig-, ævi-.

skarðr

sværd, hreytir s—s, mand, ⟨Bj VI, 29⟩.

skarfr

skarv, i kenninger for hest (ret enestående), hófa s. ⟨U VI, 30⟩, ⟨Då IV, 24⟩.

skari

skare, flok, følge, ØLlB I, 25, .kéngsins s. ⟨ÓlA III, 2⟩, brådar s. ⟨SF IV, 9⟩.

skarlat

skarlage s—s æskinanna, kvinde, ⟨Gei 1, 55⟩.

skarlatsklæði (skall-

skarlaks-), pl, skarlagenklæder, ⟨Skh H, 30⟩, ⟨Vi 1, 40⟩.

skarlatskyrtill

skarlagenskjortel, ⟨Fr IV, 64⟩.

skarpr

adj

skarp, hård (at føle på), sammenskrumpet (på grund atårhed), skorp håd ⟨Skí 24⟩, skorp bond ⟨Lo Il, 33⟩; lemja s—t (her udt. skart) ⟨SVI, 16⟩.

skart

1, pryd, skrud, ⟨ÓlB I, 11⟩, med s—i, på esmuk måde, ⟨OIB II, 10⟩, list og s. ⟨Hj I, 42⟩, båii s. ⟨Fr II, 28⟩, vinna s., udføre herlige gærninger, ⟨Sǫ V, 35⟩; s. Rånar, hvide bølgetoppe, ⟨Ko VIII, 33⟩.

skarta

(að), pryde sig, -s. sig fyrir snótu ⟨Skh VII, 44⟩, frú er kanað s. ⟨Fr V, 7⟩; s. við stál, kæmpe tappert med stál, ⟨Gri 1, 14⟩.

skati

konge, ⟨Hj IX, 6⟩; ⟨Dá IH, 11⟩.

skattr
skattur

skat, gjalda s—t, 2: bøder, ⟨Kr IV, 59⟩.

skauð

fej perso usling, brugt soskældsord, Lo 21 1, 15, Il, 31; ⟨ÓlB HH, 25⟩ (hds. skaun), oBalder ⟨Fr II, 39⟩.

skaufi

(1.) ødelægger, brynju s., sværd, ⟨Bj III, 41⟩.

skaufi

(2.) ræv, jafnt seborfyr s—a ⟨Bj VIII, 5⟩.

skaup

1, spot, hå færa s. ad ⟨U I, 1⟩.

skaut

1, skod, leggja í s., opbevare (2), ⟨Så VI, 6⟩, við geima s., ved haveis skad, 9: ende (inderste del), ⟨Sá VH, 20⟩, as—i mínu, fra mifav ⟨Skh V, 32⟩; — skeð pá et sejl, stytti s. ⟨BI VII, 23⟩, í s—uHj IH, 56, óðar s. (jfr. hele smhængen) ⟨Sá IX, 1⟩; — hovedbedækning (for ekvinde), ⟨Bj Il, 22⟩; s—a Ná, kvinde, ⟨Skh II, 6⟩; — Skaogla(r) s., brynje(2), ⟨ÓlB IV, 17⟩. Jfr. silki-.

skák

skakspil, skak, tefla s. ⟨Má I, 13⟩, fá s. með máti ⟨Má VI, 43⟩.

skákmannsefni

stotil eskakbrikke, ⟨Skí 164⟩.

skál

skál, leggja í eina s., í éskál (vægtskál), ⟨Skh VII, 40⟩.

skálagólf

skálegulv, ⟨Skh VI, 5⟩.

skálatopt

skálehuset, væggene og taget, ⟨Skh VI, 8⟩.

skáld

jfr. afreks-, gleði-, meistara-.

skáli

skále, oegravhöj ⟨Gri II, 32⟩, obryst el. mund (jfr. smhængen) Fr, 3; s. varra, munde ⟨Lo 1, 32⟩, s. þrætu, d. s., ⟨Di Hl, 1⟩; spektar s., bryst, ⟨Fr V, 21⟩; — s. skeljungs, ojættens hanske, ⟨Lo H, 2⟩.

skálkr
skálkur

skalk, nedrig perso slyngel (láneo. fra lavty. schalk), ⟨Þr V, 46⟩, ⟨Þry III, 26⟩, ⟨Gri II, 43⟩, ⟨G XII, 74⟩, Di [II, 13.

skálm

(1.) (kort) sværd, s—a lundr, mand, B6 I, 22, fetia s., sværd, Bó II, s—ar Hlí jættekvinde, ⟨Hj H, 7⟩.

skálm

(2.) buksebe ⟨St IM, 27⟩, ⟨Bj V, 27⟩, Sk í, 32 (allevegne pl).

skálpa

(að), snakke, sludre, ⟨Þr IV, 53⟩.

skár

adj

god, í komp. skárri, bedre, ⟨G XH, 14⟩; skár (til skátt), adv, bedre, ⟨Skh IV, 11⟩.

skáta

skude, Berlings s., digterdrikke digtet, ⟨Vi 1, 2⟩.

skeðja

(skadda), beskadige, med acc. ⟨Gri IV, 30⟩, ⟨G X, 47⟩; abs. ⟨Sk I, 43⟩; med dat. ⟨Ger VI, 40⟩, ⟨G VIN, 26⟩; uafgjort.er s. pressu, skyrtu ⟨Ger IV, 8⟩, ⟨Fi VI, 3⟩.

skegg

skæg, drepa s—i niðr, falde (til jorden), ⟨Þry II, 22⟩; tók skips s. (= sagaens skipskeggjaði), = barð (barðiz) ⟨Kr VII, 43⟩; foldar s., træer, tømmer, ⟨Kr Il; 64⟩. Jfr. geitar-.

skeið

(1.) skib, langskib, ⟨Gr IH, 40⟩, ⟨Skh HH, 10⟩, s—ar brandr S1, 20; — í kenninger, for digterdrikke digtet, Galars s. Fr V,.1, Norðra s. ⟨Fr IV, 2⟩, ⟨G V, 1⟩, ⟨La V, 1, IX, 63⟩, Suðra s. ⟨G XII, 89⟩, ⟨La VI, 34⟩, Austra s. ⟨Hj H, 54⟩, ⟨GrH H, 35⟩, Vestra s. ⟨G H, 41⟩, ⟨Vi I, 3⟩, Frosta s. ⟨Hj 1, 36⟩, Berlings s. ⟨GrH H, 1⟩, fundings s. ⟨Dí IV, 1⟩; Suptungs s. ⟨BI V, 1⟩, ⟨Fi VII, 56⟩; s. foldar grams ⟨St VII, 1⟩, Fjölnis s. ⟨Þr IV, 1⟩, GX, 54, Grímnis s. ⟨Lo II, 2⟩, Svolnis s. ⟨Fi VII, 1⟩. Jfr. lang-.

skeið

(2.) ske, góma s., tunge, ⟨Ko VII, 1⟩.

skeið

(3.) nx, løb, løbebane, hafa å s—i (2: hest) ⟨Ger V, 36⟩; taka hvild å s—u på rejse til hest, ⟨Så IX, 6⟩; lífa ið létta s,, delette del alivet, ⟨G I, 9⟩; skeljungs s., havet, ⟨ÓLA II, 31⟩, ⟨St VI, 31⟩ (her fe, í tilslutning til bylgja); — stund, ⟨Ko V, 31⟩.

skeiðvollr

løbebane, ⟨Lo III, 27⟩.

skeika

(að), vakle, være ustadig, hugr s—ar DÉEIN, 18.

skeina

(nd), sáre, s. e—Þr VIK 16, s. hlíÓlB V, 7; s—az í orðu ⟨Gri I, 37⟩.

skeinir

sårer, ødelægger, s. fleina, mand, ⟨La VII, 27⟩.

skeinulaus

adj

aðj, usdret, ⟨G IV, 43⟩.

skelfa

(Ifd), ryste, ⟨Gri VI, 10⟩, ⟨Fr V, 40⟩.

skelfingr
skelfingur

er måske eforvanskning askeljungr, s—s lautir, havet, ⟨Hj III, 56⟩.

skelfir

ryster, i kenninger for mand, s. sverda ⟨Må V, 44⟩, s. stáls ⟨Má IX, 27⟩; s. spjóta ⟨Má I, 63⟩, s. boga ⟨Lo 1, 26⟩, s. skjalda ⟨Dí IH, 6⟩, s. ríta ⟨Dí IV, 21⟩; s. gulls ⟨Kr I, 42⟩; s. ægis bríma ⟨Kr VII, 36⟩; s. ófnis stétta ⟨Má IX, 25⟩; s. Skrímnis seims ⟨Gr I, 1⟩.

skeljungr
skeljungur

hvalart (knelhval), í kenninger for havet, s—s skeið ⟨ÓlA H, 31⟩, s—s volir ⟨Hj 1, 56⟩, s—s túOLA I, 25, BLIV, 42, s—s gól ⟨Vǫ I, 5⟩, s—s foss ⟨Hj IX, 6⟩; — jætte, ⟨Lo II, 2⟩, s—s skála sund, digterdrikke digt, ⟨Gei I, 55⟩.

skella

(1.) (skall), smælde, láta s. í hólki ⟨Skí 131⟩, skall í hverju bjargi ⟨Hj IV, 25⟩.

skella

(2.) (id), lade lyde, s. gómu slå kæberne samme ⟨Gri II, 54⟩; s. hestuá, laðe hestene lebe, ⟨Má IV, 39⟩; s. hofuð af; hugge, ⟨Gr V, 56⟩, ⟨ÓlB III, 28⟩; vefr skeldr við húna, sldet, hejst, op, ⟨Sǫ H, 7⟩.

skelmir

skæl slyngel (láneo. fra lavty. schelmer), ⟨Di III, 40⟩.

skemd

vanære, s, fýkr í, malider vanære, ⟨Skh V, 30⟩, fá s--ir ⟨U V, 15⟩, bera s. á e— beskylde efor vanærende ting, ⟨La IH, 80⟩, fúl s. ⟨Ko I, 56⟩.

skemdarfullr

adj

fuld askade, lyst til at skade, ⟨U III, 25⟩.

skemdarleikr
skemdarleikur

skammelig leg, spil, ⟨La IX, 87⟩.

skemma

sovehus, sovekammer, ⟨Gri VI, 39⟩, ⟨Hj VI, 15⟩; — fruerhus, ⟨Hj II, 47, X, 15⟩.

skemmiligr
skemmilegur

adj

aðj, skammelig, s—ra lí ⟨La IV, 43⟩.

skemta

(mt), skæmte, underholde, s. ae—wu, underholde med at fortælle o ⟨Skí 18⟩.

skemtiliga
skemtilega

adv, fornöjeligt, ⟨La IX, 105⟩.

skemtiligr
skemtilegur

adj

aðj, fornöjelig, morso s. skjaldungr St, 70, s—g (kona) Hj V, s. skari ⟨ÓlB I, 25⟩; oOrmed. lange, ⟨ÓlB II, 10⟩; s—g holl ⟨ÓlA 1, 14⟩.

skemtun

skæmt, underholdning, s. kåt, morsomfortælling, ⟨Skí 6⟩, s. ljós, klar underholdning, ⟨Skh I, 1⟩; veita s., give underholdning, ⟨Ve I, 30⟩; orime(el. dens indhold) Skh III, ⟨OIB V, 35⟩.

skenkja

(kt), skænke (láneo. fra lavty. schenken), s. med kor /s. d.) ⟨Sá XI, 21⟩.

sker

skær, syno med jord, land, í kenninger, for guld, fófnis s. ⟨Vǫ IH, 19, IV, 24⟩, ⟨Hj 1, 67⟩, ófnis s. ⟨Gei 1, 26⟩, grettis s. ⟨BI V, 42⟩, þynnils s. ⟨Gr VI, 20⟩. orma s. ⟨St IV, 44⟩, ⟨Hj VI, 31⟩, ⟨G X, 15⟩; handar s. ⟨Gei IV, 34⟩; — for tunge, góma s. UV, 12, orða s. synes at bet. tænderne(2), ⟨SVI, 1⟩; mærdar s. forstás ud fra smhænge ⟨Má II, 73⟩; — for ar fálka s. ⟨Dí IV, 36⟩; — Naumu s. se Nauma ⟨Kl V, 25⟩; — branda s. synes at mátte bet. kamp ⟨Bå II, 77⟩, mehvorledes? Jfr. fræda-.

skera

(skar), skære, flænge, s. brandi brynju rokk ⟨ÓlH 20⟩, s. skæði, skære stotil, ⟨Skí 26⟩; skorindreki, med udskårne (stavn)figurer, ⟨Gri I, 29⟩; s. hefuð, göre vrængende grimasser, ⟨Bó Ill, 9⟩; s—az í með ýtu blive strid mellemænd, br X, 7; s—az i. skrud, iføre sig, ⟨Kr II, 4⟩; — er beinisker, soknoglerne skærer, 2: beskadiger, ⟨Bj IV, 51⟩.

skerda

(rd). frembringe skår, lemlæste, slå ihjæl, s. (gæs) ⟨Gr 1, 27⟩, (úfa) ⟨Gr VII, 21⟩; sveitiskerð, sáret, ⟨Sá V, 20⟩. ’ skerðingr, sværd, s—s viðr, mand, ⟨St IV, 24⟩.

skerdir

sofrembringer skår, ødelægger, i keninger for mand, s. hringa ⟨Hj XI, 26⟩, s. bauga ⟨Bj V, 55⟩, s. menja ⟨Gri V, 19⟩, ⟨Má IX, 53⟩, ⟨Bj VII, 41⟩, s. noöru fitja ⟨Vǫ IV, 2⟩, s. frænings palla ⟨Vǫ IH, 5⟩; s. branda ⟨Ko VI, 53⟩; s. hjålma ⟨Di III, 22⟩.

skerjóttr
skerjóttur

adj

fuld askær, ntr. ⟨Gr III, 57⟩.

skessa

jættekvinde, utyske, ars. ⟨Skh V, 32⟩, Fr Jl, 37, bjarga s. ⟨Hj I, 79⟩; oeulvinde, ⟨Vǫ IV, 42⟩; s—u dólgr (ved rett), Tor, ⟨Lo H, 8⟩; — í kenninger for økse, unda s, ⟨Gr I, 39⟩, ⟨Fr IV, 23, V, 28⟩, bens s. ⟨Fr IV, 37⟩, hlífar s. ⟨SV, 28⟩.

skeyti

1, skudvábe pil, ⟨ÓlB V, 17⟩, ⟨Sǫ 11, 22⟩; óðar s., digtets pile, ⟨Sá IV, 10⟩; þolir s—a, mand, ⟨Sá I, 49⟩.

ské

(skéði), ske, ramme, vederfares, (ldneo. fra lavty. schén), ongvaskaða ríkið (acc,) skér ⟨SK H, 19⟩; sá frægð nas. ⟨La VI, 68⟩; það kans. margaKr.VII, 4.

skid

et stykke træ, ski, ⟨Hj H, 18⟩, s—ið þurra, törre tommerstokke, ⟨Vǫ VI, 6⟩; — í kenninger, for guld, fófnis s. ⟨Hj IV, 34⟩, ⟨La II, 58⟩, ⟨Bj 1, 25⟩, ⟨DC IH, 2⟩, ófnis s. ⟨Þry H, 10⟩, s. noöru ⟨Kr V, 16⟩, frænings s. ⟨Dá I, 46⟩; glæst s. (1 ekvindekenning) beror vist pá forvanskning, ⟨Má 1, 65⟩; — for skib, ægis s. ⟨Hj VIH, 25⟩, s. Ránar ⟨Jó HH, 15⟩, græðis s. ⟨GrH II, 5⟩, kólgu s. ⟨SIII, 40⟩, Mævils s. ⟨Fr IV, 40⟩; — for skjöld, s. Hrungnis ⟨Jó 1, 25⟩.

skil

skel, rede, adfærd, med hævesk s, ⟨U III, 8⟩, kunna s. å, vide besked o ⟨St IV, 47⟩, vinna s. e— præstare præstanda, (her erotisk) ⟨Gei IV, 16⟩; taflsins s., spillets forlob, ⟨Fr H, 15⟩; visku s. = viska ⟨G V, 7⟩. — bera s. e—s, vidne o vise, ⟨Ko II, 43⟩. Jfr. orða-, ó-.

skila

(að), göre skel, aflevere, s. (konu) heiSkh.11, 6.

skilfingr
skilfingur

m; Odinsnav s—s tundr, eldr, sværd, ⟨Gr VI, 39⟩, ⟨GrH I, 15⟩; — jættenav s—s brú, skjold, ⟨Bl III, 40⟩.

skilinn

adj

klar, ord s—iog skyr ⟨Ko I, 7⟩.

skilja

(Id), skille, adskille, betinge, s. jofur við land, berøve, ⟨OlH 34⟩; upers. skilr með e— de skilles, ⟨Gri 1, 37⟩, skipti skilr ⟨Þr IV, 7⟩; verða skilt með e— de skilles dermed, ⟨Gr IH, 29⟩; med. s—jaz slétt við e—„Skh 1, 54; betinge, Hj VI, GIX, 35; s. e—3 undir, lade være indbefattet, ⟨Þr VII, 29⟩; s. til, stille betingelse, ⟨Skh IV, 47⟩; — med. s—jaz við mal, tabe simadpose, ⟨Gr Ill, 10⟩; s—jaz við, gá istykker derved, ⟨GrH IV, 22⟩; s—jaz, abs., do, ⟨Þr V, 55⟩; — eiga skilt (: bilt) við flærðir, her er skilt vist = skylt, ⟨Lo H, 17⟩, skilmingr, slangenav s—s sandr, gud, ⟨Bj VI, 15⟩.

skilnaðr

adskillelse, s. skatna ⟨La IX, 107⟩.

skilning

forstáelse, með s. sanna Skh Y, 17.

skima

(að), skele (til), s. á linna brú, se, skele, hetil, ⟨BL V, 36⟩.

skin

skí lys, osolskinnet ⟨G VI, 49⟩; i kenninger, for guld, Rínar s. ⟨ÓlB I, 33⟩, mundar s. ⟨Ger VII, 38⟩; — for sværd, Herjans s. ⟨Fi HH, 14⟩ og vist málma s. (urigt.) ⟨Fi II, 32⟩.

skinn

skind, huð, bera bjart s., oekvinde, ⟨G V, 30⟩; s—a vara ⟨Kr VI, 11⟩, s—a kyrtill ⟨Bj I, 52⟩ (i eiøvrigt uklar smhæng).

skip

jfr. her-, kaup-, lang-.

skipa

(að), ordne, s. sig til lista, berede sig, indrette sig, til at studere, ⟨Kl I, 4⟩; s—az hringa þing, ordnes, kommer í stand, ⟨Bj VI, 47⟩, part., opfyldt, holl s—uð askotnu ⟨Lo II, 8⟩, eik s—uð aeplu ⟨Kl I, 8⟩.

skipmaðr
skipmaður

mand í et skib, ⟨Gr I, 42⟩, ⟨Skh IV, 21⟩.

skipmannsdómr
skipmannsdómur

virksomhed soet medleaskibsbesætningeer pligtig til, fremja sins—Gr IH, 47.

skipshofn

skibsmandskab, ⟨Þr VII, 29⟩.

skipta

(pt), dele, s. e—sundr ⟨G XI, 44⟩, harmr s—iz í sundr, forsvinder, ⟨Bj I, 24⟩, s. e—úr skálmuniðr ⟨St IM, 27⟩; s. leiki með e— afgöre kampe ⟨Gri IM, 49⟩; kveð eg ei fleira s., der er ikke tale oandre ting, ⟨Vǫ I, 62⟩; s. við dreng, have at göre med, ⟨Skí 116⟩; s, u ombytte, ⟨Skí 67⟩.

skiptalaust

adv, udeomskiftelse, forandring, ⟨Må IX, 58⟩.

skipti

pl, mellemværende, minnaz fornra s—a ⟨Vǫ II, 15⟩. Jfr. hátta-.

skir

adj

klar, s—a viSk 1, 44.

skirraz

(rd), undgå, s. ekka ⟨La III, 6⟩.

skirsla

renselse, renselsesprove, bjóða s—u ⟨Þr VII, 28⟩, ⟨La Il, 51⟩.

skitinn

adj

beskidt, uvasket, s—ihond ⟨Skí 124⟩.

skíðafar

skifart, ⟨Hj 1, 56⟩.

skíðaferð

skifart, ⟨GrH I, 15⟩, S1, 6, ⟨Jó I, 18⟩, ⟨Ko I, 33⟩.

skíra

(rd), klare, s—ðir virdar, forstandige mænd, ⟨ÓlB V, 35⟩.

skírnarbrunnr

døbefont, fara í s—ÓlH 26.

skírnarnafn

2, dábsnav ⟨Skí 58⟩.

skjal

snak, pral, skruné s. ⟨Skí 7⟩, dramb og s. ⟨Fr I, 53⟩, skrok og s. S9 1, 1; skrifa hvórki s. né ginns ⟨ÓlA 1, 2⟩.

skjala

(að), snakke, prale, s. við e—⟨Gr II, 9⟩, s. þar a dero ⟨G III, 4⟩; s. ueddu letr ⟨St VI, 2⟩; s—az við ⟨St VH, 35⟩.

skjalari

praler, ⟨Gei III, 12⟩, ⟨La 111, 84⟩, ⟨Kr V, 52⟩.

skjaldaðr

adj

udstyret med skjöld, skjoldbærende, s—at fólk ⟨St I, 60⟩.

skjaldarbrot

2, brudstykke aet skjold, ⟨Gri IV, 56⟩.

skjaldarsporár

skjoldehale, ⟨G I, 18⟩.

skjaldborg

skjoldborg, ⟨U VI, 34⟩.

skjaldmær

skjoldme, ⟨Bó 1, 22⟩, ⟨U IH, 31⟩.

skjalla

(skalf), runge, svulme, láta skíð s. ⟨Hj HI, 18⟩, heiptir skullu ⟨Sá IV, 49⟩.

skjalligr
skjallegur

adj

redelig, pálidelig, s—g orð, odigteævne; ábenbar ⟨Gr VIII, 24⟩, s—t giptu þrot ⟨Gri IV, 56⟩; GAndrj. gengiver ved „homo disertus et consideraius* (hos BjHald er ordet ur. trykt skiá-).

skjallr

adj

höft lydende, rungende, brusende, hátt og s—t ⟨St VII, 22⟩, skjoll hljóð ⟨Sá IX, 40⟩, s—ar hrannir ⟨Ko VI, 48⟩; bíta s—t, lydelig, ⟨Vǫ V, 34⟩.

skjanni

kind, sideahovedet, kljúfa san klove hovedet, ⟨Bj V, 57⟩.

skjálfa

⟨Hj VII, 47⟩ synes at mátte være ge pl. aet skjálel. skjálfr, der í forb. med bauguskulde udgöre ekenning, medet hele er dunkelt og vist forvansket, især bauguǫllu skjálfa er rimord.

skjoldr

skjold, rauðr s. (við rá) ⟨G VI, 25⟩, bláir s—ir ⟨Hj IM, 3⟩, grænir s—ir ⟨Hj VII, 18⟩; s. rendr ⟨St V, 28⟩; — heyrnar s., ere, ⟨Sá IV, 9⟩. Jfr. stoltar-.

skjól

1, ly, læ, vær greipar s., hanske, ⟨Lo 1, 23⟩.

skjómi

sværd, ⟨Gr IH, 30⟩, ⟨Skh H, 35⟩; s. greina og góma, tunge ⟨Fr I, 1⟩, s. góma, d. s., ⟨Ko V, 35⟩.

skjóta

(skaut), skyde, bevæges, s—az á fætr, rejse sig hurtig op, ⟨Skí 52⟩, s—az í leikin komme farende, ⟨Skí 142⟩, s—az á sund ⟨Þr IV, 32⟩; skýtr til beggja handa, kavære tvivlsomt ( h.t. udfaldet), ⟨Má IV, 60⟩; skotið út kinnabeinu kindbenene var udstáende, ⟨Skí 9⟩; — fjærne, skauz fæða, der manglede fode, ⟨Lo Il, 33⟩; — bedække, eks. eko, ⟨Bó VI, 65⟩.

skjótligr
skjótlegur

adj

hurtig, rask, s—t sund ⟨Ko I, 33⟩.

skjótr
skjótur

hest, Mævils s—ar, skibe, ⟨U III, 33⟩. Egl. Jfr. kynja-, rausnar-, viðbragðs-.

skodda

táge, s. myrk ⟨Gr IM, 57⟩.

skofnungr
skofnungur

. sværd, s—5 droblod, ⟨GIB IV, 17⟩, s—s reitr, skjold, ⟨Fi IV, 21⟩; — slange, s—sbål, guld, ⟨Fi IV, 38⟩.

skogir

⟨Sǫ I, 5⟩ urigtigt og forvansket.

skola

(ad), skylle, upers. e—s—ar burt ⟨Þr IV, 46⟩.

skollr

spot, með miklus—1! ⟨Þr VII, 40⟩.

skoltr
skoltur

tryne, ⟨Skí 143⟩.

skomm

(oftere skamm), ska kunna s. e— vide eska utak, ⟨Gr IV, 25⟩; jfr. ⟨Gr V, 46⟩, ⟨Gri IV, 40⟩, ⟨St 1, 31⟩, ⟨La HH, 88⟩.101, ⟨Bó H, 29⟩ osv.

skoppa

(að), trille, ⟨He II, 35⟩; sál. (ɔ: med pp) bör der også læses ⟨He II, 36⟩.

skor

fodbræt (ved el. pá bænken), með s—u ⟨La VI, 22⟩; uklart hvad der menes ⟨Bó X, 12⟩, fodskamler ? skorungr, dygtig, fremragende, perso s. meyja ⟨Fr V, 14⟩.

skord

støtte, bærerske, hyppigt i kvindekenninger, efter guld, s. auðar ⟨Skh II, 50⟩, ⟨G II, 34⟩, s, seima ⟨Gr VI, 28⟩, ⟨Skh I, 4⟩, s. hringa ⟨Skh I, 28, II, 11⟩, ⟨Vǫ II, 40⟩, ⟨Fr V, 20⟩, s. gullhrings ⟨Så II, 3⟩, s. mens, menja ⟨G I, 5⟩; ⟨Gr VIII, 3⟩, ⟨Skh I, 5⟩, br V, 13, s. bauga ⟨Skí 4⟩, ⟨G IX, 19⟩, s. fåfnis fitja ⟨Då II, 29⟩, s. linna låda ⟨Ko IH, 30⟩, s. unnar båls /6 I 1; — efter klæder, s. skikkju ⟨Þr IV, 71⟩, ⟨Dí IV, 10⟩, s. kyrtla ⟨Skh I, 42⟩, s. þorna ⟨Fr IV, 62⟩, ⟨G VII, 28⟩, s. skikkju prjóns ⟨Fr V, 14⟩, falda s. ⟨Gr V, 19⟩, ⟨Fr H, 14⟩, ⟨U MH, 35⟩; — andre ting, refla s. ⟨Hj 1, 80⟩, ⟨G IX, 45⟩, dúka s. ⟨G V, 44⟩, Vil, 16; tvinna s. UM, 42; s. veiga ⟨U VI, 50⟩, ⟨G I, 35, XI, 6⟩; s. lauka ⟨Bó X, 1⟩. Jfr. baug-, gull-, silki-, vell-.

skorða

(1.) (að), stotte, forsyne med stotter, orðus— ud visa, affattet i rigtige ord, ⟨Gri II, 1⟩.

skorða

(2.) = skorð, bærerske, í kvindekenninger, efter guld, s. gulls ⟨Skh 11, 38⟩, s. seima ⟨Má IV, 10⟩, s. menja ⟨GrH I, 18⟩, s. gullaðs ⟨Skí 5⟩. ⟨Þry 1, 3⟩; s. fófnis landa ⟨GrH I, 16⟩, s. flæðar, hafnar, báls U!, 32, ⟨Jó IH, 6⟩; — efter andet, s. skarlats ⟨Skh IH, 5⟩, s. spjalda ⟨G HI, 13⟩; lauka s. ⟨Skh VI, 33⟩; — heks, galdra s. ⟨Lo IV, 10⟩.

skorningr
skorningur

indgravet rende, fure (hvori guld blev smæltet), s—s hor ⟨Ko VI, 49⟩.

skornir

jættenav(jfr. skorir, skorri, skærir), s— is fengr, digterdrikke digtet, ⟨Fr I, 3⟩.

skortr
skortur

jfr. ráða-.

skothenda

egl. mangel pá helri rime (digt) med halvri ⟨Má V, 46⟩, se skothendr.

skothendr

adj

með halvri halvrimet, medette passer ikke i dets gamle beiyd pá versemálet iMá V; (ordet findes V, 1); her danner det 2.-betonede ord (to stavelser) i 1. linje helrimed tilsvarende ord i 3. |. (hvor teksteikke er forvansket), medmindre rimet nogle gange med vilje udelades og versemålet adegrund kaldes s. háttr.

skott

hale, dýra s. ⟨Hj IH, 17⟩.

skógargeit

skovged, vild ged, ⟨ÓlB II, 25⟩.

skógr
skógur

skov, træer, ⟨Gri II, 40⟩. Jfr. aldin-, eyði-, kynstra-.

skólabróðir

skolekammerat, pl ⟨Kl I, 4⟩.

skólaus

adj

udesko, ⟨Skí 23⟩.

skóli

skole, ⟨Kl 1, 7⟩. Jfr. galdra-.

skónál

nál til at sy sko med, ⟨Skí 10⟩.

skór

sko, tvennir s. ⟨Skí 192⟩, loðnir s. ⟨Skh VII, 44⟩. Ö skósvein skosvend, tjæner, S1, 24.

skraf

snakke prate tale, ⟨Skí 11⟩. 62, ⟨Skh VII, 17⟩, snak ⟨Gr III, 15⟩; s. og létti ⟨G I, 14⟩; Þjassa, lðja, s,, guld, ⟨Gr VIII, 68⟩; ⟨Gr 11, 4, VI, 19⟩.

skrafa

(að), snakke, prate, tale, s. keski ⟨Gri II, 32⟩; s. hug úr e—⟨G XI, 55⟩; s—az við ⟨La IX, 54⟩.

skrap

jfr. orða-.

skrattaskrum

1, fandens snak, megeog overmodig tale, ⟨Gr V, 40⟩.

skratti

djævel, fande s—intaki yðr ⟨Lo IV, 19⟩.

skraut

1, pryd, himna s., himmelsk fryd, ⟨ÓlB V, 32⟩, veraldar s., verdens herlighed, 2: guld og rigdo ⟨Sø IV, 36⟩, Freyju s., otryllekappe Sk [II, 33; fella s., odøde ⟨St V, 10⟩, missa s., d. s. ⟨Ger VII, 5⟩.

skrauti

navpá ering, „deherlige“, ⟨Pr IV, 17⟩.

skrautligr
skrautlegur

adj

aðj, prydfuld, herlig (at se’ pá), s—g Ví ⟨Hj X, 15⟩, s—t ho ⟨Bó VI, 50⟩, s—g orð ⟨Ko III, 32⟩, s—t lag, orime ⟨Skh IV, 4⟩.

skrá

(1.) skrevet dokument, bog, ríme, í sinni s. ⟨Bj IV, 4⟩, ⟨Kr IV, 2⟩, ⟨Sk H, 1⟩; Fjolnis fræða s., rime, ⟨Bl HI, 45⟩.

skrá

(2.) (að), skrive, optegne, stendr skráð ⟨La VI, 4⟩; upp að s., opregne, ⟨Ger VIII, 9⟩; male, ⟨Ger VIII, 16⟩.

skrámleitr
skrámleitur

adj

bleg aansigtsfarve og med store kindbe(sál. BjHald), ⟨Sk 1, 32⟩. Jfr. no. skraame“bred og tynd’ (Aasen).

skref

skridt, neyta s—s, gá, ⟨Kr V, 9⟩, gjarvið s., sogærne vil gá, dygtig til at gá, passer ikke godt í smhænge ⟨Kr VII, 33⟩.

skreppa

(1.) madpose, ⟨Skí 10⟩.

skreppa

(2.) (skrapp), göre ekort rask rejse (afstikker), skruppu úr tennr, faldt ud, ⟨Skí 143⟩.

skreyta

(tt), pryde, udstyre prægtig, s. ævintýr í orðuKo H, 5; skreyttr dreki ⟨Gri I, 29⟩.

skreytiálfr

prægtig alv, skarlats s., mand, (egl. sopryder sig med eskarlagenskappe), ⟨Gei II, 41⟩.

skreytihlín

prægtig Hli skallats s. (jfr. foreg.) Dá 11, .32.

skreytihrund

prægtig valkyrje, skallats s., kvinde, (jfr. skreytiálfr), ⟨Má III, 26⟩.

skreytir

pryder, soudstyrer prægtigt, soer prydet (med noget) må det også bet, i de to sidste eks., s. hlunna varga, mand, ⟨U VI, 33⟩; s. Óðins tjalda, d. s., ⟨La II, 26⟩, s. frænings síka, d. s,, ⟨La VI, 53⟩.

skriðna

(að), skride ned, ruse ned, bjorg s. (skr.

skriðr

(ar), skride rask fremadskride s. á karfa ⟨Fr HI, 32⟩; í einus—8, ud í ét, í efart, ⟨Skí 28⟩.

skrifa

(að), skrive, optegne, ⟨Skí 7⟩; s—að er það ⟨Gr VIII, 54⟩, s—að var næst Skh II, s—aðr bragr ⟨Skh IV, 4⟩; male, s—aðr brogðu oskjoldet, med pámalede bedrifter, ⟨Ger VIII, 26⟩, s. á borða, fremstille ved syning el. vævning, ⟨Vi H, 5⟩; trápiza s—uð við stei malet med farver, ⟨SIV, 7⟩.

skript

stra tugtelse, ⟨G XH, 83⟩, maklig s. ⟨Fi VI, 38⟩.

skripta

(að), straffe, tugte, s. e—⟨Fr II, 44⟩, ⟨Gei II, 51⟩, s. ee—u (med noget) ⟨La IV, 49⟩; ⟨Kl II, 32⟩; s. sauðu slá ihjæl, ⟨He IV, 38⟩; — má eg aþessu s—az, herfor má jeg lide meget, ⟨Bj I, 44⟩.

skríða

(skreið), krybe, skride, s. heima begive sig, ⟨Bj VI, 19⟩.

skrímsl

uhyre, rædsel, ⟨La IX, 34⟩.

skrípi

», utyske, ⟨U HI, 25⟩.

skrok

2, usandhed, pral, rausa s. og skjal ⟨Sǫ 1, 1⟩.

skroksaga

lögnagtig fortælling (historie), fabel, pl. ⟨Vǫ I, 30⟩.

skrokva

(að), sige usandhed, ⟨Skí 131⟩.

skrum

pral, s. né skjal ⟨Skí 7⟩, hól og (né) s. ⟨Kr III, 30⟩, ⟨Skí 61⟩. Jfr. skratta-.

skrúð

skrud, í kenninger for brynje, rustning, Fjalnis s. ⟨Ger VII, 29⟩, Handis s. ⟨St IV, 26, V, 26⟩, ⟨Sá IX, 41⟩, Hogna s. ⟨St I, 40⟩. Jfr. her-.

skrúði

udstyr, skreppu S., prydende tilbehør, ⟨Skí 10⟩; riddara s. ⟨Fi I, 12⟩; i kenninger for rustning,. Fjolnis s. ⟨BI I, 14, II, 35⟩, Hildar s. ⟨Bl IV, 5, VIII, 28⟩, Agnars hvítr s. ⟨Bl II, 23⟩. jfr. messu-.

skryda

(dd), pryde, s. manarmi, omfavne, HeIV,3.

skrykkr
skrykkur

rystelse, bølgebevægelse ( ældre skykkr), ganga s—ju ⟨Gri III, 32⟩, ⟨Bj VII, 48⟩.

skrækja

(Kt), skrige, hyle, ⟨Hj VIII, 52⟩.

skrækr
skrækur

skrig, hyl, pl ⟨G XII, 21⟩: skræmaz, (md), løbe, rende, s. langt yfir flesta, være langt hurtigere end, ⟨Lo Ill, 22⟩; Ss. í skóg, begive sig, ⟨Vi 1, 25⟩.

skrævaz

(rd), vise frygt (jfr. skræfa), ⟨BI IH, 9⟩.

skuggalaus

adj

udeskygge, udeplet, oekvinde, s. að líta ⟨Dá I, 8⟩.

skuggsjó

spejl, ⟨Bó VII, 41⟩.

skuld

skyld, fyr brúðar s. ⟨Bj 111, 26⟩.

skulda

(að), beskylde, anklage, stille sig fjendtlig, s. e—⟨He III, 40⟩.

skulde egl. bet. blod

mesynes brugt i betyd “kamp, ⟨Kr IV, 61⟩.

skulu

(skylda), skulle, skal pér ekki, det skal ikke nytte dig noget, ⟨Må IX, 24⟩.

skunda

(að), skynde sig, ⟨Hj VI, 15⟩; trans. s. starfa (dat) ⟨Vi HL, 9⟩.

skundan

ile hast, ⟨Gr V, 58⟩.

skupp

spot, nar, með s—i ⟨Dí IV, 22⟩.

skuppa

(að), göre nar ad, spotte, s. e—⟨La IX, 18⟩.

skuppr

foragtelig perso fúll s. ⟨Skh IV, 20⟩, ljótr s. ⟨Gri IN, 58⟩, ⟨Bj IV, 43⟩; fusker ⟨Sǫ Ill, 18⟩.

skurðr

snit, indskárefure (rende), udskæring, med s—uÓlA 1, 10, S1, 17, ⟨Ko Il, 43⟩. jfr. úr-, skur ægformet bordkar, ⟨SIV, 8⟩.

skúfa

(að), afhugge, s. hond ae—Skh VÍ 15, s. frå skemta støde bort fra, ⟨La IX, 5⟩, vindr s—ar (skipi), stoder til, ⟨Må II, 72⟩, skåfir, dværg, ⟨Bl VI, 24⟩ måske eforvanskning askirvir.

skúr

byge, regnbyge, i kenningerfor kamp, hjorva s. ⟨Hj V, 40⟩, ⟨Så V, 10⟩, branda s, B6 III, 46, ⟨Fi VII, 3⟩, målma s. ⟨Så IV, 83⟩, skjalda s. ⟨Ko VI, 11⟩, hildars. ⟨Sá II, 23⟩; vigra s, ⟨Sk IH, 77⟩; fleina s. ⟨Hj VI, 44⟩. 46, odda s. ⟨Skí 154⟩, ÓLIB II, 14; — for guld, Draupnis Ss. BI Il, 4, Gefnar s—ir ⟨Jó I, 30⟩; — hrygðar s. = hrygð ⟨La IX, 93⟩, — bauga s. ⟨Fi Ill, 17⟩ beror pá forvanskning, læsemádeí D-hds. er vist derigtige, med mindre Skår (navnet på Hrolkrakes søster) bruges her sovalkyrjenav

skúti

jfr. helli-.

skvaldr

skvalder, snak, ⟨G IX, 46⟩, hafa mart í s— ri ⟨Kr 1, 73⟩, orða s. ⟨Má I, 79, V, 26⟩.

skvíari

rádgiver, (láneo. fra fransk escuier), oeportvagt (höjlbetrot person), ⟨Fi V, 28⟩.

skygðr

adj

blank, blankpoleret, 8. brandr ⟨Gri 1, 28⟩, S. hringr ⟨Skh 1, 35⟩, s—ð rgnd ⟨ÓlB V, 4⟩, s—ar rítr ⟨ÓlB HI, 22⟩; s. volir, re jæv slette, ⟨ÓLA IN, 2⟩.

skyggja

(gð), göre blank, s. skjóma ⟨Hj HI, 4⟩, s—iz hvórki lygar né hvekkr, ⟨Sá VI, 34⟩, synes at bet, hverkeløgel. puds viste siskygge, meudirykket er unaturligt, bedre vilde aktiv være, skygði, el. er skygðiz at læse soskygndiz, öfnedes, sás? skyg jfr. ó-.

skykkr
skykkur

rystelse, (jfr. skrykkr), rykkja s—ju ⟨Ko VI, 48⟩.

skyld

skyld, fyri jungfrú s. ⟨Ko III, 79⟩; jfr. skuld. Jfr. land-.

skyldugr
skyldugur

adj

skyldig, s-g fræði, bönner maer skyldig at fremsige, ⟨Skh V, 18⟩.

skyldulið

familje, ⟨Þr HI, 14⟩.

skyli

fyrste, konge, arfi s—ja ⟨Vǫ VI, 19⟩.

skylmaz

(md), fægte, kæmpe, ⟨Skí 129⟩, ⟨Kr IV, 25⟩.

skylming

fægtning, standa í s. ⟨He I, 10⟩, jfr. 11.

skyn

skö forstand, kunna s. á, forstá sig pá, ⟨Skh VI, 3⟩.

skynda

(nd), skynde sig, s. guði til handa ⟨ÓlH 26⟩.

skyndikross

r skyndingskors, hurtigt tegmed kor- set, ⟨Skí 126⟩.

skynding

skynding, hast, með s. ⟨U II, 11⟩.

skynja

(að), skönne, forstá, ⟨Gri II, 20⟩; s. ueð, iagttage, ⟨Gr III, 12⟩.

skynsemd

fornuft, með s., forståelsesfuldt, ⟨Skh V, 34⟩.

skyrd

klarhed, herlighed, horfins., berøvet, ⟨Så VIII, 8⟩.

skyrta

skjorte, síð s. ⟨Grí VI, 38⟩; — i kenninger for brynje, Rognis s. ⟨BL VII, 3⟩, Handins s—ur ⟨ÓlB II, 14⟩, s, Hogna, s. H—a ens gamla ⟨Bó VIII, 41⟩, ⟨St II, 24⟩, s. er skrýddiz Hogni S1, 36.

ský

2, sky, sorgar s. ⟨Skh HI, 1⟩, ⟨La VI, 30⟩; í kenninger for skjold, hildar s. ⟨Gr VII, 43⟩, ⟨St IH, 16⟩, ⟨GrH HI, 24⟩, gondla s. ÓlBV, 14, boðvar s. ⟨Sá X, 5⟩; Fjolnis s. ⟨Bl VII, 30⟩; Handis s. ⟨U IV, 40⟩.

skýfa

(fö), hugge itu, s. bragna, menÓLA III, 10, ⟨OIB III, 25⟩, s. mengi ⟨Gri V, 5⟩, s. branda ⟨Hj V, 3⟩, s.

skýfir

sohugger itu, ødelægger, í kenninger for mand, s. .branda ⟨Gr VH, 22⟩, s. hjálms og branda ⟨Vǫ 1, 45⟩, s. eggja ⟨Sá IV, 67⟩, s. Yggjar vóða (avóð) ⟨Jó III, 15⟩; s. Hildar klæða ⟨Skh H, 54⟩, s. fleina ⟨Gr VIH, 39⟩; s. randa ⟨Gr I, 27⟩; s. Skrýmis tals ⟨St IV, 18⟩; — s. flagða, oTor, ⟨Lo H, 37⟩.

skýlihogg

. skråt hug, kraftigt hug, ⟨Bó IV, 38⟩.

skýr

adj

klar, re s. mægð, berömmeligt svogerskab, ⟨ÓlB 1, 21⟩; logmáls s., retskyndig, ⟨Gr I, 7⟩.

skýra

(rð), forklare, tolke, ⟨ÓlH 2⟩; s. brag, digte el. foredrage, ⟨Gri III, 1⟩.

skýrðarmaðr
skýrðarmaður

forstandig mand, udmærket mand, br IV, 46, ⟨Så VI, 37⟩, ⟨St VI, 29⟩.

skædi

pl, stotil (et par) sko, ⟨Skí 23⟩.

skæðr

adj

skadelig, farlig, dygtig, ⟨Gri I, 30⟩, gildr og s. ⟨Gr VIII, 56⟩; flokkrins. ⟨St II, 40⟩. Jfr. lymsku-, tungu-.

skælda

(Id?), digte, eru lyguir peir er s. ⟨Bj III, 1⟩, skær, klar, lys, udmærket, s. motr ⟨Skh II, 39⟩. Jfr. all-, lyndis-.

skæra

strid, s. skjalda, kamp, ⟨OIB III, 19⟩, ⟨Så IX, 36, X, 5⟩.

skærliga
skærlega

adv, klart, lystelig, drekka s. ⟨Kl IN, 44⟩.

skævir

soskubbertil, sætter í bevægelse, s. laufs, vinde ⟨Bl IV, 42⟩.

skød

n(?) og f

n(?) og skadeligt redskab, i kenninger for sværd, hjalta s. ⟨La III, 36⟩, randa s. ⟨Sá VI, 10⟩, unda s. ⟨Þr VII, 37⟩, Þundar s—ir ⟨Gri HI, 10⟩; — linna s., spyd (mindre rigtigt) ⟨Kr IV, 53⟩.

slag

slag, hug, (undertideuvist, odet er dette el. slagr, der foreligger), ⟨Skí 137⟩. 140, ⟨Gr VIII, 45⟩, ⟨Lo II, 42⟩; — i kenninger for kamp, hjerva s. ⟨Ger VI, 37⟩, branda s. ⟨G V, 9⟩, geira s. ⟨Sá IV, 38⟩, fleina s. ⟨G VI, 41⟩, orva s. ⟨Kl V, 13⟩, Þundar s. ⟨Ger VI, 43⟩; alene “drab’, pl. ⟨G VI, 5⟩; sorgar s. La VI, I, ⟨He 1, 10⟩; — måde, færd, adfærd, með þetta s. ⟨Gri IV, 13⟩; kátligt s.

slaga

(að), flyde, strömme, s—aði blóð udrengi, seggi, ⟨ÓlB III, 26⟩, ⟨Dá IH, 32⟩.

slag. Jfr. harma-

rammi-, vanda-.

slagningr
slagningur

1, overkappe, (se Falk, Kleiderk. 191), ⟨La IX, 29⟩.

slagr
slagur

slag, hug (jfr. slag), í kenninger for kamp, branda s. ⟨Ko III, 29⟩, hjorva s. ⟨St IV, 30⟩, geira s. ⟨St I, 29⟩, fleina s. ⟨St I, 57⟩, ǫrva s. ⟨Kl IV, 49⟩; — sorgar S., sorgens melodi(?) el. blot omskriv., ⟨Gei I, 1⟩, ⟨La IX, 3⟩; flærðar s., nærmest omskriv., ⟨La III, 90⟩, — orða s., ligeledes, ⟨BL V, 38⟩; — melodi, ⟨Sá VI, 29⟩, horpu s. ⟨Sá VII, 44⟩. — birtiz s., aðfærd(?), ⟨Sá VI, 40⟩. Jfr.

slangi

egl. slange, slyngel, þú envóndi s. ⟨Skí 189⟩.

slá

(1.) slá, tværbo s. þakiaeggju ⟨St VI, 38⟩; — kelle, gadda s. ⟨Bó H, 77⟩.

slá

(2.) (sló), slá, s. a slagte, ⟨Skí 21⟩; — s. út fyr ǫðru adelægge sagefor eanden(?), ⟨Skh Il, 3⟩; s. (skip) úr tengslu lasne uda ÓlBIH, 13; upers. þoga (dat.) slær á, ebliver tavs, ⟨Þry II, 23⟩; Ss. kaupi ⟨Gri H, 36⟩. — slá (et musikinsirument, og deraf) s. dansa ⟨Gri V, 2⟩, s. mansong ⟨Gr I, 2⟩, s. vísu S9 1, 7.

slátr
slátur

kod (aslagtet fár), ⟨Skh IM, 31⟩. Jfr. bjarnar-.

slátta

adfærð(?), hafðu ýmsa s—u (kunde også. komme asláttr) ⟨Þr X, 33⟩. Jfr. horpu-.

sláttr
sláttur

jfr. horpu-.

sleita

strid, trætte, s—u ås, Udgårdsloke, ⟨Lo III, 37⟩; — vanskelighed, unninmeð s—u ⟨Bj VII, 11⟩.

slekt

slægt, herkomst (ldneo. fra lavty. schlechte), agóðri, dýrri, s. ⟨Gr I, 18⟩, ⟨Má III, 13⟩ (betyd kadog her være defalg.); — máde at være pá, adfærd, idræt, nýta slíka s. ⟨ÓlB IV, 8⟩, lofa s. e—5s ⟨Sá VII, 42⟩; uppá s. og ment ⟨G 1, 14⟩, V 41; bóka s., visdoi bøger (el. omskriv.), ⟨BI I, 43⟩; ráða allri s., ejendo ⟨Skh III, 45⟩.

slen

slöfhed, mathed, leggja asér vǫttu s—s, vise sig rask og handledygtig, ⟨Gr I, 33⟩.

slengya

slynge, s—ur 6du ⟨Sǫ II, 22⟩; fleygja e—år s—u ⟨La IH, 59⟩; — í kenninger for kvinde, uddelerske, menja s. ⟨Skh V, 23⟩, hrumþvengs beðja s. ⟨La Il, 61⟩.

sletta

(tt), kaste, slænge, s. í þaog tie stille, Skh VÍ, Í.

sléttr
sléttur

adj

jæv flad, glat, s—tt orð, glatte (venlige) ord, ⟨Þry 1, 22⟩, ⟨Ger I, 1⟩; — gunstig, vanz eigi s—tt ⟨Gr III, 45⟩, ganga s—tt ⟨Skh II, 51⟩, faraz s—tt ⟨Þr VI, 22⟩, ⟨Bj VI, 16⟩; — s—tt soadv. ellers ofte, í betyd gunstigt, helt, ⟨Þr VI, 2⟩, ⟨Lo II, 27⟩, ⟨Sá VIII, 23⟩, GX, 6, ⟨Gei Il, 7⟩; — skíljaz s—tt við, udevidere, udeat göre videre, ⟨Skh II, 54⟩.

slidr

(rar), skede, ⟨Fi I, 20⟩; s—rar vendr, sværd, ØIB III, 26, ⟨Ger I, 21⟩, s—rar teinVǫ HH, 32.

slidra

(ad), stikke i skede ⟨Kr VI, 9⟩.

slikr
slikur

adj

slig, desamme, med dat. ’samme som”, honukempanslik ⟨GrH II, 26⟩.

slima

langsomhed, sejhed, aka undavid s—ur, undslå sig, trække sig tilbage (fra noget), langsomt mesikkert, ⟨Bj VI, 1⟩.

slinni

dådløs perso svækling, ⟨La IX, 29⟩, herjans s, ⟨Må IX, 22⟩.

slit

1, brud, slid, brynju (dat.) helt vid s., var nærved at blive ødelagt, ⟨Sǫ IV, 22⟩, hreppa s., fá knæk, ⟨Kr H, 5⟩.

slita

(sleit), slide, rive itu, s. frå sér rauna hapt ⟨Kr IV, 10⟩.

slitr
slitur

laser, feldar s., rester adeiturevne kappe, ⟨Gr VII, 32⟩.

sljár

adj

sløv, skålhvergi sljå ⟨Bj II, 51⟩.

sljór

adj

= sljár, slev, lidet forstående, br X, 6.

sljóva

(ad), sløve, osværd ⟨Ger V, 39⟩.

sljóvga

(að), slove, ovábeGri I, 42, slóð, vej, sti, í kenninger, for guld, frænings s—ir ⟨Gr VII, 63⟩, s—ir linna ⟨Hj II, 27, V, 12, IX, 30⟩, s—ir góins ⟨La ll, 22⟩, noðru s. ⟨Sá X, 20⟩, s. orma ⟨Bó IX, 59⟩, s. dals vagna ⟨Jó 1, 3⟩; — for havet, fiska s—ir ⟨Fr IV, 30⟩, humra s. ⟨St IV, 50⟩, ⟨Bó V, 53⟩ (pl), s. flyðru ⟨Bó IX, 13⟩; Beita s—ir ÓIA 1, 31, Haflas. FrIV, 32; hrannar s. ⟨Hj 1, 26⟩; — for skjold, hrumnis s. (rett) ⟨GrH II, 13⟩; — for bryst, hyggju s. ⟨Skh III, 6⟩, ⟨GrH I, 29⟩, ⟨Sá IV, 89⟩, mærðar s. ⟨Bó X, 8⟩; — for himmel, stjórnu s—ir ⟨Dá IV, 5⟩, vagna s. ⟨Dí 11, 22⟩. Jfr. dauða-, kyn-, reiði-.

slóði

vej, sti, s. karfa, havet, ⟨Bj VI, 23⟩.

slunginn

adj

(egl. part), omslynget, s. greipar mjgll ⟨Vǫ IH, 28⟩, s—ið gull, snoede guldringe, ⟨Sǫ HH, 8⟩; s—isverð, svungne sværd, ⟨Ger IV, 27⟩; s—irít, guldprydet(?), ⟨Ger VI, 12⟩. — snedig, ⟨Lo III, 37⟩.

slyngr
slyngur

adj

aðj, flink, behændig, ⟨Skí 21⟩, ⟨Bó IX, 21⟩; s. við for ⟨Þry HI, 1⟩, s. við mentir ⟨Sǫ I, 9⟩; verða, vera, s—t u vise raskhed h. t. noget, ⟨Þr V, 27⟩, GVI, 7.

slyngvir

udslynger, uddeler, udsender, Ilðja sennu s. (her slongva acc.) ⟨Gri IH, 12⟩; s. orvar ⟨Dá IV, 19⟩; — í forvansket smhæng el. uforstáeligt ⟨Lo II, 37⟩.

slys

uheld, fá s. ⟨Gr HI, 10⟩, vinna s. ⟨Gri IV, 59⟩, bolvuð s. ⟨St IM, 22⟩.

slæða

(dd). udstre, bortgive, s. baugu ⟨Skí 32⟩.

slægðarfús

adj

ivrig efter (at vise) snuhed, svigfuld, listig, ⟨Dí Il, 33⟩.

slægr
slægur

adj

snu, snedig, ⟨Gr VII, 9⟩; slægr iniðri, snedig i sit indre, br IV, 15. Jfr. jafn-.

slæma

(md), såre (egl. svinge sværdet fra sidemod en), s. bjéd ⟨Ger I, 21, IV, 27⟩.

smali

fár, ⟨Kr I, 61⟩.

smaragðr

smaragd, delat. acc. s—u(hvis ikke dette beror på fejl s—inn), ⟨Ko VII, 24⟩.

smá

(að), forsmá, forhåne, pykjaz s—dr ⟨St I, 46⟩, ⟨La VI, 4⟩, ⟨Ko VII, 23⟩.

smán

forhånelse, spot, veita s. kr III, 22, gera s. ⟨G XIl, 37⟩, piggja s. ⟨Hj VII, 8⟩; fá s. til blygðar Ger £. 37.

smár

adj

lille, ringe, lagdir s—tt filabeinu fint indlagte med, ⟨SI, 15⟩.

smeitr
smeitur

hug, slag (BjHald „læsura cutis faciedehonestans“), ⟨La VII, 30⟩.

smekka

(að), smage, drikke (láneo. fra lavty. smecken), ⟨U VI, 14⟩. 18, ⟨Má 1, 48⟩, ⟨Bó VI, 37⟩.

smekkr
smekkur

smag, hafa s—Kkk aleik (iron), ⟨Bó X, 27⟩ (jfr. hafa smjgrþefinae—u).

smella

(1.) (lt), smælde, s. hurðu í gætti, lukke döremed et smæld, ⟨Má IX, 74⟩.

smella

(2.) (small), smælde (intr.), tappins—i á tunnu, 2: sættes i, ⟨Ko VI, 60⟩.

smellir

smæld, brag, harðr s. ⟨Skí 151⟩.

smeltr
smeltur

adj

emailleret, s--t vigr ⟨ÓlB II, 23⟩, s. skjöldr ⟨Fr H, 31⟩, sir svírar (rett) ⟨Sǫ II, 18⟩.

smeykjaz

(kt), blive bange, ⟨Þr IX, 35⟩, ⟨BL V, 9⟩.

smiðr

smed, ístandbringer, í kenninger for digter, óðar s. ⟨ÓlA II, 37⟩, mærðar s. ⟨St VII, 4⟩, vessa s. ⟨Vi 1, 4⟩, hljóða s. ⟨Bj H, 54⟩; — for underfundige mænd, bragða s. ⟨Þr VIII, 28⟩, ⟨La IX, 88⟩, ⟨Bj Il, 40⟩; hrekkja s. ⟨La HH, 97⟩; flærðar s. ⟨La IX, 41⟩. Jfr. knarrar-, sæmdar-, út-.

smilta

(It), löje a s—ti vindr ⟨Dá 1, 44⟩, vist láneo. fra lavty. smelte

smíð

smedearbejde, tillavning (anoget), udførelse, vandar s—ir ⟨Skí 104⟩, otrolddomskunster ⟨Þr V, 31⟩; — oudarbejdelse adigte, mærdar s. ⟨Gei IV, 2⟩, bragarins s. (udg. har sund, der sikkert beror på fejllæsning), ⟨Bå V, 1⟩; vessa s. ⟨Må II, 3⟩, Sénar s. (mindre rigtig kenning) ⟨Kr VI, 65⟩. Jfr. brag-, vanda-. Smida, (ad), smede, udarbejde, bringe istand, s. man22 songs hátt ⟨Gr VII, 2⟩, s—az saga ⟨Sǫ VI, 1⟩; s. kyngiveðr ⟨Fr II, 54⟩; s. linna ból, arbejde í guld, ⟨Hj II, 4⟩.

smíði

1, smedet genstand, arbejde, Fjglnis s., digtet, UM, 1, ⟨G IX, 1⟩, óðar s,, d. s,, ⟨G IX, 1⟩, mærðar s, ⟨Skh V, 3⟩; Hlés s. se Hlér.

smjorlaus

adj

udesmör, ⟨Skí 106⟩.

smjúga

(smaug, smó, denne forBó HI, 31, X, 15), smyge, smutte, s. kólgu, glide over (og igennem) bølge ⟨Hj 1, 73⟩.

smyrja

(smurða), smöre, s. sár ⟨G VH, 46⟩.

smækka

(að), forminske, upers. s—ar sjá, balgerne lægger sig, ⟨Då II, 44⟩.

snara

(að), fare hurtig afsted, s. suðr með landi ⟨ÓlB I, 4⟩; með. s—aðiz þangað ⟨Hj HH, 9⟩; part. s—aðr kjaptr, sammenknebe B! VI, 16.

snarligr
snarlegur

adj

rask, hurtig, = snarr, s—t mengi ⟨Hj IV, 46⟩, s—g orð ⟨ÓlB III, 5⟩, ⟨Sǫ V, 3⟩; s—t afl ⟨Sǫ IV, 50⟩.

snarlíga

adv, snart, rask, ⟨ÓlB V, 17⟩, ⟨Þr V, 34⟩.

snarpligr
snarplegur

adj

dygtig, kraftig, s—t sund ÓlB V. 28, s—g hogg ⟨Hj VIII, 3⟩.

snarpr

adj

skarp, osværd ⟨ÓlH 15⟩. 42.

snarr

adj

rask, kæk, s. í auguGri I, 19; drekka s—t ( snarpt?) ⟨Gei I, 65⟩; ganga s—t ⟨Gr IH, 43⟩. Jfr. all-.

snauðr

adj

fattig, ar s—ir kallar ⟨Vǫ V, 35⟩, s. kufl, betlerkappe, ⟨Fr IV, 64⟩. Jfr. lukku-, sæmdar-.

snauta

(að), luske skamfuld, s. í burt ⟨Má IX, 84⟩.

snákr
snákur

hugor slange, í kenninger, for guld, s—a jord, Skh 1, s—a hítjar ⟨Vǫ IV, 37⟩; — for sværd, hjalta s. B/ VI, 51, fetla s. ⟨Fr I, 13⟩, brynju s. ⟨GrH I, 32⟩; — for skib, s—ar hlés ⟨BI VII, 24⟩; — for hest, gjarða s. ⟨Dá IV; 13⟩. i snåpr, tåbe, dumria soskældsord oLoke og Loge ⟨Lo III, 20⟩.

snegda

økse, (vel egl. snaghyrnd ex, jfr. snaga), s—u får, kamp, ⟨G VII, 13⟩; ⟨Bj V, 20⟩.

sneiða

(dd), stikle til e s. e—⟨Gei III, 40⟩.

snekkja

snekke, krigsskib, i kenninger for digterdrikke digtet, dverga s. ⟨Kr I, 10⟩, Fjoluis s, ⟨G I, 1⟩, Herjans s. ⟨Þry H, 1⟩, ⟨Hj V, 1⟩, ⟨Ger IH, 1⟩. Jfr. bragða-.

sneldr

adj

barsk, vred, s. í máli ⟨Vǫ 1, 60⟩, ⟨Fr V, 23⟩; s-d orð ⟨Þr X, 14⟩; vera s. ⟨G X, 16⟩.

snerpir

hvæsser, skærper, í kenninger for mand, hvor ordet snarest bet. ’sobruger kraftigt, s. málms ⟨Fr III, 3⟩, s. branda ⟨Fr IV, 31⟩.

snerra

(1.) (rð), göre kraftig, kappinsnerðr ⟨Sá VI, 26⟩.

snerra

(2.) kamp, s—u þing ⟨BI I, 6⟩.

snerta

et stykke atið el. strækninger, s—u leið, estund var gáet, ⟨Þr V, 34⟩.

snertr
snertur

adj

(1.) 9: snerktr (egl. part. til snerkja), sammenskrumpet, s—ar kinnar ⟨BL VI, 16⟩.

snertr
snertur

(2.) jfr. geysi-.

sneyða

(dd), bergve, Trana ýtusneydd ⟨ÓlB IH, 12⟩, upers. gumna s—ir flesta, omkommer, ⟨Þr X, 10⟩.

sneyðiligr
sneyðilegur

adj

sárende, s—g orð ⟨Sá 1, 15⟩.

sneypa

ska vanære, br III, 21, s. og snydr ⟨Lo II, 46⟩; få s—u ⟨Sk II, 20⟩, þola s—u e—s ⟨Ger IH, 9⟩}, gild s. ⟨Di III, 1⟩.

snið

for menta s., omskriv. mentir, kundskab, idræt, ⟨Má VI, 67⟩.

snigill

snegl, ohugorme ⟨Vǫ V, 26⟩.

snild

£ udmærket færdighed, s—ar verk ⟨Skí 73⟩; tungu s., veltalenhed, ⟨ÓlB I, 3⟩, að frægð og s—i ⟨Vǫ II, 14⟩. Jfr. orda-.

snild

£ udmærket færdighed, s—ar verk ⟨Skí 73⟩; tungu s., veltalenhed, ⟨ÓlB I, 3⟩, að frægð og s—i ⟨Vǫ II, 14⟩. Jfr. orda-.

snildarbragð

udmærket handling, pl. ⟨Sǫ IV, 20⟩.

snildarbryst

modigt bryst, bera s. i hjarta(!) ⟨Sǫ IH, 11⟩.

snildarfrædi

udmærket digt, ⟨Skh II, 30⟩.

snildargrein

udmærket adfærd, egl. blot omskriv.

snildarmaðr
snildarmaður

udmærket mand, ⟨OLA I, 26⟩, ⟨B II, 5⟩.

snildarorð

udmærket ord, veltalende kloge ord, pl ⟨Hj XI, 16⟩.

snildarrád

snildt, klogt, råd, ⟨SVI, 10⟩.

snildarverk

udmærket handling, klog gærning, ⟨OLA I, 20, IH, 3⟩, ⟨Lo IH, 4⟩, ⟨Sǫ I, 28⟩.

snilli

udmærket egenskab, dygtighed, lítið varð as. ⟨Skí 182⟩, reyna s. e—5s ⟨G VII, 49⟩, horfins. ⟨Þr IV, 48⟩.

sníða

(sneið), skære itu, s. e—með mæki ⟨Vǫ VI, 19⟩, s. ǫxi (dat.) á kné, hugge í knæet, ⟨ÓlH 49⟩; s. kólgu ⟨Gr IH, 44⟩.

snjalir

adj

modig; ⟨ÓlH 13⟩, s. í hjarta ⟨Sǫ V, 23⟩, s—t hjarta ⟨La IV, 26⟩; — veltalende, s—t mál ⟨Skh II, 22⟩, í máli s—u ⟨Gr I, 18⟩; væog snjoll ⟨Hj X, 28⟩; tígnarmaðr s. ⟨Skh IV, 10⟩ (her vel modig 2).

snjalligr
snjallegur

adj

veltalende (= snjallr), s—t mál ⟨Då II, 3⟩.

snjór

snjár, (var), sne, í kenninger for guld el.

snoggr
snoggur

adj

bar, í kyrtli s—u kjortle soer mit eneste, ⟨Kl Ill, 34⟩; kort (i svar og væsen), mit, snót er s—gg ⟨Kr IV, 7⟩; — fattig, blottet, eigi s—gg ⟨He III, 43⟩; — hurtig, ses—vast, i ét rask hug, ⟨Bj VIH, 2⟩.

snoppa

snude, ⟨Skí 126⟩, ⟨He II, 35⟩ (pá emus), ⟨Ko V, 35⟩ (pd eelefant).

snót

kvinde, fjalla s., jættekvinde, ⟨Hj Ill, 28⟩; Lóðurs s,, jorde ⟨Hj VI, 18⟩; drákons s., hun-slange, ⟨Kl V, 36⟩; — oeulvinde, etrylda s. ⟨Vǫ IV, 45⟩. Jfr. galdra-, ilsku-, kynja-, lymsku-.

snurða

kurre, vrængning, snúa s—u á ne vrænge næse ⟨Kr VH, 65⟩.

snúa

(snera), smo, dreje, snúnir strengir ⟨Skh H, 15⟩; limr snýz hverr í líst, bliver til, bliver herlig, ⟨Hj I, 42⟩.

snúðigr
snúðigur

-ugr, hurtig, rask, fejende, lita s—t, straks, ⟨OLA I, 26⟩, s—t adv, d. s., ⟨Må IV, 56, VII, 11⟩, B6 III, 7; s—g ord ⟨Så II, 15⟩.

snúðr

fordel, vera til s—ar ⟨Ve III, 13⟩. 24.

snúna

(að), gá, lykkes, hvernveg muþeis. ⟨Þr VI, 19⟩, hvað það s—ar, gavner, ⟨Sá IN, 29⟩.

snyðja

(snudda) fare afsted, láta s. snekkju barð ⟨Fr IM, 3⟩, (sverð) snuddi með rifju ⟨Sá X, 31⟩, bárur snuddu ⟨ÓlB 1, 4⟩, s. framBI VIII, 24.

snyðr

n(3), et ellers ukendt ord, hvis betyd fremgár aat det er sidestillet med sneypa, með sneypu og s., skaog vanære, ⟨Lo II, 46⟩.

snyrtiafl

1, udmærket, fremragende, styrke, ⟨Bl VIII, 24⟩.

snyrtiból

1, prægtig gård, ⟨OLA I, 26⟩.

snyrtigarpr

udmærket helt, pl. ⟨Hj II, 9⟩.

snyrtigeiri

prægtigt klædningsstykke(?), selja s—a, kvinde, ⟨Dí IV, 28⟩.

snyrtimaðr
snyrtimaður

prægtig mand (nu “hovisk, soigneret mand), ⟨Lo Il, 46⟩, ⟨G VII, 13⟩, ⟨Sk II, 12⟩.

snyrtir

sværd, ⟨St VII, 18⟩.

snyrtuegg

máske fejl snyrtis egg, ⟨Hj IM, 31⟩.

snædingr
snædingur

spise, måltid, ⟨Lo III, 20⟩.

snæða

(dd), spise, ⟨Lo I, 33⟩, ⟨La VIII, 14⟩; s. feitt ⟨Lo 1, 15⟩.

snælda

håndté orda s., vel digterævne(snarere end tungen), ⟨Må V, 1⟩; s. óðar, vistnok det samme, s. óðar rennr aorða stóli (tungen) ⟨Bj IN, 1⟩; á s—u minni, pá minté(jfr. smhængen) ⟨Bj VI, 2⟩.

snæra

ild, ses. sé ⟨Sk IH, 85⟩; skjalda s., sværd, ⟨ÓlA III, 9⟩ (meher er snæru vist fejl snerru?), hranna s., guld, ⟨St I, 42⟩, s. fenja, d. s., ⟨Ko V, 1⟩; — þrautar, sorgar, s., omskrivende, ⟨La V, 2⟩, ⟨Gr VII, 1⟩.

snæri

tov, stræng, ⟨Gri VI, 51⟩, ⟨SVI, 34⟩.

sofinn

adj

sovende, ⟨Sk III, 59⟩.

soggr
soggur

adj

fugtig, vad, seglið s—t ⟨Fr IH, 54⟩.

sogn

fortælling, meddelelse, bols ebeiska s., fortællingeo ⟨Skh VI, 1⟩, s—ar þel, omskriv., = sog ⟨Gr VII, 2⟩; s—ar tjald, fortællingens forhæng (orimens slut, jfr. smhængen), St, IM, 50, s—ar leið, fortætlingens vej (jfr. smhængen), ⟨La VI, 34⟩. Jfr. frå-.

sokkaband

1, stråmpebånd, pl. ⟨Gri IV, 55⟩, upp ad s—i ⟨Bj I, 5⟩.

sokkva

(kt), sænke, forbande, ⟨Sk III, 52⟩ (jfr. udtryk sál þísokkvi í víti).

songhás

’sanghus’, kor, í euforståelig sammenhæng á s—ss rastar ⟨Bj V, 49⟩. (Sperbers opfattelse ⟨Arkiv XXVI, 269⟩ er umulig).

songr
songur

sang, klang, oaftenbönner ⟨Skí 43⟩; — i kenninger, for kamp, sverda s. ⟨Bl I, 58⟩, hjorva s. ⟨Så V, 19⟩, laufa s. ⟨Kr III, 26⟩, geira s. ⟨Gri I, 42⟩, fleina s. ⟨Sá XI, 14⟩, brodda s. ⟨Vǫ V, 40⟩; — for digtning, Suðra s. (ret enestående) ⟨Sk I, 8⟩; — for guld, s. Gríðar vers ⟨St HI, 1⟩. Jfr. man-.

songtól

musikinstrument, ⟨Sá VII, 42⟩.

son(r)

jfr. bróður-, pútu-, stjúp-, systur-.

sorg

sorg, kummer, s—ar klútr = sorg ⟨Má IV, 2⟩, s—ar hor ligeledes omskriv., ⟨Ko VII, 2⟩.

sorga

(að), sörge, fole kummer, Gei {II, 3.

sorgarbátr
sorgarbátur

sorgens bád (jfr. smhængen), ⟨Gri VI, 3⟩.

sorgarfundr

sörgeligt mode, mede sovækker sorg, ⟨Skh 1, 65⟩.

sorgartími

sorgens stund, armr s. ⟨Gri VI, 2⟩.

sófnir

slangenav(ældre sváfnir), í kenninger for guld, s—is láð (pl) ⟨Gr II, 25⟩, s—is teigar ⟨G IX, 5⟩, s—is sandr ⟨Hj IH, 22⟩.

sókn

angreb, kamp, gild s. og stríð ⟨Skí 186⟩; oesvömmekamp ⟨ÓLA Il, 29⟩. Jfr. at-.

sóknarfús

adj

ivrig til angreb, kamp, ⟨Så VIII, 41⟩.

sól

£, sol, s—ar rod, dag, ⟨Ger III, 16⟩, á fjórðu s., på 4. dag, ⟨Vi II, 19⟩ (sólar stein ⟨Ger V, 68⟩, uvist hvad der menes); — í kenninger for sværd, benja s. ⟨GrH I, 34⟩, Hogna s. ⟨ÓlA I, 26⟩;— for kvinde, hringa s. SKIII, 19; — for guld, hranna (rett.) s. ⟨GrH IV, 31⟩; — for skjold, skjóma s. ⟨Jó 1, 22⟩. Jfr. hlad-.

sólginn

adj

forslugepá, grádig, ivrig, s—iilsku kvíða (dette vist ge) ⟨Hj HH, 8⟩.

sómafullr

adj

hæderfuld, ⟨Bó VII, 43⟩.

sómaplag

hæderfuld skik, segja s., nævne hæderfuld adfærd, handling, idræt, ⟨Gei IM, 53⟩.

sómi

hæder, ære, frægð skopuð í miðjaER netop så. hæderfuld sodeskulde være, ⟨OIA I, 5⟩; sværd, ⟨Gr IV, 44⟩, ⟨St IV, 18⟩.

sónn

tone, klang (láneo. fra lat. sonus), sterkr s. ⟨OLA III, 4⟩ (Opilens hvin), herðr s., Forstærket stemme, ⟨Bó V, 34⟩; — rime, ⟨Bj VII, 4⟩.

sóta

kamp, s—u (rett.) fála, økse, ⟨Gr IV, 45⟩ Å s—u (rett,) irpa, d. s., ⟨Gr IV, 48⟩.

sóti

hest, fenju s., ulv, ⟨St IV, 4⟩, irpu s,, d. s. ⟨G HI, 21⟩; — sjávar s., skib, ⟨Sǫ III, 25⟩; — jætte, ⟨Þry II, 21⟩.

spað

sanderhugget kad, kedstykker, veita hrofnus. ⟨G XII, 30⟩.

spakligr
spaklegur

adj

aðj, klog, vis, s—t sprund, ⟨G I, 46⟩, s—g ráð ⟨Þr HI, 11⟩.

spakmæltr
spakmæltur

adj

klogt talende, fe ⟨Vi I, 48⟩.

spann

1, egl..et kar adeog destørrelse, bruges ejendommeligt oet hus, der helt var lukket ⟨Må IX, 43⟩; ordet hentyder til detvungne indespærring.

spanna

(að), omspænde, farne, s. fljóð ⟨Má IX, 17⟩.

spara

(rð), spare, engi er sparðr ⟨ÓlB IV, 4⟩.

sparr

adj

sparso s. til æru, h. t. at udove ærefulde handlinger, ⟨La VI, 23⟩.

spá

/; spádo æðri s., bedre spádo ⟨Skh II, 23⟩; leggja s—r Vǫ í, 18.

spádómr
spádómur

spádo varsel, leita s—s ⟨Skí 56⟩.

spáleikr
spáleikur

spádomsævne, s—Kk prýddr ⟨Vǫ 1, 5⟩.

spekt

visdo pl ⟨Hj III, 34⟩; s—ar lund ⟨Hj VIII, 2⟩, s—ar tal Hj .X, 16, s—ar grei omskriv., ⟨Vǫ 1, 5⟩; S—ar skáli, bryst, ⟨Fr V, 21⟩; — ro, fred, ⟨Gei I, 18⟩. Jfr. ó-.

spektardrengr
spektardrengur

klog mand, ⟨Gei 1, 47⟩.

spektargjarn

adj

ivrig efter at erhværve sig (og vise) klogskab, ⟨Kr VII, 23⟩.

spektarmaðr
spektarmaður

klog mand, pl ⟨U VI, 44⟩.

spektarráð

klogt rád, ⟨Bó VI, 32⟩.

spelk

skinne, stotie, (for at holde noget ubevægeligt; ellers spjálk), pl. s—r ⟨Vi I, 35⟩ (BjHald har også spelkur).

spell

1, ødelæggelse, fordærv, verda at s—i ⟨Skh I, 32⟩.

spella

(ad), ødelægge, s—az giptu grei ⟨Ko VI, 37⟩.

spenna

(1.) spænding, fortræd, geira s., kamp, ⟨SV, 31⟩.

spenna

(nt)

(2.) (nt), spænde, omspænde, s. Mjolni ⟨Skí 168⟩, s. hni ⟨Gr II, 10⟩, s. draug, brydes med, ⟨Gri II, 57⟩, s. brodda, gribe oog udsende, ⟨SIII, 16⟩, s. fátt aauru besidde, ⟨Gri H, 33⟩, s. líe—s, tage ens liv, ⟨Fr I, 27⟩, sótt s-ir e—⟨Hj I, 61⟩, spentr klandi, omgivet a ⟨Skh V, 4⟩; s. ví omfarne, ⟨Vǫ IV, 14⟩, s. ulí d. s., ⟨Skh VI, 40⟩; sprund hefr spent mig, 2: vakt elskov hos mig, ⟨Hj VIN, 2⟩; jfr. ⟨Hj VII, 30⟩ (hvor der er et ordspil), brjóst boli st Hj I, brjóst var s—t aþjósti ⟨GrH IV, 11⟩, dóttir blíðu s--t ⟨G I, 14⟩, mentus—tr ⟨Ger VI, 9⟩, fári s—tr ⟨La VH, 47⟩; s—tr adáð, dádlyste ⟨G V, 17⟩; s. hring, trække pá siar ⟨Hj X, 29⟩; s. róðr, ro kraftig, ⟨Hj IX, 22⟩; þeir s. vóð, de sejler, ⟨Fi IN, 8⟩; s. hlýra sin hjælpe, ⟨Fr IV, 16⟩; ernir s. e--(i et ordspil) ⟨Hj VI, 30⟩; enda (ɔ: á enda?) spenta eg Sónar sjá, jeg slutter rime ⟨Ko VI, 62⟩; Bolverks ol er á bryggju s—t, meher er v. Í. abryggjuudetvivl det rigtige, ogsá orimens afslutning, ⟨Ko V, 51⟩; — forbruge, forøde, s. upp auð ⟨BI I, 25⟩.

spennir

omspænder, í kenninger for mand, s. hringa, bauga ⟨Ger VIN, 52⟩, ⟨Gr II, 27⟩, s. báru blossa ⟨Gri II, 59⟩, s. linna grundar ⟨Hj XI, 12⟩, s. lðja raddar ⟨GrH I, 17⟩; — s. stála ⟨Fr V, 41⟩, s. hjorva S11, 24, III, 21, ⟨Då III, 30⟩, s. hrotta ⟨La VII, 9⟩, s. hlífar galla ⟨Sá X, 29⟩, s. fleina ⟨He IV, 24⟩, s. orva ⟨Gr 1, 43⟩, ⟨Kr VII, 24⟩; mindre korrekt er s. úlfa, her má s. vel bet. *sogiver, edsler pá ulvene, ⟨G II, 15⟩; — obskönt er s. læra, penis, ⟨Bó VI, 39⟩.

spé

spe, spot, drafl og s. Ko VIH,.5, hormuligt s.

spéa

(að), svejde (láneo. fra lavty. spéen), s. ue—3 ⟨Gei 1, 47, Il, 65⟩, ⟨Sá VIN, 35⟩, ⟨Dí II, 12⟩.

spéari

spejder (láneo. fra lavty. spéer) ⟨Gei IH, 4⟩, ⟨Kr V, 41⟩.

spil

2, spil, leg, (láneo. fra lavty. spil), hið aumas., det elendige spil, ⟩: handling, ⟨Skh VII, 6⟩; harmas,, sang osorg, kummer, ⟨La IX, 6⟩; ofte odigtning, særlig rimerne, rímu s. ⟨Vǫ IH, 1⟩, ljóða s. ⟨Gei III, 1⟩, hróðrar s. ⟨Ko VII, 4⟩, mansongs s. ⟨Skh VI, 1⟩; alene oerime, ⟨Skh Ill, 53⟩, ⟨Þry IH, 27⟩, ⟨Gri IV, 64⟩, ⟨Sk III, 85⟩, ⟨St III, 2⟩, ⟨G VI, 67⟩, ⟨Kl III, 1⟩; yrkja s. ⟨Bj IV, 1⟩. Jfr. dára-, klerka-.

spilla

(It, meld ⟨Ko VI, 54⟩), spilde, fordærve, odelægge, ⟨Þr IX, 28⟩, heimriner s—tr ⟨Gr I, 5⟩, með s—ta trú ⟨Dá III, 38⟩, s—tr með grand, alyst til at skade, ⟨Kr V, 41⟩; s. kosti (konu), okødelig omgang, ⟨He IV, 17⟩; s. brognu slá ihjæl, ⟨Gri I, 39⟩.

spillir

fordærver, adelægger, í kenninger for mand, s. stáls ⟨Má IV, 26⟩, s. laufa ⟨Fi IM, 49⟩, s. geira ⟨Dí III, 20⟩, s. fleina Bj VII, ⟨Fr V, 30⟩, s. álma ⟨Gr III, 54⟩, s. orva ⟨Di III, 40⟩, s. hjálms, hjálma ⟨Hj V, 8, X, 29⟩; ⟨SIV, 42⟩; s. Rognis þilju BI VIL 48; s. bauga ⟨Bó IX, 43⟩, ⟨He I, 23⟩; — for sværd, s. brynju ⟨BL IV, 20, VII, 21⟩, s. Rognis vóða ⟨Sá X, 31⟩; — s. úlfa, love, ⟨Ko V, 22⟩; — s. garðs, hest, ⟨Má IV, 57⟩; — s. steins, fordi harøvede stene ⟨Ko VI, 42⟩.

spíra

etslags bæger, ⟨SIV, 8⟩.

spjald

spjæld, firkantet skive til brug ved etslags vævning, derefter anvendt i kenninger for kvinde, s—a Hlí Nå ⟨Hj I, 61⟩, ⟨Skh VI, 48⟩, s—a brå Hj VIII,45, s—a eik GrHI, 17.

spjall

(1.) tale, fortælling, ny spjoll ⟨OIB I, 8⟩; i kenninger for guld, Gangs s. ⟨Fr IV, 2⟩, Hafla spjöll ⟨Gr II, 48⟩, Sauðungs spjöll ⟨Gr IV, 5⟩, ægis s. ⟨La IV, 15⟩, flagða spjöll ⟨Fr V, 36⟩.

spjall

(2.) jfr. beina(pl.).

spjalla

(1.) (að), tale, snakke, ⟨Vǫ VI, 1⟩, ⟨Sk 1, 36⟩; med acc. ⟨Gr V, 35⟩.

spjalla

(2.) (að). fordærve, krænke, med, (i erotisk betyd) ⟨G XII, 8⟩.

spjátra

(að) (ad), bevæge, lege, s. fingruréttu lege med sine. fingre, ⟨Bj I, 36⟩. (BjHald overs. ,insolenter progredi“, jfr. spjátrungr ’spradebasse’ og no. spjarta fra lavty.).

spjót

spyd, góma s., tunge, ⟨Lo Ill, 18, IV, 6⟩, s.

spolr

tremme (1 et gitter), smjúga millus—a ⟨Lo HI, 7⟩ (fra orig).

spong

vistnok panser (plade), i kenninger for mand, veitir s—a ⟨Gr IV, 29⟩, ytir s—a ⟨Gr VIII, 10⟩, sviptir gyldra s—a ⟨St VI, 41⟩; — i kenninger for kvinde er s. máske det s, s. eísspong, d. v.s. ebro ais over eelv (jfr. brú í kvindekenninger), seima s. ⟨Vǫ IV, 37⟩, auðar s. ⟨Sk IN, 47⟩, gullas s., spengr ⟨Hj V, 6⟩, ⟨Må II, 13⟩, falda s. ⟨La VH, 63⟩, tvinna s. ⟨Vǫ 1V, 13⟩; mes—a hlíð ⟨La VIN, 8⟩; — í kenninger for guld, fófnis spengr ⟨La VII, 17⟩, ⟨Má I, 49⟩, ófnis spengr ⟨La II, 76⟩, ⟨Má VI, 61⟩, ⟨Dí I, 21⟩. Jfr. enni-, gull-, lín-.

spor

spor, láta blóð renna í s., for at frembringe flere kræfter (der er ikke tale ofostbroderskab), ⟨Bj IV, 25⟩. Jfr. fót-.

spor

spor, láta blóð renna í s., for at frembringe flere kræfter (der er ikke tale ofostbroderskab), ⟨Bj IV, 25⟩. Jfr. fót-.

sporðr

hale (især pá fisk, slange), standa e—á s—i, mále sig med, magte, ⟨Vǫ I, 4⟩; grænse, ⟨Sá 1, 7⟩; bygðar s., yderste del, ende, ⟨Skh lll, 42⟩; ægis s., denordlig(st)e del ahavet, ⟨Skh IV, 25⟩, ⟨Bj I, 32⟩; vigra s., má vel bet. spydets spids (jærndel), ⟨G II, 49, XII, 54⟩. Jfr. kálfa-, skjaldar-.

sporna

(sparog að), betræde, s. merkr ⟨La VII, 34⟩; s. gálga, dingle í galge ⟨La H, 72⟩; — s. vid e—u, forhindre, ikke kunne overvinde, ⟨Fi VI, 11⟩.

spott

mx, spot, við s. ⟨Má V, 18⟩; synes at foreligge i formespopt ⟨Kr IV, 42⟩.

spotta

(að), spotte, háne, ⟨Dí I, 13⟩.

spónn

spá hövlspá s—a hrúga ⟨Kr V, 41⟩; setja s—í hæfi ⟨ÓLA Il, 4⟩; byggjaz upp afornus—u agammelt (ringe) materiale (jfr. smhængen), Gr:V, 1. Jfr. enni-.

spraka

(að), bevæge sig, vride sig, borsprokuðu á spjóta oddu ⟨Sá IX, 31⟩.

sprakki

kvinde, ⟨Vǫ 1, 59⟩, ⟨St V, 23⟩ osv.

sprengja

(ngd)

(ngd), sprænge, lade briste, vildi hans. menja Ná, dræbe, ⟨La IV, 42⟩, s—dr með heiptu opflammet a ⟨GrH II, 12⟩.

sprengr
sprengur

sprængning, ødelæggelse (ved hård prøve el. overanstrængelse), dyb sorg, mér mus—rinspådr ⟨Fi VII, 24⟩; klædi mæda til s—s ⟨Ger VI, 19⟩, bol med sårus—i ⟨Skh II, 47⟩, vil eg pér minki s. ⟨Kr II, 15⟩, geystr s. brúði ⟨La IV, 33⟩; svó helt vid s—g ⟨SIV, 3⟩, svó lá við s—g ⟨Dá III, 4⟩, búið við s—i ⟨G XII, 37⟩; harma s. ⟨Skh VII, 58⟩, ⟨La VH, 3⟩; ærins. ⟨Kr I, 6⟩.

spretta

(1.) (spratt), springe, fare, s. á fætr ⟨Gri I, 60⟩, s. upp ⟨Þr VII, 19⟩.

spretta

(2.) (tta), rive (ítu), s. e—í sundr ⟨La lX, 91⟩.

spreyta

(tt), bryste sig, vise sig stor på det, (jfr. no. spröyta), s. orðu ⟨Bj I, 36⟩.

springa

(1.) (sprakk), rævne, briste, augnabrås—r, fár eflænge, ⟨Skí 155⟩, s. amæði, do a ⟨Skí 157⟩, s. á sundi ⟨Þr V, 23⟩.

springa

(2.) (sprang), springe, hoppe (láneo. fra lavty. el. dansk), Eyvind sprang ⟨Skh VI, 5⟩, hetjasprang ⟨St VIL, 19⟩; jfr. ⟨St Ill, 44⟩, ⟨Gei IM, 26⟩, ⟨Dá 1, 19⟩, ⟨Má IX, 49⟩, præs. springr ⟨Jó I, 27⟩; bolið í brjóstið sprang ⟨Skh VII, 38⟩.

sproti

scepter, s. í hendi ⟨Gei II, 9⟩; metalbesláet ende pá et bælte, ⟨Vi I, 31⟩. Jfr. birki-.

sprund

m kvinde, s. Dellings, Nat, natte ⟨Lo I, 18⟩; eyja s., kvinder fra afsides øer (og sosådanne mistænkelige), ⟨Hj I, 66⟩. Jfr. stoltar-, tígnar-. % spræna, (nd), strømme ud i ebue (strále), blóðið s—ir ⟨Så III, 23⟩.

spurn

spårsmål, kátlig s. ⟨G II, 3⟩; efterretning, hafa s. a ⟨Fr II, 38⟩. Jfr. eptir-.

spyrna

(nd), sparke (til), støde (til), s. hart å e—Hj1X,62; hyrna s—ir heila by, rammer(og sårer), ⟨OlB V, 14⟩; s. unni, skyde til bolge ⟨ÓIA I, 28⟩; — s. við homru stemme fodderne mod, ⟨Hj IV, 31⟩.

spýja

(spjó), spy, udspy, spjó eitri ⟨Skí 162⟩.

staddr

adj

(egl. part. til steðja), bestemt, gjora s—tt ⟨Þr IX, 17⟩, gjora s—tt fyrir sér ⟨Fi VI, 49⟩; með s—ri gjorð ⟨Sá VII, 18⟩.

staðligr
staðlegur

adj

bestemt, udtrykkelig, s—t já, ⟨Ger II, 42⟩.

staðr

sted, gefa s—ð, stanse, ⟨Gr II, 36⟩, gefa s—ð á rómu ⟨G XI, 42⟩, gefa s—ar, d. s., ⟨ÓLA HI, 6⟩, innas—ar, inde, ⟨Ger VII, 54⟩; í stað, pá stedet, straks, ⟨Skh IH, 49⟩, ⟨Hj VIN, 4⟩; í bónda s—ð, í stedenfor, ⟨Gr V, 22⟩, fingra s., fingrenes sted, 9: mærker efter fingrene, ⟨G IV, 57⟩; —gárd, ⟨Skí 30⟩; by, s—arins port ⟨He III, 44⟩; — stans, stansning, s. verðr á visku, desvigter, ⟨ÓlB 1, 16⟩; s. á goldru ⟨St III, 18⟩, s. á hróðri Ger, 41; s. að orðuSk, 12. Jfr. ból-, bú-, búðar-, bænar-, hof-, kaup-, nátt-, ævi-.

stafa

(að), egl. stribe, anbringe striber, lige linjer, (gull) s—að við silfr, stillet sammemed, i linjer, ⟨St VI, 34⟩, segl stofuð a(gulli), med guldstriber, SF, 37; sól (acc,) s—ar á hlýr, stavnene lyste i sole SIN, 30.

stafkall

stav-karl; stakkel, betler, s—s ætt, oeenkelt ⟨Fr IV, 62⟩; s—s híði, pjaltet kappe, ⟨Fr IV, 41⟩.

stafn

stav stinga s—uí hofnu stanse í havne ⟨GrH IH, 10⟩.

stafnsæng

stavn-sæng, sæng ved gavle ⟨Bó VI, 26⟩.

stafr

stav (til stotte), ⟨Skí 11⟩ osv.; auðar s., mand, ⟨Fr IV, 9⟩. Jfr. siglu-, súlu-.

staka

(að), stode til (for at eskal falde), s--að muverða flagði Gri !ll, 24, s—umz eg meira (v. L stjakar næsta), jeg vakler mere, ⟨Gri III, 34⟩.

stakkr
stakkur

stak, kappe, Grímnis s., brynje, ⟨BL III, 27⟩; bykkju s.. skældsord, ⟨St III, 3⟩.

staldra

(að), síanse, s. við ⟨Sk III, 24⟩, ⟨La IX, 32⟩.

stallari

staller, s—ar borðiklæða ⟨SK I, 49⟩.

stallr

forhåjning, underlag, ennis s., hoved, ⟨Gr IV, 44⟩, heila s—ar, d. s, ⟨Hj VIII, 14⟩; ngöru s—ar, guld, ⟨Hj Ill, 46⟩, fófnis s--ar, ⟨G XII, 86⟩; Fjölnis s., skjold, ⟨GrH IV, 10⟩, ⟨Sá X, 18⟩; — hyggju s—ar, bryst, ⟨GrH HI, 14⟩; haukar sátu á s—u ⟨Gri VI, 23⟩; — krybbe, ⟨Gr 1, 9⟩, hertil herer vist harðr að s—i ⟨Bj IH, 10⟩, — i forb. med hjærtet (i de fra oldtidekendte udtryk), drap hjartað s—IH! ⟨Sǫ V, 9⟩, ⟨G IV, 34⟩, ⟨BI VII, 26⟩, ekki kemr s. í hjarta Sá Y, 2, gjörir ekki hjartað s—li ⟨Sá VI, 25⟩; drap þá herrans—ll að vinna ⟨Bó VI, 38⟩.

standa

(stóð), stá, s. fyrir borð (ace.), stille sig, ⟨St VII, 32⟩, s. á móti, stá imod (for at forhindre), ⟨Skí 88⟩, s. á fætr, rejse sig, ⟨Gri III, 24⟩; s. ahestu springe a ⟨Má VI, 13⟩; s. frammi, stá fremme, 9: opvarte (o“ gildets leder, jfr. frammistaða), ⟨Sá VIII, 22⟩; s. á, blive stående (tiltrods for vejret), Gr , 5; — e—3 stendr ae— hidrører fra, evolder (noget), ⟨Skh V, 8⟩, ⟨Þr VII, 32⟩; s. í klæði, vóð, ifere sig, ⟨Lo I, 18⟩, ⟨La VII, 9⟩; ⟨Gri V, 46⟩; s. í herfor (acc.2), begive sig pá krigstog, ⟨Gri I, 18⟩; s. fyrir bragði, stå imod, bestod, ⟨Lo IV, 8⟩; s. hjá, stá uvirksoog se pá noget, ⟨Hj II, 28⟩; st. í burtu, fjærne sig, ⟨Má V, 35⟩; s. að, sá í det fjærne (fra noget), ⟨Gei III, 55⟩; s. á orðu stá ved, ⟨G XI, 24⟩; S. til landa, være derette til at arve, ⟨La V, 29⟩; — veje, s. merkr átta ⟨Skí 191⟩; — síð he vænte, láta bónorð s. ⟨He II, 9⟩, fræðið s—i, være slut (foreløbig), ⟨Skh IV, 48⟩; låtus. ⟨U IV, 24⟩; — sömme sig, passe, e—stendr (e—8) ⟨Gr VI, 13⟩, meir estædi ⟨Skh VII, 26⟩, sekångi stædi ⟨Gri VI, 49⟩; — s. fyrir, hindre, s. fyrir sigling ⟨Fr III, 34⟩;. — med, s—az e—stå sig imod, ⟨Hj I, 58⟩, ⟨Sǫ IH, 14⟩; s—az i deilu, der er strid, BØ III, 43. Jfr. stå.

stanga

(ab), stange, stikke, rive, s. knifi GrH’III, 29, s. neglu ⟨Gri II, 41⟩; strid s—ar (konu) ⟨La VIII, 8⟩, angr s—ar yndis past ⟨Gri II, 5⟩.

stappa

(að), stode itu, knuse, s. túz ⟨Sá II, 9⟩.

stara

(rð), stirre, s. á e—⟨Hj IX, 66⟩. ’ star arbejde, ⟨Gr I, 10⟩, veislu s. ⟨Fr 1, 24⟩; vópna S., kamp, ⟨Fr I, 12⟩, ⟨Hj X, 44⟩. Jfr. rausnar-, starfa, (að), arbejde, part. s—aðr út, dræbt ⟨Kl II, 25⟩.

staup

bæger, Hárs s., digterdrikke digtet, ⟨Kr V, 55⟩, Fjölnis s., d. s, UT, I.

stá

= standa, stá (láneo. fra dansk), vegr stár með æru ⟨ÓLA I, 32⟩, eikistár með blóma ⟨Fr V, 35⟩; þegninstár á vatnið, stiller sig, ⟨Gri V, 33⟩; frú stár (manni) til blíða, viser sig venlig mod, U1, 23; holdar stá uppá heiðrin tragter efter(2), ⟨La IV, 27⟩; vorkustár uppá e—⟨Skh VI, 49⟩; upers. e—stár á e—Ö, eeftertragter noget, ⟨Ger I, 2, IV, 15⟩.

stál

(1.) stál, sværd, vábe ⟨ÓlH 18⟩; opil ⟨ÓLA I, 5⟩; — s—a Gautr, mand, ⟨Skí 125⟩, eyðir s—s, d. s., ⟨Gr I, 14⟩; s—a foss, kamp, ⟨Gr VI, 26⟩; —-hart s., brynje, ⟨GrH Ill, 3⟩; — í Báleygs brennu s—i ⟨Ger VI, 31⟩ má s—i være forvansket asubst. (’bruger, styrer el. lig). Jfr. harða-.

stál

(2.) síak (ahe), Fófnis s. (pl), guld, ⟨Má IX, 42⟩.

stál

(3.) edel astavne með s—imjó ⟨Bó X, 31⟩.

stálknífr

stálkniv, ⟨Gri V, 23⟩.

stárelding

voldsomt ly ⟨Fr II, 57⟩.

steder

U III, 23, ⟨G VII, 62⟩, ⟨Sk I, 38⟩, ⟨Gei I, 45⟩, ⟨Sá VII, 24⟩. Jfr. mektar-, stoltar-.

steðja

(að), fare, stryge, afsted, hlaupa s—andi ⟨ÓlA I, 25⟩, s. framá ægi ⟨ÓLlA III, 23⟩; hlaupa og s. ⟨Bj 1, 2⟩.

stef

stev, digt (í almih.), gjartil s—ja ⟨St V, 29⟩ (her næppe blot ord, samtale), frædi s—s, digt, ⟨Kr III, 10⟩, s—ja flein tunge ⟨OLB II, 33⟩, s—ja knorr, rime, GX, 1; — í var stutt us. ⟨SK IH, 12⟩ foreligger der vist samme ord; det er etalemáde “det var et kort dig? onoget der viser sig at være kort el. ufuldstændigt.

stefna

(1.) stævne, mede, þrifnir á s—u ⟨Þr VI, 8⟩, hjorva s., kamp, S1, 25. s. hólms = hólmstefna ⟨St II, 42⟩. Jfr. kónga-.

stefna

(2.) (fnd), stævne, bevæge sig (i evis retning), s. þangað ⟨Skí 17⟩, s. unda flygte, ⟨Þr III, 34⟩, s. við hjorva, mede til kamp, S9 1, 12, s. óvænt ⟨G XH, 83⟩, íþróttir hafa að honustefnt, hahar erhværvet Sig, ⟨Má IV, 14⟩, flest gott hefr í frá honustefnt, har forladt ha (er berøvet alle gode egenskaber), ⟨Må IV, 24⟩; — trans., s. (staf) ad e—Gr 1, 37, s. e—til dauda, nauða ⟨Vǫ VI, 10⟩, ⟨St VI, 14⟩, s. e—til vansa ⟨Fr IV, 62⟩; s. sveit, styre, ⟨Gri V, 8⟩; s. odda skúr ⟨ÓlB 11, 14⟩, s. brodda veðr ⟨Fr 1, 8⟩; — stefndr muhróðr e— vil få deros, ⟨Sǫ I, 17⟩; æru stefndr, hæderfuld, ⟨Má V, 7⟩.

stefnir

styrer, leder, s. þjóðar ⟨Lo 1, 36⟩, s. fleina, mand, ⟨Hj XI, 33⟩, s. hjorva þinga, d. s., ⟨Vi 1, 3⟩, vigglaz þings s. ⟨Gr V, 42⟩. — hjæl ⟨Gri IV, 48⟩.

stefnudagr
stefnudagur

stævnedag, mededag, ⟨Gr VIN, 5⟩.

stefnulag

stævne, møde, ⟨Gr VI, 37⟩.

steik

steg, føde, afla vargi s—a ⟨Gr II, 41⟩, ⟨Gri VI, 34⟩, sedja varg å s—uSøI, 17.

steikari

steger, på ⟨Sk I, 49⟩.

steinbogi

stenbue (bro over eelv), ⟨Må VII, 23⟩.

steinbrá

stenbro, ⟨Ko V, 27⟩. ; “ steindr, farvemalet, skip s—t ⟨Gr V, 8⟩, stálið s—t ⟨Gri V, 3⟩, s—d hlýr ⟨Dá II, 47⟩.

steinn

ste ædelste dýrir s—ar ⟨Gr V, 39⟩; ⟨He ll, 25⟩, hyggju s., hjærie, ⟨Gr IV, 41⟩, ⟨SVI, 8⟩. 48, bragða s., d. s., ⟨BI VII, 50⟩; greipar s., guld(ring), ⟨Gri III, 61⟩, mundar s—ar, d. s., ⟨La I, 53⟩; — farve, skrifuð við s—SIV, s—ar blikuðu á stofnuÓLA HI, 7. Jfr. brenni-, geð-, hyrnu-, jaspis-, marmara-.

steinþró

stenkiste, ⟨Dá III, 47⟩, ⟨Bó VII, 45⟩.

stela

(stal), stjæle, s. lífi frá e— bereve, Frl,18; s—az frå e stjæle sig bort fra, ⟨Gri III, 22⟩.

stemma

(md), hindre, irykke ned, leið var s—d ⟨Ko III, 64⟩, s. læk, opdæmme, ⟨Kr VI, 30⟩; s. frægð ⟨Dí III, 3⟩; — upers. s—ir ond (acc) ⟨Hj IX, 34⟩, heilsu s—ir ⟨Dí IV, 35⟩.

sterkliga
sterklega

adv, stærkt, kraftigt, emja s. ⟨Skí 139⟩.

sterkligr
sterklegur

adj

stærk, kraftig, (= sterkr), s—g þjóð ⟨OLA II, 3⟩, s—g ferð ⟨St Il, 24⟩, s—g flogð ⟨BL III, 36⟩; S—g þrá ⟨Hj I, 47⟩; s—g borð ⟨ÓlB III, 16⟩.

sterkr
sterkur

adj

stærk, kraftig, s—ir draumar, betydningsfulde, ⟨Gri VI, 30⟩. Jfr. bragða-, geysi-, menta-.

steypa

(pt), styrte; lade falde, s. Åsapér ⟨ÓlB IV, 9⟩, stefna og s. e—til dauða ⟨Vǫ VI, 15⟩, s. e—í randa mord, lade estyrte sig ud i kampe ⟨Ger IV, 13⟩; s. akkeri (acc.), kaste anker, ⟨Då I, 37⟩; s. (híði) á sig, ifere sig, ⟨Fr IV, 41⟩; s. ýmsu yfir sig, vise sig pá forskellige måder, ⟨G IX, 58⟩; ståla glæðr s—az á milli e—rra, der opstår kamp, ⟨Fr V, 51⟩; — støbe, holl steypt grædis eldi, omgivet ael. udstyret med, ⟨Hj IX, 52⟩.

steypimeiðr

’kastende træ’, s. stáls, mand, ⟨Sá VIN, 31⟩.

steypir

solader styrte, falde, kaster, uddeler, s. stáls, mand, ⟨Ko V, 41⟩, s. Fófnis skers ⟨La TX, 14⟩, s. ófnis hlíða ⟨Hj XI, 55⟩; s. glóða fleina ⟨Bj VII, 16⟩ er eganske usædvanlig kenning og máske urigtig, (ordet glóða) s. må her være dativ.

steytr
steytur

stod, hug, (láneo. fra lavty. stöt), fá s—t og neyð ⟨Sá V, 24⟩, harðr s. ⟨Sá VI, 20⟩, (jfr. BjHald fái hansteyt; GAndrj. steytr „allisio pro jactura“).

stétt

stéttr, / og stand, stilling, lág s. ⟨ÓlH 47⟩, logmanns s. ⟨Skh VI, 25⟩, mildings s. ⟨Má 1, 57⟩, hirðmanns s. ⟨Bj V, 14⟩, hofmanns s. ⟨He Il, 22⟩, steikara s. ⟨Má I, 54⟩; setja fagras—tt, oreligione br VI, 2; firra e—s—tt, sí(magtstilling, ⟨G X, 6⟩; pt. indretning, sædvane, ⟨Sk I, 56⟩; olið sez í sína s., fár sírigtige stilling (í karret), ⟨Ko VII, 41⟩; fríðra s—a (til brúðr?), asmuk slægt, ⟨U V, 4⟩; maklig s., behandling, ⟨La IX, 66⟩; — svaranna s., svarenes rigtige indretning, omskriv. ⟨Má V, 19⟩, trúleiks s—ir == trúleikr ⟨Ko 1, 50⟩; — underlag, grund, í kenninger for guld, Fófnis s. La VII 48, ófnis s—ir ⟨La II, 23⟩, ⟨Má IX, 25⟩, oglis s—ir ⟨La 11, 49⟩, noðru s—ir S11, 4, frænings s—ir ⟨Gr II, 40⟩, orma s,, s—ir SVI, ⟨Má IX, 14⟩; —for kvinde, þorna s. ⟨Fr VI, 63⟩; — for ar hauka s. ⟨Di II, 27⟩; — for bryst, visku s. ⟨Má V, 3⟩, hyggju s. ⟨Má V, 11⟩; — mærðar s—ir, digtningens vej, sti, (jfr. smhængen), ⟨Gr IV, 8⟩.

stig

tri skridt, kunna gang né s., vej, ⟨Sk H, 11⟩, hafa kåtligt s., gang, adfærd, ⟨Kr I, 20⟩; auka s., øge sifærd, dristighed, ⟨Kr IV, 58⟩; — með hjorva s., synes at bet. under kamper (með = við), ⟨Fi IV, 45⟩; — við bjálka s., uforstdeligt, se bjálki.

stigreip

stigböjle, (láneo. fra lavty. stegerép), S. væSá IH, 8.

stikill

hornets spidse ende, steypa s—lu vende hornet så at spidsevender opad, over at slutte noget, ⟨Hj V, 41⟩.

stikla

(ad), hoppe ( eks. fra stetil sten), s. å stólpa ⟨Ko II, 69⟩.

stikna

(að), steges, forgå a(elskovs) hede, ⟨Hj I, 47⟩.

stilla

(It), stille, stanse, s. får ⟨Skh III, 26⟩, beherske (holde måde med), s. orku (dat.2) ⟨Gri V, 47⟩, s. skapi ⟨Kr I, 49⟩; s. lítt ue—ð3 ⟨Sǫ 11, 15⟩; s. e—til friðar ⟨Þr IX, 36⟩; — s. horpu (acc.) ⟨Bó IX, 43⟩; — s. ulýði, blinde, beddre, ⟨La IV, 8⟩; s. ubrogð, udklække, ⟨G VIIL, 7⟩. — begive sig, s. að ⟨BI VI, 5⟩, ⟨Bó VIL, 13⟩.

stilli

(1.) vistnok etslags fe til stillir, “bærerske, bauga s., kvinde, ⟨Skh 1, 21⟩, ⟨Má 1, 73⟩; er harma s. ⟨Bó IX, 4⟩ fejl for hringa s.?

stilli

(2.) n/2), stilling, feigðar s. = feigð ⟨BI IV, 20⟩.

stilling

beherskelse, mådehold, hafa s. å ⟨Bl I, 18⟩, s: fylgir engi ⟨Vǫ IH, 6⟩.

stillir

fyrste, konge, ⟨ÓlH 21⟩, þræuskr s. ⟨ÓLA 11, 2⟩, s. Þrænda, Egða ⟨ÓlA II, 5⟩, ⟨ÓlB 1, 32⟩; s. Grikkja halla ⟨Gei H, 47⟩; — s. fleina, (egl. deder retter’), kriger, ⟨Bó III, 46⟩.

stinga

(stakk), stikke, s. e— slá eihjæl, ⟨Þr 1X, 14⟩, s. fyrir med oddi, stikke huller på (det maer í færd med at sy, for at føre trådeder igennem), ⟨Gri V, 23⟩; — s. að, stikle til, skose, ⟨Skí 125⟩; s. kviðlinguað, göre til genstand for stiklende vers, ⟨Gr III, 48⟩; — s, reSk Ill, 12 se refr.

stingi

redskab til at stikke med, stik, harma s. ⟨U II, 16⟩.

stingr
stingur

redskab til at stikke med, stik, brynju s., sværd, ⟨Gri II, 37⟩; pungr s., svært stik, hug, ⟨Kr VII, 58⟩, sorgar s. ⟨G Il, 31⟩, elsku s. ⟨G VII, 26⟩; — s—g AY9 V, 13 må være dat. ved et stik’, memulig er broddu(lige foran) fejl for bjortu da bet. s. ’pil’. Jfr. galdra-.

stinnr

adj

stiv, ubåjelig, kæk, s—nhetja ⟨Gri V, 10⟩, s—nást ⟨Hj XI, 5⟩; oskjolde ⟨Gr 1, 6⟩, oskibe ⟨OLA II, 4⟩; lymsku s. ⟨La IX, 38⟩; — s—t lopt, fast bygget, ⟨Kl I, 20⟩. Jfr. geysi-.

stirðna

(að), blive stiv, s--ar kall ⟨Gri II, 34⟩; s—ar bragr, óðar lag ⟨Jó III, 39⟩, ⟨La I, 1⟩.

stirðr

adj

stív, uböjelig, umedgörlig, stivbenet ⟨Skí 51⟩, ⟨Gr IV, 55⟩, s. setré ⟨Lo IV, 8⟩, s. í lyndi Hj.I, 77; S—3 grið, slefred, ufred, ⟨Vǫ IL, 17⟩; s. stíga, stiv(benet) til at, ⟨Lo IV, 8⟩. Jfr. geysi-.

stíga

(steig og sté eks. ⟨Gr VIII, 25⟩, ⟨St V, 15⟩, ⟨Sk II, 16⟩), træde, s. fram de, ⟨Fr I, 30⟩. 34. — s. grund, træde på jorde stirðr s. grund, stivbenet til at ⟨Lo IV, 8⟩.

stígamaðr
stígamaður

stimand, rever, ⟨Bj IV, 16⟩.

stígr
stígur

sti, vej, heljar s—ar, dødens veje, døde ⟨G XII, 69⟩; flæðar s., havet, br III, 45; — orma s—ar, guld, ⟨SI, 35⟩, ngðru s. ⟨SIV, 20⟩; ngðru s—s ⟨Sǫ IV, 55⟩ synes forvansket, passer ikke til noget i verset; — gugnar s. uforståeligt ⟨St VII, 69⟩. Jfr. flétta-, stíll, stil, griffel (láneo. fra latin), nóta s—1, orime vistnok nedskrive(?), ⟨Gri IV, 2⟩; þrætu s., tunge ⟨He 11, 39⟩.

stím

arbejde, möje, strid, halda e—s. ⟨Skh VII, 43⟩, búiní s., kamp, ⟨He HI, 34⟩, s—s reyndr ÓlBIII, 6, s. var hert ⟨ÓlB IV, 26⟩, s—s við undr ⟨ÓlB IV, 32⟩, s—s serkir, brynjer, ⟨ÓlB III, 18⟩ (í alle disse ekss. bet. s. kamp); hrygðar s. ⟨La IV, 48⟩.

stíma

(að), arbejde, ⟨Má IX, 60⟩; vanr að s., slás, ⟨Bó VII, 27⟩.

stívarðr

rádgiver, forvalter, (fra middeleng. stiward), ⟨La II, 59⟩.

stjarna

stjærne, strauma s., guld, ⟨GrH I, 1, 27⟩ strauma láðs s., d. s., ⟨SIV, 59⟩; s—u borg ⟨Sǫ IV, 34⟩ ka ikke være rigtigt, s—u må være galt; der foreligger ekenning for bryst. Jfr. leiðar-.

stjori

styrer, besidder, udøver, gumna s., konge, ⟨G IX, 56⟩, hrings s., mand, ⟨Skh II, 63⟩, s. galdra ⟨Gri II, 50⟩; laus as—a ⟨Kr VI, 4⟩ er mærkeligt udtryk, ’fuldstændig utåjlede’ 2 s. her ankersten? stjór rór, s—ar veldi synes at bet. skibskroget, ⟨Sǫ III, 20⟩; — i kenninger for skib, s—ar elgr ⟨OLA I, 8⟩, ⟨Fr IV, 37⟩, s—ar hestr, fákr ⟨Þr X, 1⟩, ⟨Hj III, 5⟩.

stjornufræði

astronomi, ⟨Ger I, 6⟩.

stjornulist

{, stjærnekunst, astronomi, ⟨GrH I, 14⟩, SE stod, støtte, yndis s., støtte for fryd, frydsforøgelse, ⟨Skh VI, 52⟩.

stjórna

(að), styre, s. leið, vise vei, ⟨Bó IX, 12⟩.

stjúpa

stemor, ⟨Hj 1, 33⟩, ⟨La IX, 65⟩.

stjúpson

stesö ⟨Skh VI, 13⟩.

stoda

(ad), støtte, s—ar nå ekki, det hjælper ikke, ⟨St 1, 24⟩.

stoðva

(að), stanse, s. fjúk ⟨Fr V, 56⟩, s. fólsku ⟨La II, 82⟩. R stokkr, aðj, spred, solet gár itu, s—t jár ⟨ÓlB III, 31⟩; — fólkið s—t, hurtigt í vendinge ⟨Kr IV, 69⟩.

stofa

jfr. myrkva-.

stofn

stamme, træstub, grundlag, orka á auðas. (tale), kræve noget hvor der intet er, (beskedenhedsudtryk), ⟨G IX, 1⟩; svarðar s., hoved, ⟨Vǫ V, 38⟩, ófnis s—ar, guld, ⟨La VIII, 23⟩, ⟨Ko V, 33⟩.

stofna

(að), stifte, grundlægge, s. heimbod ⟨Skh I, 15⟩, s. holl ⟨Vǫ I, 40⟩, s. virki ⟨U 1, 38⟩.

stokkr
stokkur

stok (for at sæite fanger i), ⟨Vǫ IV, 31⟩; fella sér pungas—kk å fåt /tale) ⟨Bl V, 30⟩. — kar, skri hvad mupyngja s—kkinbin ⟨Bj IV, 20⟩.

stokkva

(stokk), springe, tré s—r astofni, knækkes fra, ⟨Skí 134⟩; fótr stokk, gik aled, ⟨Vi I, 32⟩; briste, hlífar stukku ⟨St 1, 54⟩.

stolt

jfr. ó-.

stoltar–

findes í flere smsætninger (se ér følgende) for at betegne noget udmærket, storartet, anseligt, låneo. fra lavty. stolt.

stoltarbræðr

pl, udmærkede brødre, ⟨Bl IV, 53⟩.

stoltardrengr
stoltardrengur

udmærket mand, pl. ⟨SV, 18⟩.

stoltarfljóð

1, anselig kvinde, ⟨Skh VI, 37⟩.

stoltarfólk

prægtige mænd, ⟨Gei IV, 53⟩.

stoltarfrú

prægtig anselig Frie (kvinde), ⟨Gr IV, 3⟩, ⟨St VI, 14⟩, ⟨Ger II, 8⟩.

stoltarhóf

prægtigt gilde, ⟨Hj XI, 49⟩, ⟨Fi I, 10⟩.

stoltarkné

prægtigt knæ (fordi hele personeer anselig!), styðja niðr s. ⟨Fi IH, 26⟩.

stoltarkorn

udmærket kor(jfr. smhængen) ⟨Kl V, 3⟩.

stoltarkvinna

prægtig kvinde, ⟨G XII, 11⟩. stoltari prægtigt liv, ⟨Ger IV, 12⟩, ⟨Fi IH, 50⟩.

stoltarlýðr

udmærket folk, ⟨Fi V, 63⟩.

stoltarmaðr
stoltarmaður

udmærket mand, ⟨Kr IN, 41⟩, ⟨Fi 11, 2⟩, pl. ⟨GrH II, 2⟩.

stoltarskjoldr

udmærket skjöld, ⟨Gri IV, 48⟩.

stoltarsprund

1, udmærket kvinde, ⟨Kr I, 49⟩.

stoltarveisla

udmærket gilde, ⟨Di IV, 12⟩.

stoltarvif

udmærket kvinde, ⟨G IV, 51⟩, ⟨Ger VIII, 60⟩.

stoltr
stoltur

adj

prægtig, anselig, s. stillir ⟨Gr VII, 61⟩, s—ir 23 (menn) ⟨ÓlA I, 23⟩, s—ust víU IV, 28; s. bragr ⟨La IV, 1⟩; s. plagr ⟨Gr VII, 5⟩.

stoltsarfrá

anselig kvinde (= stoltar-) ⟨U II, 22⟩.

stoltu(g)ligr
stoltu(g)legur

adj

anselig, prægtig, s. stillir ⟨Ger II, 24⟩, s—g sæta ⟨Hj XI, 44⟩, jfr. ⟨Sk III, 68⟩, s—t bå ⟨Kr I, 18⟩; s—g kvedja ⟨Sk II, 11⟩.

stong

stang, stav, ⟨Lo II, 14⟩; — = burtstong ⟨Má IV, 15⟩. Jfr. birki-, burð-.

stord

land, jord, ⟨Gri IV, 57⟩; i kenninger, for guld, orma s. ⟨U III, 11⟩, ⟨SIV, 9⟩, ⟨Bé II, 57⟩, dråkons s. ⟨St VI, 43⟩; — for skjold, Hrimnis s. ⟨Hj VII, 29⟩; — for bryst, hyggju s. ⟨Hj X, 52⟩; s. mærðar, digtnings land, (se smhængen) ⟨Bj II, 1⟩. — for hoved, hjálma s. ⟨Bó 11, 52⟩; — ungt træ, falla ses. ⟨G IH, 28⟩.

stormr
stormur

stor uvejr, í kenninger for kamp, vópna s. ⟨OIB V, 5⟩, sverða s. ⟨Ko HI, 49⟩, stála s, ⟨ÓlB 11, 6⟩. 17, ⟨Hj X, 51⟩, eggja s. ⟨ÓlB I; 20⟩, V, 14, ⟨Hj VII, 15⟩, darra s. ⟨ÓlB IV, 23⟩, fálu s. ⟨Hj X, 2⟩, randa s. ⟨Hj VII, 5⟩, Hildar s. ⟨BI II, 44⟩, Fjölnis s. ⟨Ger V, 17⟩; — mulig er stála s. at antage ⟨Hj IV, 42⟩, meda má við være galt; — for vinter, orma s. ⟨La VIII, 10⟩, derimod er orma s. ⟨Ko VI, 30⟩ ganske usikkert. Jfr. óða-.

stóð

(1.) samling heste, ⟨Kr VII, 55⟩; Gjálpar s. (pl), ulve, ⟨Lo IV, 2⟩, rýgjar s., d. s., ⟨BI IV, 28⟩.

stóð

(2.) noget hvorpå noget står, kampa s., demed skæg bevoksede del aansigtet, ⟨Ko IM, 71⟩.

stólkóngr
stólkóngur

Miklagárds kejser, ⟨Ko 1, 72⟩.

stóll

stol, sæde, noðru s., guld, ⟨Gr VI, 51⟩; orða s., tunge ⟨Bj III, 1⟩; græðis s—ar er máske skibe (jfr.

stólpi

stolpe, söjle, ⟨Dí IH, 5⟩; heims s—ar, himlens stolper, bærere, dværge, ⟨Bl I, 3⟩.

stómi

= stúmi, jætte, ⟨Hj IV, 30⟩. 32.

stór

adj

stor, mege s. i lund, overmodig, StI, 38; s—t manna mót ⟨ÓlH 57⟩; s—t soadv, hefna s—t ⟨ÓlH 5⟩, hoggva s—t ⟨Vǫ H, 27⟩, vinna s—t ⟨Dá IV, 26⟩, s—t, i stort antal, ⟨Má H, 22⟩; s—uadv. ⟨Skí 33⟩, ⟨Þr X, 12⟩. Jfr. all-, kjapta-, þrek-.

stórbú

stor gård, ⟨Bj VIII, 12⟩.

stórilla

adv, meget ilde, lumpent, ⟨Skh VI, 44⟩, stórkeralda, (að), se, kuí præt. — sá (stórt kerald = sår; fra sagaen) ⟨Kr VII, 40⟩.

stórliga
stórlega

adv, í höj grad, s. er hætt ⟨Fr IV, 62⟩; ⟨St IV, 38⟩.

stórligr
stórlegur

adj

= stór, stor, s—g stofa ⟨U IV, 28⟩; s—g gjöld ⟨Þr VII, 11⟩; s—g stríð ⟨Þr V, 33⟩.

stórvel

adv, meget godt, ⟨St H, 28⟩.

strandhogg

strandhugst, ⟨Vǫ Il, 6⟩, ⟨Gri 1, 23⟩.

strangr
strangur

adj

stræng, hárd, s. í sóknu kraftig, ⟨Gr 1, 8⟩, bera hugsus—a, være vred og utålmodig, ⟨Gr V, 48⟩; strong ímu ⟨ÓlH 33⟩; strong villa ⟨ÓlH 43⟩; s. bani ⟨St VI, 12⟩.

straumafall

strömmes bevægelse, strömning, s. aViðris lá ⟨SIV, 5⟩.

straumr
straumur

strö Boðnar s., digterdrikke digtet, ⟨Sá IX, 26⟩, Viðris varra s., d. s., ⟨Bl VII, 1⟩, ⟨Då I, 1⟩, heims stólpa (dværgenes) s—ar, d. s., ⟨BI I, 3⟩; mærðar s.,, d. s., ⟨Ger II, 1⟩; flærðar s,, svigströ = flærð ⟨La IX, 53⟩. Jfr. horna-.

strá

strá, hoggva í s., slá (alle) ihjæl, ⟨Ger VIII, 9⟩.

strábeygir

’stráböjer, vinde s—is auga = vindauga, vindue (fra sagaen), ⟨Kr VII, 40⟩.

strákligr
stráklegur

adj

tølperagtig, oSkide ⟨Skí 125⟩.

strákr
strákur

lømmel, tølper, ⟨Skí 43, 188⟩, s—ulikr ⟨Fr V, 25⟩.

strendr

adj

kantet, med kant, s. broddr ⟨Lo IV, 6⟩.

strengja

(ngd)

(ngd). binde, forsi s—dr hugr, ophidset, ⟨Gri IV, 21⟩, stridi s—dr, betaget a ⟨Ko I, 45⟩; lukke forsvarlig (med tov), s. dyrr ⟨Kl IV, 48⟩, s. aptr hlid ⟨Ger IV, 28⟩; s. holukke, ⟨Bj VII, 29⟩.

strengr
strengur

(s og jar), stræng, tov, enfagri s., egl. instrument-stræng, her orime ⟨La IX, 108⟩, hljóða s—ir,:d. s,, ⟨Gr VII, 65⟩; silfrbúnir s—ir, skibstove, ⟨ÓlB MH, 7⟩; — raddar s. = rgdd ⟨Má IV, 8⟩; Sónar s. vel = digterævne ⟨Má I, 9⟩; — omskrivende, frygðar s. ⟨Má IV, 33⟩, mælsku s. ⟨Má V, 46⟩, harma s. ⟨Má V, 45⟩,sorgar s. ⟨BI VI, 1⟩; — s—ir sagnar ⟨Bj VII, 4⟩. Jfr. flærðar-, ríkis-.

strind

land, jord, í kenninger, for kvinde, auðar s. ⟨U VI, 17⟩, hodda s. ⟨St V, 21⟩, bauga s. S11, 15, (báru) blossa s. ⟨Gei IV, 1⟩, s. Dofra máls ⟨La IX, 1⟩, s. fófnis foldar Ko 41; klæða s. ⟨La II, 85⟩, dúka s. ⟨Hj X, 30⟩; —for bryst, fræða s. ⟨ÓIA I, 1⟩; — s—ar rindar (v. I. lindar) ⟨ÓlB V, 18⟩ er uforstáeligt (guldkenning ?).

stríð

kummer, sorg (i denne bet. ægte nordisk), grimt s. ⟨Skh V, 3⟩, hyggju s. ⟨Hj I, 17⟩; s. ed forna ⟨Skh V, 39⟩, ⟨GrH II, 27⟩; i kenninger for vinter, ormas. ⟨Gr VI, 34⟩, s. Fófnis Fr IV, s. linns ⟨Fr V, 34⟩; — strið, kamp, (í denne bet. láneo. fra lavty. strít), trods, modstand í hefna s. ⟨ÓlH 14⟩; orr í s—i ⟨Skí 125⟩, renna úr s—i Gr.VI, 62, fara til s—s ⟨Gri IV, 39⟩; s. amálma leiki ⟨ÓlH 55⟩. Jfr. hel-, kynstra-, leyndar-.

stríða

(1.) fjendskab, ⟨G VII, 12⟩.

stríða

(2.) (dd), kæmpe, (í henhold til láneo. stríð), ⟨ÓlH 19⟩, ⟨Skí 141⟩, ⟨Gr VII, 58⟩; med dativ ⟨ÓlH 29⟩, ⟨Sǫ I, 29⟩ (i denne forb. kadet dog here til stríð í 1. betyd).

stríðir

er, sopåfører strid, modstander, mei brodda s. ⟨Gr VII, 12⟩, má det bet. der kæmper med brodde (pile).

stríðligr
stríðlegur

adj

kraftig (med bibetyd afjendsk), s—t glam ⟨Ko V, 49⟩.

stríðr

adj

hárd, stræng, s—ð sók ⟨Skí 186⟩; leggja s—tt á, give ehård skæbne, ⟨Skh I, 8⟩, jfr ⟨Fi VII, 37⟩; s. å gjord, stræng i do ⟨Då IV, 29⟩. Jfr. geysi-, gridar-.

strjúka

(strauk), stryge, fare afsted, ⟨Skí 20⟩, ⟨Må II, 30⟩, s. úr spektar skåla ⟨Fr V, 21⟩, s. í dýnu J/6 II, 11; — stryge (berøre), s. bak við eld ⟨Gr 1, 29⟩, s. uskalla ⟨Lo H, 41⟩; s. arma, vaske, ⟨Hj H, 37⟩.

strjúpi

strube, hals, ⟨Ko III, 50⟩.

strond

(strendr og strandir), strand, land, jord, í kenninger, for guld, orma s—ir Hj X, ⟨Sk I, 23⟩, Fófnis s. ⟨G IV, 17⟩, ófnis s—r ⟨Ko V, 26⟩, frænings s. ⟨Vǫ I, 17⟩, lindar (ɔ: linna) s—r ⟨Gei H, 17⟩; — for kvinde, auðar s. ⟨Sk III, 10⟩, ⟨La H, 84⟩, seima s. ⟨Vǫ IV, 42⟩, hringa s. ⟨Má I, 50⟩, bauga s. ⟨Sk 1, 3⟩, ⟨Sá VII, 71⟩; kogra s. ⟨Þr V, 8⟩; — for bryst, bragða s. ⟨Sá X, 1⟩, hyggju s. ⟨ÓlH 19⟩, ⟨Hj Ill, 22⟩, ⟨G VII, 32⟩, kvæða s. ⟨Skh V, 2⟩, ⟨Má 1, 1⟩, fræða s. ⟨GrH HI, 1⟩, ⟨Vi 1, 2⟩, ⟨Bj V, 1⟩, mærðar s. G IV, I, jfr. Hárs mærðar s. ⟨Sá IV, 89⟩; — for ar hauka s. ⟨ÓlB 111, 25⟩, ⟨Þr X, 32⟩, ⟨Vǫ IV, 22⟩, fálka s. ⟨Ger VII, 25⟩; — for skjöld, járna s. ⟨Ger VI, 33⟩. Jfr. glæsi-.

strylla

utækkelig kvinde, utyske (hører sammemed no. strylla, strulla og strolla), ⟨Bó V, 22⟩.

stræti

1, stræde, vej, ⟨Hj II, 47⟩; — í kenninger, for skjold, Fjolnis s. ⟨BL I, 45, HI, 23⟩; — for guld, orma s. ⟨Gr VH, 29⟩.38, ⟨Hj IH, 24⟩, Fóéfniss. ⟨La H, 60⟩, noðru “ss. ⟨Hj XI, 31⟩, ⟨GrH I, 19⟩.29, ⟨SII, 45⟩, BI ll, 28, s. móins ⟨Ko VI, 17⟩, frænings s. Gerl, 39, grafnings s. ⟨Gr V, 27⟩, ⟨La V, 19⟩, — for bryst, hyggju s. ⟨Lo III, 44⟩, visku s. ⟨Ko 1, 2⟩, fárs s. ⟨Fr V, 64⟩; — for munde(snarere end brystet), orða s. ⟨Ko IV, 7⟩. Jfr. borgar-.

stuðill

. forlydsrimbogstar, pl. stuðlar telja, rimesiger, ⟨Kr IH, 50⟩.

stuðlafall

digtrytme (vel egl. h. t. forlydsrimene, hvorledes de falla ’falder’), ⟨Hj 1, 53⟩, BI VIN, 2.

stumra

(ad), færdes, være sysselsat (især med at hjælþe esyg), s. við flærðar hátt ⟨La IX, 65⟩,s. yfir (strák) ⟨Skí 188⟩; bevæge sig med besvær, s—r að þeistafkarl ⟨Bl VI, 40⟩, s. å fund (stafkarl) ⟨Kr II, 2⟩. BjHald har s. „anhelare“. (jfr. no. og sv. og da., hvor ordet findes).

stund

stund, time, tid, us., etidlang, ⟨Skí 165⟩, ollus—u ⟨Gri I, 1⟩, as—u, straks, ⟨Gri II, 48⟩; ge forstærkende, s—ar fljótt ⟨U II, 22⟩, s—a mikill Kr Y, 40; — flid, leggja alla s. á, göre alt muligt for, ⟨Gr III, 25⟩; hafa s. á e— tænke pá e elske e Dáll, 34. Jfr. bið-, frægðar-, heljar-, hrygðar-, náttar-, Ó-.

stunda

(að), lægge vind pá, vise omhu (for noget), s. annað ekki, ænse, ⟨Hj IX, 66⟩, s. stála hregg ⟨GrH IV, 10⟩, s. í hávapunkt, stræbe efter, ⟨Skh I, 3⟩, 8. á vilja e—s, göre efter ens vilje, UT, 23; s. fyr e— arbejde for (at hjælpe) e ⟨Má IX, 57⟩; elske, ⟨Skh VII, 26⟩; s. auðar skorð ⟨Skh II, 50⟩; s. ue—a ⟨GrH I, 2⟩.

stundan

bestræbelse, forehavende, ranglig s. ⟨Ko I, 46⟩.

sturla

(að), forvirre, forstyrre, strid s—ar ⟨Så V, 47⟩, s. ævi e—s5, bringe uro i, ⟨G II, 29⟩.

sturlan

forstyrrelse, forvirring, s. og pína ⟨Bj VI, 18⟩.

stuttr
stuttur

adj

kort, mut, svara s—tt ⟨G X, 16⟩, svara S—u ⟨Bj III, 13⟩, segja s—tt ⟨Bj VI, 19⟩.

stúdium

studerekammer, ⟨Ko I, 54⟩.

stúfr

hest, oldu s., skib, ⟨Þr IH, 51⟩; hålu s,, ulv, ⟨G IX, 25⟩, fenju s., d. s., ⟨Jó 1, 2⟩. , stúmi, stuperso þegja ses. ⟨Skh V, 10⟩; jættenav S—a hljóð, guld, ⟨Lo I, 2⟩, bíforStúmir (el. fejl?) ⟨Lo II, 14⟩.

stúrulaus

adj

udesorg, nedsldethed, stattu á fætr s—t (adv) ⟨Gri IN, 24⟩.

stúta

(að?), falde, ⟨Skí 167⟩. 170; i nutideer ordet transitivt med dat.

stútr
stútur

hornets spidse ende, horns s. ⟨Skí 127⟩; Venris s., vel egl. Venus’ drik, 9: elskov, ⟨Bó X, 6⟩ (jfr. smhængen).

styðja

(studda), stotte, s. niðr kné ⟨Fi Il, 26⟩.

stygdardrengr
stygdardrengur

uvenlig perso ⟨Pr V, 30⟩ (brugt oTrand).

stygð

uvenskab, uvilje, s. og úlfúð ⟨Skh I, 35⟩, hatr og s—ir ⟨Skh V, 1⟩, með s—u ⟨Bj VI, 35⟩, til s—ar ⟨Ger I, 37⟩.

stygðarlaus

adj

udeuvilje, ⟨G VI, 34⟩.

stygðarorð

uvenligt ord, ⟨Sá Il, 22⟩.

styggiliga
styggilega

adv, vredt, ⟨Fi VII, 45⟩.

styggja

styggva (gð), göre evred, fornærme, s. vi ⟨Hj V, 12⟩, s—va e—⟨G XII, 17⟩; s. galtar unga, göre devred så at deskriger, ⟨Ko V, 39⟩; s—jaz við e—⟨Gr IV, 3⟩; s—diz bygd ⟨Gri II, 23⟩.

styggr
styggur

adj

vred, ⟨Gr IH, 24⟩, ⟨Lo II, 34⟩.

stynja

(stunda), stönne, lyde, stundi lúðr ⟨Bl II, 24⟩, grvar s. við streng Hj í, 84; s. við strauma, í strömme(vistnok osælhunden), ⟨ÓLA I, 34⟩, huginablóði stundi, pá grund aovermætielse(!), ⟨St I, 18⟩.

styrimadr

styrmand, skibets øverste, ⟨Gr III, 31⟩.

styrisveif

rorpind, ⟨Bó 11, 24⟩.

styrja

stör (fisken), s—ju vollr, bingr, havet, ⟨ÓLA I, 25, II, 27⟩; — jættekvinde, ⟨Hj Il, 53⟩ (ellers ukendt ?).

styrjeld

kamp, ufred, us. stirdr, meningeikke helt klar, umedgårlig under (i) ufred(2), ⟨Pr III, 1⟩.

styrkr
styrkur

adj

stærk, s—kreid, torde ⟨Fr II, 57⟩.

styrr

(1.) (jar), ufred, kamp, ⟨Skí 170⟩, ⟨La HI, 3⟩; galdra s. ⟨Gr IV, 20⟩, svikanna s. ⟨La IV, 39⟩, bragða s. ⟨La Il, 98⟩, hrygðar s. ⟨Gr VI, 4⟩; — í kenninger for kamp, málma s. ⟨G XII, 76⟩, sverða s. ⟨G XII, 71⟩, geira s. ⟨G IV, 42⟩, fleins s. ⟨Fr IV, 55⟩; s. fenju verka (fenja = gekse?), ⟨Hj VI, 10⟩.

styrr

(2.) = styrja (fisken), s—jar beðr, havet, ⟨Gr III, 57⟩.

stytta

(tt), forkorte, s. e—aldr ⟨St VII, 64⟩, s—iz friðr ⟨St IV, 24⟩; upers. s—i vóð, osejlet, ⟨GrH I, 38⟩, s—i mottul ⟨Sk H, 32⟩.

stýfa

(fö), afhugge, hugge itu, s. mund a ⟨Skh VI, 15⟩, s. gerðar ⟨Hj II, 35⟩, s. rond tonnu ⟨Hj VII, 21⟩; slá ihjæl, s. e—⟨Gri V, 3⟩, ⟨Gei I, 8⟩, ⟨Kr I, 13⟩, lið var stýft ⟨Sá VI, 24⟩. ’ stýfir, sosenderhugger, odelægger, s. Handis grjóta, mand, ⟨St II, 35⟩, s. randa, mand, ⟨Gri IH, 22⟩, s. fleina ⟨Fr IV, 41⟩, s. unda skessu ⟨Gr I, 39⟩, s. hlýra ⟨Má IV, 40⟩, ís. runna Þjassa mála ⟨Bj II, 54⟩, s. hers ⟨La IX, 11⟩.

stýmir

usikkert ord, jætteð (í navneskjul), s—is sonr S11, 1.

stýra

(rd), styre, s, Saxland (v. I. Soxum) ⟨Ko I, 8⟩; s. lífi e—s, styre, d.v. s. göre ende pá, BLI, 8; — være i besiddelse a herske over, s. stað ⟨Skí 30⟩, med acc. s. lond ⟨Sá VIN, 12⟩, s. lukku ⟨Skí 57⟩, s. goðorði ⟨SKí III, 11⟩, s. rondu ⟨Vǫ VI, 29⟩; s. eldi, ráde for, volde, ⟨Ve VI, 9⟩; s. næri e— bringe ei knibe, volde ens død, br IV, 2.

stýri

m ror, s. máls, tunge ⟨Ko I, 2⟩; usikkert er s. ⟨Gr V, 33⟩, s, váða synes at mátte være kamp’.

stýrir

styrer, behersker, s—is naf ⟨Fr V, 57⟩; — i kenninger for konge, s. skatna, fyrste, ⟨Fr Il, 63⟩, s. hersa, ⟨La 11, 79⟩, s. bragna ⟨Ko VI, 14⟩; — for mand, kriger, efter kamp, s. stála storms ⟨Hj IV, 42⟩, — efter vábe s, stáls St 1, s. benja linna ⟨GrH 1, 27⟩, 8. brynju flagða ⟨Má V, 31⟩; s. fleina ⟨SIII, 20⟩; s, gerda ⟨Bó VII, 65⟩, s. Hrungnis skíða (skjoldets) ⟨Jó 1, 25⟩; — efter skib, s. stafns ⟨Bl VII, 44⟩, s. báta ⟨Kr HI, 43⟩, s. kólgu rakka ⟨Kr V, 45⟩, s. strengja dýrs ⟨Ko VI, 3⟩; — efter guld, s. grettis ljóma ⟨Kr 1, 29⟩; — s. ylgja ⟨Gr VIII, 18⟩, her má s. vist være fejl fæðir el. lign; — Ss. hækna, stavkarl, betler, ⟨Fr IV, 45⟩; — s. húna, björ ⟨Bj V, 7⟩.

stæltr
stæltur

adj

stålsat, stålbesat, ⟨Skí 11⟩.33; hjarta hyggju (dat.) s—t ⟨Hj IX, 70⟩; stærk, kraftig, s. knífr ⟨Skí 174⟩, s. geir ⟨Vǫ IV, 15⟩, s. flein ⟨St V, 34⟩, s. hamar ⟨Skí 46⟩.

stæra

(rd), forøge, forstærke, göre noget kraftigt, S. leik ⟨ÓlA I, 35⟩, stærð flærð ⟨La VI, 8⟩, s—iz hildr ⟨ÓlB IV, 15⟩, s. Styrmis fund, digte, ⟨Hj I, 53⟩; s. stefja flei udarbejde stevspydet (jfr. smhængen), ⟨ÓlB ll, 33⟩, upers. bresti s—ði ⟨Ko VI, 51⟩.

stærð

störrelse, bera s. a overgð, ⟨Þry Ill, 3⟩.

sull

1, egl. væske el. smblanding aforskellige væsker, sá sammenroderi, tummel, eggja s. S1, 21; el. kommer ordet asullr ’byld, mekenningebliver ikke naturligere derved, jfr. dog beystisullr brodda (Njála).

sullr

svulst, byld, mesynes at bet. is (jfr. svell, hvis ikke sull ligefreer fejlskrivning dette), þar muleysa sull úr sjó (jfr. smhængeievrigt) ⟨Gri VI, 16⟩.

sultr
sultur

sult, reka s—t úr segg ⟨Skí 20⟩.

suml

a, drik, sætt s. ⟨Gei II, 48⟩.

sumligr
sumlegur

adj

(asumr/, noge nogle, somme, s—g sveit, nogle mænd, ⟨La IV, 8⟩, s—ir seggir ⟨St VII, 67⟩.

sund

sund, væske, s—a nadr, skib, ⟨Gr IV, 60⟩; — í kenninger for digterdrikke digtet,. Sónar s. ⟨ÓlB III, 1, V, 2⟩, Boðnar s. ⟨Má HI, 1⟩; fræða s. (jfr. smhængen) ⟨Hj 1, 1⟩; skeljungs skála s. ⟨Gei 1, 55⟩; — for ol, horna s. ⟨Jó I, 57⟩, ⟨Kr 1, 82⟩ (meher synes ordet at bet. *rimen’).

sundra

(að), sanderdele, dræbe, s. naut ⟨Hj VI, 27⟩, s. búk ⟨Hj VII, 20⟩, s. þjóð Sg Y, 20, s. lí ⟨GrH IV, 6⟩; upers. s—ar borðiÓlB IV, 19.

sunna-

jfr. hvíta-.

sunnudagr
sunnudagur

söndag, bíða s—s, orimens fremsigelse, ⟨Skí 202⟩.

súð

tagvæg, ekki þynnri es. ⟨Skí 24⟩; — skib, ⟨Skh II, 19⟩ (egl. skibsside).

súgr
súgur

jfr. gidu-.

súlustafr

söjlestav, söfle, ⟨Gri IH, 9⟩.

súpa

(saup), sabe, s. kál, ⟨SK I, 50⟩.

súr

adj

sur, bitter, s. harmr ⟨Bó IX, 63⟩; s—t bjó undir, ondskab stak under, ⟨Þr X, 9⟩.

sút

sorg, kummer, fá meiri s. Gr VI, mansongs s. ⟨Má IV, 1⟩, brenna í s—ar glóð, oelskov, ⟨Má V, 4⟩, odedeligt sár el. legemlig smærte ⟨ÓlH 54⟩. Jfr. feikna-.

sútardauði

sörgelig ded, s—inskeldi, bortrev (ham), ⟨Ko VII, 57⟩.

svalar

pl, svalgang, ⟨Jó 1, 35⟩.

svanni

kvinde, ⟨Gr III, 39⟩, s. Yggjar, jorde Lo IE, 15; s. fjalla hallar, jomfru Maria, ⟨Då IV, 4⟩. Jfr: afreks-, listar-.

svanr

svane, bry.I, 18.

svarf

slid, margr hefr så meiri svor slid på skoene, ⟨Skí 23⟩.

svarfa

(ad), rode samme s. hringu samle ringene (ved at feje det hele i ébunke), ⟨Gri III, 13⟩; s. tafli, slå brikkerne samme(i ébunke), ⟨Må ll, 53⟩.

svarfla

(að) = svarfa (s. d.), s. tafli (måske fejl hint) ⟨Má VI, 51⟩.

svarri

kvinde, ⟨Vǫ IV, 45⟩, ⟨Fr II, 27⟩, ⟨G VIII, 57⟩.

svartahríð

sort, mörk, byge, s. Svolnis báls, kamp, ⟨G IV, 37⟩.

svartr
svartur

adj

sort, mörk, svort var goll ⟨Þr IV, 9⟩. Jfr. kol-, kynja-.

svedja

ukendt ord, memå bet. kvindeligt væse s. bjargs, jættekvinde, ⟨Hj IH, 30⟩.

svefja

(svafða), bringe til ro, dysse, ekkusvafðr, nedböjet asorg, ⟨Þr V, 47⟩.

svefn

söv hafa s. við e—a, have samleje med, ⟨Vǫ V, 13⟩.

sveggja

(að), bevæge sig (vel egl. i ebue), hjorr s—jar i brjøstid ⟨Sǫ V, 29⟩, eggis—jar nidr urond ⟨Ger VI, 33⟩.

svei

interj, fy s. beijalli, tvi vorde, ⟨ÓlB II, 12⟩.

sveia

(20), sige fy (til en), fussa og s. ⟨Kr I, 5⟩.

sveiða

(að), föjte o s. víða, objörne ⟨Bj V, 5⟩.

sveif

jfr. stýri-.

sveifla

(ad), svinge (i ebue), s. til ⟨Skí 181⟩.

sveigir

7 svinger, böjer, uddeler, í kenninger for mand, efter vábe s. stáls ⟨St V, 26⟩, ⟨Má 1, 42⟩, ⟨Kr I, 77⟩ (pl), s. sverða ⟨Bj II, 16⟩, s. branda ⟨Gr H, 30⟩, ⟨Má VI, 16⟩, s, eggja ⟨Má VI, 29⟩, s. spjóta ⟨Jó II, 16⟩, s. fleina ⟨Gr 11, 57⟩, s. irpu ⟨Dá IV, 47⟩, s. brynju flagða ⟨Gr IV, 22⟩; s. skjaldaBL H, 31, s. ríta ⟨Má VI, 10⟩, s. Svolnis bríka ⟨St V, 43⟩; s. gerða ⟨Má IX, 77⟩, s. hildar klæða ⟨Skh I, 36⟩; — efter guld, s. gulls ⟨Fi 11, 18⟩, ⟨He I, 21⟩, s. seima ⟨Dá IV, 28⟩; s. orma stræta ⟨Gr VII, 29⟩, s. Fófnis landa ⟨La II, 95⟩, s. Fófnis stétta ⟨La VII, 48⟩, s. sófnis láða ⟨Gr HI, 25⟩, s. sófnis palla ⟨La IH, 76⟩, s. svófnis fróns ⟨Gei Il, 46⟩, s. sefrings landa ⟨Gr VI, 57⟩, s. dýnu linna ⟨St I, 43⟩, s..ngðru fitja ⟨BI VII, 45⟩, s. grettis meiða ⟨Kr Ill, 31⟩; — efter skib, s. siglu hesta ⟨Gr ll, 19⟩, s. hlunna dýra ⟨Gr VII, 17⟩. * sveigja, (gð), böje, s. samaeikr ⟨Gri I, 40⟩ s. stong í skildi ⟨Má IV, 15⟩; s. angr, undertrykke, ⟨Gei I, 20⟩; s. e—ð að e— beskylde efor (at have begået) noget, ⟨Skh IH, 44⟩.

sveigr
sveigur

bue, ⟨ÓlB V, 11⟩, ⟨La Hl, 56⟩; — hovedtöj „for kvinder, s—ar grund, kvinde, ⟨Vi 11, 2⟩.

sveima

(að), sværme, bevæge sig (glidende), oskibe ⟨ÓlB 11, 4⟩, SLI, 52; s. á skóg, begive sig ud í, ⟨U I, 16⟩.

sveimr
sveimur

sværme flugt, við lítins— pá estilfærdig måde, ⟨Hj IX, 59⟩; í kenninger for kamp, sverða s. ⟨ÓlB V, 29⟩, járna s. ⟨GrH III, 15⟩, vópna s. UTN, 42, ⟨G III, 49⟩, ⟨Dá IN, 35⟩; geira s. ⟨Hj VII, 21⟩, darra s. ⟨GrH IV, 12⟩; orva s. SIH, 27, brodda s. ⟨Sá XI, 5⟩; s. Þundar UV, 27.

sveinalaus

adj

udesvende, tjænere, udefølge, ⟨Fr IV, 51⟩.

sveinbarn

drengebar ⟨Vǫ V, 16⟩, ⟨BL I, 5⟩.

sveinn

svend, tjæner, verða til s—s ⟨He Ill, 23⟩. Jfr. búzu-, herlig-, hjarðar-, kerti-, rekkju-, sendi-, skó-, ærlig-.

sveip

bevægelse, fart, tummel, geysiligt s. ⟨Þry III, 7⟩; geima s. segange S9 II, 8; Hogna s., kamp, ⟨Gr HI, 18⟩.

sveipa

(að og ta), kaste (op í luften), s. (soxum) ⟨ÓLA III, 18⟩; s. sverði ⟨Bj VIN, 3⟩, s. til með hjorvi Sá X, asðlnlii 46; svó vóðus—ar, seilene bevæges stærkt, ⟨Skh V, 44⟩; — omsvobe, omgive, s. dúk uDí IH, 41, segli sveiptr, udstyret med, ⟨Sǫ Ill, 28⟩; hári s—að hofði að ⟨La IV, 34⟩.

sveipr

(1.) hvad mavikler o hovedbedækning, í kenninger for hjæl Solla s. ⟨Gr V, 45⟩, ⟨SIV, 35⟩, Fróða s. ⟨Ko II, 43⟩, Hildar s. ⟨BL IV, 8⟩, Fófnis s., egl. skrækkehjælme ⟨BL IV, 27⟩; — sorgar s. = sorg ⟨Ko IV, 4⟩ må vel også henføres hertil.

sveipr

(2.) bevæger, el. hvad der bevæges, oldu s.

sveit

skare, flok, halda s—ir, have krigerskarer osig (til leding), ⟨Gri IV, 23⟩; — land, bygd, ⟨Lo II, 39⟩; í kenninger for guld, fófnis s—ir ⟨G XI, 34⟩, s--ir orma ⟨Gr VIN, 42⟩. 55, ⟨St I, 15⟩, s. ngöru ⟨Fr IV, 19⟩, ⟨Bj 1, 13⟩, bellings s—ir ⟨Gr II, 50⟩. Jfr. eitr-, kappa-, vestr-.

sveitaz

(tt), ’svede, udgyde væske, s—tiz und ⟨ÓlB IH, 9⟩.

sveiti

sved, udflydende væske, unda s., blod, ⟨Hj X, 10⟩, ⟨G XII, 50⟩, ⟨SII, 17⟩, ⟨Bl I, 56⟩; blod alene ⟨Då I, 55⟩; Draupnis s., guldring(e), ⟨Gr IV, 35⟩, ⟨Lo II, 2⟩, ⟨Vǫ II, 41, III, 38⟩, ⟨Gri I, 13⟩, bauga s. ⟨Gr IV, 19⟩ (ved rett. abenja); — nedru s. skal være guld ⟨Hj XI, 46⟩, ⟨Bl VII, 19⟩. — girndar s. = girnd, elskovslyst, ⟨Jó I, 14⟩.

sveitugr
sveitugur

adj

blodig, s—g sverð ⟨ÓlB IV, 16⟩. 25.

sveitungi

flok-fælle, ⟨ÓlH 30⟩.

svelgja

(svalg), drikke, sluge, ⟨Gr V, 30⟩ (í store drag), s. log ⟨Lo II, 34⟩. Á svelgr, sluger, slugende gab, landa s., havet, ⟨Gr VI, 1⟩, ⟨ÓLA 1, 8⟩,.foldar s., d. s., ⟨ÓlB III, 19⟩.

svell

isflade, is, s. kól ⟨Skh I, 2⟩ (jfr. smhængen), s—ið breiða (í navneskjul) ⟨Ger VIII, 62⟩; — í kenninger, for sølv (dog er det muligt, at digterne oftere har tænkt på guld), handar s. br VIII, 31, ⟨Fr I, 21⟩, ⟨St V, 51⟩, greipar s. ⟨Gr IV, 24⟩, ⟨Hj VI, 39⟩, ⟨Må I, 12⟩, ⟨Bj VI, 32⟩, mundar s. ⟨Lo IV, 3⟩, ⟨St VII, 59⟩; arma s. SFI, 14, orma s. ⟨St VI, 13⟩, ⟨Hj IX, 55⟩, noðru s. ⟨Hj 1, 35⟩; — for sværd, hræva(r) s. ⟨GrH II, 24, IV, 12⟩, benja s. ⟨Hj VIII, 11⟩.

svella

(1.) (svall), svulme, mædi s—r ⟨Hj Il, 3⟩, e—3ð : s—r með e— onoget smærteligt der mindes, ⟨G VII, 40⟩; solliþrá ⟨Hj XI, 8⟩, sollið gjálfrs lægi ⟨Hj I, 45⟩.

svella

(2.) (ld). lade svulme, part, sveldr aharmi ⟨Skh 1, 49⟩, því er eg sveldr, sorgfuld, ⟨He H, 1⟩.

sveltir

sulter, solader sulte, irpu fáka s., oejætte, ⟨Lo II, 12⟩; denne kenning er enestående og mærkelig.

svengja

(ngd)

(ngd), blive sulie upers. ⟨Sk I, 57⟩.

svenskr
svenskur

svænskr, aðj, svensk, ⟨ÓlB 11, 16⟩. 24. 26. 30), ⟨Vǫ II, 22⟩.

sverð

sværd, græn(!) s. ⟨St I, 29⟩; s. måls, tunge, ⟨Lo IH, 1⟩; — det mandlige avlele ⟨Dí IM, 22⟩. — vistnok forvansket ⟨Fr lll, 35⟩.

sverðhús-grani

= skálp-Grani ⟨Kr VII, 39⟩; sverðhús = skálpr, skede.

sverja

(sór), sværge, aflægge ed pá, sóru grið ⟨Vǫ II, 11⟩, s. fyrir seggi, sværge til gunst for; ⟨Þr VI, 33⟩, s: við heilsu, sværge ved sit helbred (fr. svá eek heill), ⟨Má VI, 36⟩. .

svid

pl, svedne hoveder og beafár, í talemddejafnt seleppr hæfi í ’s. ⟨Bj IV, 1⟩.

sviðna

(að), svides, s—ar fold, bliver afbrændt, ⟨GrH I, 14⟩.

svig

1, böjning, vigetil side, vinna s. á ⟨G X, 10⟩.

svigna

(að), böfes, give efter, brandar snekkju s. ⟨Fr ll, 58⟩, s. og digna sverð ⟨Ko V, 37⟩.

svik

jfr. drottin-.

svikari

bedrager, ⟨Gri V, 12⟩, ⟨La II, 76⟩, s—ara lýðr ⟨Fi MH, 11⟩, s—a lund ⟨La HI, 40⟩. Jfr. drottin-.

svikull

adj

svigfuld, ⟨Hj IX, 71⟩, s. máttr, upálidelig, ⟨ta IX, 17⟩.

svima

(að), svömme, ⟨U IV, 35⟩, ⟨La IX, 33⟩.

svinnr

sviðr, (denne for eks. ⟨Vǫ IV, 40⟩, ser 27), klog, vís, ⟨Gr IV, 6⟩, ⟨La IH, 53, VII, 46⟩; hyggju s. ⟨Skh V, 11⟩, s. uflest ⟨G V, 28⟩; með s—a(næppe subst. fe), klogt, ⟨ÓLA I, 17⟩; substantivisk, snúa á svin handle klogt, ⟨Má IX, 18⟩. Jfr. orða-.

svipa

(1.) pisk, ⟨Vi I, 49⟩.

svipa

(2.) (ad), fare, flyve,. afsted, bevæges kraftig, s—uðu sverð ⟨ÓlB Il, 10⟩, s—adi skeyti ⟨Sp II, 22⟩.

svipr

bevægelse, fart, í einus—p ⟨Þr IH, 37⟩, harma s., omskrivende, ⟨Skh VI, 35⟩, harmringjorði í hjarta (dat.?) s—p ⟨Fi V, 21⟩; aldu s., balgegang, ⟨Kr Il, 54⟩. — draga s--p abræði, lade ophidselsefare(?), ⟨Sá VII, 14⟩; — udseende, með þungas—p brVI, 40, hafa s—p ae— ligne í udseende, ⟨Vǫ V, 29⟩; — hræva s. ⟨ÓlB HI, 15⟩ er uklart, merimelig er v. I. her at foretrække: hjartað kendi hræslu s—p. Jfr. blidu-, hreysti-, reiði-.

svipta

(1.) seftebánd (no. syfte ntr.) í sejl, s..stynr ⟨ÓlB I, 26⟩.

svipta

(2.) (pt), rykke, berøve, s. noðru láðu uddele, ⟨Hj IX, 29⟩, s. baugnjót, hugge ihjæl, ⟨La I, 37⟩; endu s—tr ⟨Skh HI, 61⟩, ⟨Vǫ V, 36⟩.

sviptir

sörykker (itu), uddeler, í kenninger for mand, s. gulls ⟨Vǫ V, 13⟩, s. anðs ⟨St IV, 6⟩, s. orma skers ⟨Má II, 41⟩, s. ófnis reita ⟨Kr I, 75⟩, s. ngðru slóða ⟨S IH, 25⟩, ⟨Ko VIN, 23⟩, s. noðru landa ⟨Hj XI, 6⟩, s.

sviptirunnr

“uddelende træ’, s. sófnis teiga, gulduddeler, mand, ⟨G IX, 5⟩.

sviptiþella

’uddelende fyrr’, s. nodru fitja, kvinde, ⟨G VII, 45⟩, ’ sviptuband, = svipta, søftebånd, pl. ⟨Sǫ III, 26⟩.

svíða

(sveið), svie, fole svie, morguskal s. ⟨Vǫ IV⟩, bolr skal s. ⟨St VI, 23⟩, s. í ton ⟨Skí 193⟩; e—svíðr, har fået sår, ⟨Gr VII, 12⟩; tók Óðni að s., blive vred, ⟨Skí 174⟩.

svífa

(sveif), svæve, bevæge sig glidende, oskib ⟨Gr IV, 60⟩, s. e—í hjarta, ohvad makommer til at tænke pá (onske), ⟨Þr V, 1, IX, 8⟩; láta hogg s. ⟨Sá X, 62⟩; s. fyrir seggi, onoget der hores (meddeles), ⟨Ú III, 10⟩; — sveiaskeiðar brandi ⟨G 1, 37⟩ er dunkelt.

svífr

adj

skánso blið, ⟨Hj VIN, 12⟩, eigi s. ⟨Gr II, 17⟩, ⟨Skh II, 26⟩, ⟨Gei IV, 54⟩.

svími

afmagt, liggja í s—a ⟨Skí 129⟩, ⟨Bó VII, 27⟩.

svín

svi s. kemr opt hið sama í akr (ordspr.) ⟨Skh VII, 1⟩, s. legz í akr ⟨Má 11, 1⟩; forkortet aSmjorsví ⟨Skí 98⟩. Jfr. mat-, smjor-.

svína

(að), tage a kuldar s. ⟨Gri VI, 16⟩.

svínaþræll

svínehyrde, ⟨Hj IX, 71⟩.

svíri

hals, ⟨ÓlB II, 30, III, 30⟩, s—a bei ⟨La IX, 94⟩.

svorðr

hovedhud, ⟨ÓlB III, 30⟩, s—ar stohoved, ⟨Vǫ V, 38⟩. 2 syfja, (að), blive sövnig, e—s—ar ⟨Hj 1, 17, VH, 18⟩.

svó

só (ogsd ofte svá), adv, — s. að ⟨St VII, 58⟩; svó búið ⟨Kr VII, 17⟩. — oftere forstærkende sosterkas. ⟨Gei IH, 6⟩.

svófnir

slange, ⟨Ko VII, 28⟩, s—is fró guld, ⟨Gei HI, 46⟩, s—is dún d, s., ⟨Hj XI, 29⟩; jfr. sófnir.

svæfa

(fö), dysse i såv ⟨OIA III, 1⟩ (jfr. Sperber, ⟨Arkiv XXII, 275⟩); s. strengir lýði, dysser í ebehagelig (drömmende) tilstand, ⟨Sǫ I, 6⟩.

svæla

tyk, rarög, reykr og s. ⟨Vi II, 36⟩.

svænskr
svænskur

se svenskr.

synd

synd, ⟨G XII, 80⟩.

syndalausn

aflað, ⟨Skh III, 34⟩, syngja, (sǫng), synge, 9: salmer, ⟨Skh V, 16⟩, ⟨La VII, 48⟩; dorr sungu ⟨ÓlH 56⟩, axir og kesjur sungu ⟨Skí 157⟩.

synes at bet. 'skib' ÓLA III

23.

synja

(að), nægte, forholde, ⟨Þr V, 27⟩, Kr, 53 (synjeg); sætte stopper for, slippe op, ⟨Skí 41⟩; s—jaz e— nægte at hjælpe e ⟨Sá IV, 33⟩.

syrgja

(gð), sörge, s. ue— sörge over, ⟨Ger VIII, 3⟩, s. afljóðu nære elskovskvide, ⟨Gri I, 4⟩; abs. ⟨G IX, 3⟩. = syrpa, jættekvinde, ⟨Þry II, 20⟩, ⟨St V, 23⟩; s—u verr, jætte, ⟨Lo 1, 39⟩, s—u kundr, d. s., ⟨La IX, 68⟩; S—U vess, uvist hvad bet, kunde bet. ’okseklang’, medette passer ikke í smhænge ⟨Fi 1, 21⟩; edel aBuslas bö ⟨Bó V, 34⟩.

syskin

7. pl, søskende, ⟨Hj IX, 76⟩.

systir

søster, s. dags, natte ⟨Ko VIII, 33⟩.

systurson

sostersö ⟨Þr IH, 7⟩.

sýldr

adj

isbelagt, freðinog s. ⟨Kl V, 52⟩.

sýn

sy taka s., fá synet ige ⟨ÓlH 58⟩.

sýna

(nd), rise, s—iz, viser sig, ⟨Þr X, 22⟩, part.

sýndr

vera s—t frå e— være betydelig langt borte, ⟨Skh IV, 26⟩, begavet(2), ⟨Sǫ III, 6⟩. Jfr. mis-.

sýnn

adj

synlig, öjensynlig, s. munr ⟨Vǫ IV, 17⟩; dat. ntr. s—u (og pl. s—um) sættes med for at forstærke dette, s—u brátt ⟨Þr III, 15⟩, s—u fast Þr X, s—u hvast ⟨Sá X, 38⟩; s—ufátt ⟨Þr HI, 33⟩; med komp., s—u verr ⟨Hj VII, 28⟩, s—u lengra ⟨G H, 22⟩; s—t soadv. ⟨Þr IV, 56⟩.

sýr

jfr. villi-.

sýsla

(1.) (st), sysle, þetta var sýst ⟨Sá V, 17⟩.

sýsla

(2.) syssel, ganga us—ur, gá for at have opsymed, ⟨Þr X, 22⟩. i sýta, (tt), nære bekymring, sörge, s. (konu) GrH I,1, ⟨La V, 21⟩; s. eptir, fortryde bagefter, ⟨Hj IX, 18⟩; s. flest, være ked aat give (penge) ud, oegærrig, br X, 2.

sædagr
sædagur

’hav-dag’, guld, s—s Hildr, kvinde, ⟨Fr IV, 35⟩; sædauðr, druknet, ⟨Vǫ 1, 44⟩.

sæði

udsæd, ager, grettis s,, guld, ⟨Bé VII, 69⟩.

sæfa

(fö), dysse í söv slá ihjæl, s. kalla ⟨Vǫ V, 41⟩; La il1, 40; s. með sverði ⟨Sǫ H, 29⟩, s. á brandi ⟨BI VII, 40⟩; s. bragna í blóði ⟨ÓlB II, 16⟩; Smáland (2: indbyggerne) var sverði sæft ⟨Sǫ H, 29⟩.

sægr
sægur

hav, horna s., al, drik, ⟨St II, 2⟩; unda s., blod, ⟨SIV, 22⟩.

sækinn

jfr. hildar-.

sækir

erobrer, s. málma skins, mand, ⟨Fi H, 32⟩, s. fleina, d. s., ⟨Fi IV, 19⟩.

sækja

(sótta), sage, hænte, s. á fund e—s ⟨Skí 51⟩, ehér eru mentil sóttir ⟨Skí 114⟩; s. að e— angribe (ogengangere), ⟨Þr IX, 6⟩; mæði sir að e—Hj 1, 17; — indkræve, s. (fé) ⟨Þr X, 4⟩; s. sund með sæmd ae— vinde seir í kapsvömning, ⟨ÓLA 1, 36⟩; intr., begive sig, rejse, ⟨Skí 50⟩; var såétt = hafði sótt, trukket sig tilbage, ⟨OLB IV, 31⟩, s. langa leid ⟨Lo I, 11⟩.

sæla

lykke, rigdo ræna e—s—u ⟨Hj X, 37⟩; auðr og s. ⟨Skí 69⟩.

sælda

(ld), egl. lade noget gå igenneet sold, sprede, tabe, s. sogur, skyde til side, vanrøgte (andet synes or det ikke at kunne bet.), ⟨Bj II, 1⟩, sogur og rímur s—az niðr (her er betyd endnu klarere) ⟨Ko VIII, 4⟩.

sæll

adj

lykkelig, rig, médir vér es—a, degode, ⟨Vǫ VI, 2⟩, ljúmís—a, mikære, ⟨Má IX, 20⟩; heill og s. ⟨Skí 92⟩, s. og ljúfr ⟨Skí 184⟩; s—ir og snauðir ⟨Sk I, 10⟩, jfr. ⟨Bl VIII, 44⟩.45. Jfr. full-, þokka-.

sæma

(md), hædre, sæmd med viskurådu udstyret med, ⟨Hj XI, 51⟩.

sæmd

hæder, ære, s. og dáð ⟨Vǫ II, 7⟩. 10, sæmdafullr, fuld ahæder, udmærket, ⟨Skí 99⟩.

sæmdarfljóð

m hæderskvinde, udmærket kvinde, ⟨La III, 4⟩.

sæmdarfor

hæderfuld rejse, ⟨St IV, 41⟩.

sæmdarfólk

hædersfolk, -mænd, ⟨La 1, 27⟩.

sæmdarfríðr

adj

udmærket skö ⟨Ger V, 37⟩.

sæmdargjarn

adj

hæderlyste ⟨Þry Il, 18⟩, ⟨G V, 13⟩.

sæmdargjord

hædersbevisning, ⟨Skh II, 36⟩, ⟨Fi IV, 18⟩.

sæmdarkveðja

hædrende hilse ⟨G V, 16⟩.

sæmdarlaus

adj

udehæder, ⟨Þr V, 39⟩.

sæmdarlif

hæderfuldt liv, ⟨Hj X, 15⟩.

sæmdarmaðr
sæmdarmaður

hædersmand, prægtig mand, ⟨ÓlH 28⟩, ⟨Skh VI, 56⟩, pl ⟨U V, 29⟩.

sæmdarmegn

hæderfuld kraft, ⟨La Il, 50⟩.

sæmdarmenni

= sæmdarmaðr, ⟨Bó VII, 43⟩.

sæmdarorð

hædrende orð (hilsen), ⟨Hj V, 22⟩.

sæmdarplag

hæderlig, smuk, adfærd, ⟨Gr VI, 28⟩, ⟨Kr H, 50⟩.

sæmdarráð

pl, hæderlige, gode, rád, ⟨La IX, 106⟩.

sæmdarrekkr
sæmdarrekkur

hæderfuld, udmærket, mand, KlIV, 34.

sæmdarsiðr

hoviskhed, ⟨Gei IV, 21⟩.

sæmdarsmiðr

udmærket smed, s. bragða ⟨Kl IV, 38⟩.

sæmdarsnauðr

adj

fattig pá hæder, æreles, ⟨Gr VII, 38⟩.

sæmdartrauðr

adj

hæderlas, ⟨Gri II, 21⟩.

sæmdarþjóð

/ hædersfolk, ⟨U VI, 53⟩.

sæmiliga
sæmilega

adv, hæderfuldt, ⟨Gr VI, 43⟩.

sæmiligr
sæmilegur

adj

aðj, hæderfuld, s—g snót, sæta ⟨G V, 12⟩, ⟨Gei IV, 19⟩.

sæmr
sæmur

adj

hæderfuld, gumnar s—ir ⟨KL III, 6⟩.

sæng

(ar og r), sæng, leje, s—ar klæði ⟨Kl I, 45⟩; humra s., havet, ⟨Fr I, 25⟩. Jfr. stafn-.

sær

so, hav, benja s., blod, ⟨Gr Il, 11⟩, hræva s., d. s., ⟨ÓlB V, 13⟩; Gauts varra s. digterdrikke ⟨Fr I, 56⟩.

sæta

(1.) (tt), bebude, s. vóða ⟨Jó II, 35⟩; — have sit sæde, s. gátt (ace.?) ⟨Ko VI, 19⟩ (eller ’passe pá? og gátt da dativ; jfr. KGísl. Efterl. skr. H, 194).

sæta

(2.) kvinde, me, ⟨Skh I, 29⟩, JE, VEL, 30, ⟨ÓlB IV, 34⟩; — mís. (dette vistnok asætr?) ⟨Fi VI, 38⟩.

sæti

(1.) kvinde, mo, (vistnok asætr), unga s. ⟨Gei IL, 2⟩:

sæti

(2.) jfr. for-.

sætleikr
sætleikur

sodme, s. afmors dygða ⟨Gei I, 1⟩.

sætligr
sætlegur

adj

sed, s—t ví ⟨Sá VIII, 15⟩.

sætr
sætur

nattely, sted at overnatte, ⟨Lo 1, 28⟩; brúna s., pande(öjnene). ⟨Bj IV, 35⟩. ’ soðull, (mands)saddel, Gr UI, 6.

Grófur ljóslestur rímnaorðabókar Finns Jónssonar. Hér er margt brogað og skakkt. Ljóslesturinn var lélegur og flutningur orðalistans inn í gagnagrunninn var flókinn og erfiður. Orðalistinn er þokkalega réttur en skýringar og orðflokkagreining er upp og ofan. Meginatriðið er þó það að hér má leita í orðabókinni. Vonandi mun einhverntíma skapast tími og rúm til að laga betur til í textunum og helst að koma á bæði uppflettingu orða í rímum og vísana í orðabókinni og tilsvarandi rímnaerinda. Hægt er að skoða orðabókina hér.